En hyldest til den kritiske presse

Anmeldelse: Den kritiske presse er den sidste bastion mod elitens magtfuldkommenhed, er budskabet i dokumentaren “Nobody Speak - Trials of the free press”.
I amerikanernes øjne er USA fødestedet for kritisk journalistik. Medierne, aviserne og journalister er den fjerde statsmagts kampklædte tropper, og det selvbillede er allestedsnærværende i dokumentarfilmen “Nobody Speak - Trials of the free press”, der er skabt af instruktør og dokumentarist Brian Knappenberger, som også står bag dokumentarer som “We Are Legion” om fænomenet ‘hacktivisme’.

I det lys står konklusionen så meget desto stærkere, men desværre også uden selvreflekterende diskussion: Den kritiske presse er sidste bolværk mod en magtfuld elite, der vil tilsidesætte ytringsfriheden og sandheden for egne interesser.

Internetmilliardær tog advokatregningen
Dokumentaren tager sit udgangspunkt i to sager, hvor pengemænd har brugt deres indflydelse til at lukke munden på journalister. En retssag fra 2016, hvor Terry Bollea, der kendes bedst som sit alter ego, wrestleren Hulk Hogan, sagsøgte det lille netmedie Gawker Media for offentliggørelse af en sex-video af ham.

Gawker er et medie, som i manges øjne vil levere en form for journalistik, der bevæger sig på grænsen af, hvad kan dækkes af de almindelige journalistiske etiske standarder. De bringer slibrigt, kendissladder.

Gawker blev dømt til at betale 140 millioner i erstatning til Hulk Hogan, hvilket i praksis er en dødsdom over det lille medie. Det rejser i sig selv nogle spørgsmål om brugen af søgsmål til at undergrave journalisters arbejde, som dokumentaren også understreger. Værre bliver det dog, da det afsløres, at Hogans sag er blevet finansieret af internet-milliardæren Peter Thiel. Tysk-amerikaneren er mest kendt for at have investeret i Facebook og PayPal og han er ifølge Wikipedia god for 2,7 milliarder dollars, og i denne sammenhæng mest interessant, fordi han selv har et horn i siden på Gawker efter de bragte nogle historier om hans seksualitet.

Casinomilliardær købte pressen
Den anden sag er fra spillebyen Las Vegas, hvor et lokalt medie bliver købt af et stråmandsfirma, der ejes af en af byens - og USAs - rigeste og største erhvervsmænd, Sheldon Adelson.

Adelson er en mand, som har så mange penge, at han er blevet et fænomen i amerikanske valgkampe, fordi republikanske kandidater bejler om hans checkhæfte. De skal en tur op og kysse ringen, før de kan liste finansiel opbakning i millionklassen ud af ham. Med købet af det lokale medie, vil han øge sin indflydelse på endnu en af grenene af magtens deling: den frie presse, og samtidig lukke ned for kritiske historier om hans forretninger i den farverige casino-by.

For at bruge en slidt kliché, så stiller dokumentaren dilemmaet op: David mod Goliat. Journalister i kamp mod kæmpe penge- og magtmaskiner, der vil bruge deres midler på at undertrygge kritikere og forhindre, at uheldige historier kan ødelægge deres position eller forretning.

Tråde til Trump
Dokumentaren bruger de to sager til at bygge op til en meget aktuel debat, der tager sit udspring på allerhøjeste sted i det amerikanske system: Den amerikanske præsident Donald Trumps forhold til medierne. Donald Trump har erklæret medierne krig, og journalister er, ifølge Donald Trump, de værste mennesker på jorden. Derfor skal de til enhver tid udskammes, udpeges og angribes, så ‘folket’ kan lære sandheden om dem. Uanset hvor selvmodsigende det end lyder. Det binder da også en elegant krølle på historien, at en af Donald Trumps tidligste støtter er Peter Thiel.

Det bliver en lidt ureflekteret og ensidig sørgemarch for ‘den fjerde statsmagt’, hvor journalist efter journalist peger på de onde mørkemænd som undergravere af demokratiet. Uden at afvige fra deres eget selvbillede, eller reflektere over deres position mellem folket og eliten. Dokumentarfilmen er dog uden tvivl seværdig, da den giver et interessant indblik i spørgsmålet om magt, hvem der har den, og hvor let den umiddelbart kan købes.

En krig om sandheden
Budskabet fra dokumentaren står knivskarpt: der er krig i USA. En krig om ytringsfrihed og demokrati, og deraf også pressens rolle som vagthund over for magtens elite. Pressen er sidste bastion mod typer som Donald Trump, der vil have lov til at forme sandheden i sit eget billede, og på den måde blive magtfuldkommen. Journalister understreger sagens kerne i dette citat fra filmen, som beskriver mørkemændenes selvopfattelse.  “Vi er ikke sårbare overfor sandheden. Vi kan ikke skades af fakta. Og det spiller ingen rolle, hvad der siges eller hvad pressen gør.”

Men budskabet bliver leveret akkompagneret af strygere i baggrunden, mens en montage af billeder af Trump, Thiel og de andre kumpaner skal understrege de optegnede skillelinjer. Det bliver teatralsk, og én lang trækning af offerkortet, som efterlader en med indtrykket af “kan det nu også være så galt?”.

Det kan sagtens være så galt. For historierne giver et meget foruroligende billede af, at penge og magt kan vinde over pressens frihed, og folkets mulighed for at få indsigt. Men der er også brug for, at pressen reflekterer over sin egen rolle som vagthund. I dokumentaren bliver det gjort ud fra et ophøjet selvbillede som beskytter af ytringsfriheden, men uden egentlig refleksion over, om deres arbejde i sig selv understøtter formålet: folkets oplysning. Der er ikke plads til noget ‘men’ i sætningen “vi er bærere af ytringsfriheden, men”.

“Nobody speak: Trials of the free press” (2017) af Brian Knappenberger. Kan ses på Netflix. 95 min. 

Line Sofie Gluud er student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce