En indgang til det nye paradis: Biografi balancerer fornemt mellem det spekulative og faktuelle 

Den finsk-svenske forfatter, Edith Södergran, der debuterede i 1916, er i dag alment anerkendt som en af Sveriges største, modernistiske digtere. 

Da hun debuterede, var der ikke mange, der kunne se det geniale i hendes ekspressionistiske og frie digte uden versemål og traditionel metrik. Og som altid er det nemt at håne, frem for at tøve med en dom, der er negativ. 

Siden blev det ikke mindre dramatisk, da Edith Södergran i forbindelse med endnu en udgivelse erklærede, at hun ikke skrev for ‘massen’, men udelukkende for de få. Eller sagt på mere gumpetungt dansk: hun satte ikke sit lys under en skæppe. 

Og sagt mere højtravende: hun blev en sen fortaler for den aristokratiske radikalisme, som den tyske filosof, Friedrich Nietzsche, havde plæderet for. 

En sådan selvhyldest og ublu arrogance provokerede og frastødte mange. 

Og alligevel står Edith Södergrans mange digte frem som sære og gådefulde, men først og fremmest som lynende og intense skrifttegn, der ikke blot sætter fut i universets og klodens evige rotering omkring en almægtig sol, men som også bryder i brand i læserens sind. 

Agneta Rahikainens biografi er også en balancegang

For Edith Södergran var en blændende digter, der balancerede på grænsen til det vanvittige. Om det er genialt eller den rene galskab, er ikke sådan til at kunne udrede. 

Og det er bestemt heller ikke, hvad Agneta Rahikainen har sat sig for, i sin fremragende biografi om Södergran, der nu foreligger på dansk. 

Undgår de mest fatale fælder

Agneta Rahikainens biografi er også en balancegang, og det passer som hånd i handske til Edith Södergrans digtning, livsløb og forfatterskab, der er så rigt på triumfer og tragedier.

Læs også:Et mesterværk om sommerfuglene

Og selvom genhyldesten til Edith Södergran i vore dage er båret af tidens nyfeminisme og stærke interesse for historiske kvinder, så falder Agneta Rahikainen ikke i nogen af de mest fatale fælder, der skæmmer så meget af det, der flyder i denne moderigtige strøm. 

Hun undlader for eksempel at spekulere for meget i, om Edith Södergran var lesbisk, selvom hun helt indlysende var besat af digterkollegaen og veninden Hager Olsson, hvilket i sig selv er en bedrift. 

Det udløste en sand kritikerstrid

Tag for eksempel den store udstilling af maleren Gustave Caillebotte, der løb af stablen på kunstmuseet D’Orsay sidste år, og som fortsatte frem til begyndelsen af foråret. 

Her opstod en voldsom debat, fordi en række queerteoretiske amerikanere er nået frem til, at han nok var homoseksuel, fordi han så tit og ofte har portrætteret mænd. 

Det udløste en sand kritikerstrid, der grundlæggende handler om noget meget essentielt: retten til at (over)fortolke vs. kravet om at være nøgtern og faktuelt baseret. 

Multikulturel smeltedigel

Det er under alle omstændigheder vanskeligt helt og holdent at kalde Edith Södergran for feminist, selvom hendes berømte digt, ’Vierge moderne’, der optræder i debutsamlingen, kan tyde på det. 

Edith Södergran var helt indlysende en del af en generation af kvinder, der definerede sig selv anderledes, og som kæmpede for en mere fri tilgang til kærlighed og tilknytning, der var grundlæggende antiborgerlig, men som sagt også kunne være åndsaristokratisk, og altså ikke socialistisk. 

Rusland blev udsat for revolutionen

Edith Södergran blev født i 1894, og voksede op i en multikulturel smeltedigel i datidens Skt. Petersborg, men som svensk-finsk borger havde hendes familie også tilknytning til Finland, der dengang var en vasalstat til Rusland. 

Læs også:En talende kat i et magisk univers, der vidner om Finlands brogede historie

Derfor tilbragte familien også somrene i Raivola i det karelske næs, der var præget af ‘finskhed’, her midt i den blussende opstand mod Rusland og det stigende krav om selvstændighed.

Og i årene hvor Edith Södergran levede og skrev, sprang det hele i luften, Rusland blev udsat for revolutionen, Finland opnåede selvstændighed, men ikke uden borgerkrig, og spændingerne mellem de mange fraktioner var stærkt udtalte. 

Lit de parade

Imidlertid var Edith Södergran også svært svækket gennem næsten hele livet. I 1909, som 15-årig, fik hun konstateret tuberkulose, og mange år af hendes ellers korte liv tilbragte hun på sanatorier, der også kom til at præge hendes digtning.

Og måske var det grunden til, at hun så mirakuløst unddragede sig at blive hvirvlet ind i tidens politiske kampe, og nærmest udelukkende forblev en kriger i æstetikkens og lyrikkens tjeneste. 

Læs også:Anmeldelse: Woke-kritikere bør læse denne bog

Sanatoriet som center for tidens dødsmærkede værdikampe var slet ikke så dårligt et udgangspunkt for en symbolistisk ladet digter som Södergran, der kæmpede for en mere vild ånd, besat af livslyst og solens kraft. 

Tidens intelligentsia lå lit de parade og tænkte store tanker, mens verden var indhyllet i flammer

Det lå i tiden, og den tyske forfatter Thomas Mann kaldte det for den ‘horisontale livsopfattelse’, udledt af sanatoriets mange liggestole, hvor tidens intelligentsia lå lit de parade og tænkte store tanker, mens verden var indhyllet i flammer. 

Det var sådan han beskrev tidens eskapisme, i den berømte roman ‘Trolddomsbjerget’, der netop foregår på et sanatorium i Davos, hvor Edith Södergran også lod sig indlægge i en periode.

Den vanvittige megalomani

Det interessante, og det varige i Edith Södergrans digteriske forfatterskab er, at hun ikke bare var en eskapist, der skyede tidens forfald og brutalitet, men det faktum, at hun med sine egne kampe mellem liv og død forsøgte at glimre, vel vidende, at døden ville indhente hende. 

Eller som hun beskrev det så overordentligt smukt, i et digt fra samlingen’ Rosenalteret’: 

“Engang skal jeg spinde mig ind i solen som en flue i rav.”

Det blev under alle omstændigheder til ekspressionismens indtog i nordisk lyrik

Edith Södergran formåede at hylde livet i dets ekstatisk, forløsende momenter, og Agneta Rahikainen formår glimrende at antyde, uden at undskylde for Södergrans vanvittige megalomani, at det var denne livsglæde, der førte hende så langt fra alfarvej, som overhovedet muligt. 

Læs også:Destination Norden. Sommerbreve om kunst- og kulturel dannelse midt i en krisetid

Det blev under alle omstændigheder til ekspressionismens indtog i nordisk lyrik, og i dag hvor vi bedre formår at hylde det sprogligt diffuse, men samtidig også anet formidable, tankevækkende og sjæleligt musikalske, er vi også blevet bedre til at vurdere hendes digte som fantastiske og enestående. 

Hvorfor ikke bare læse?

Om Edith Södergran vitterligt var gal eller genial, er ikke en biografisk opgave at konkludere noget som helst om, hvilket Agneta Rahikainen heller ikke gør. 

Hvorfor ikke bare læse Edith Södergran selv, når hun for eksempel skriver: “De vanvittige magter alt”?

Læs også:Bog om provokunst hiver desværre tænderne ud af monsterets mund

Hun var selv bevidst om, at den sanselige beruselse befandt sig langs de breddegrader, hvor vanvid og genialitet gennemkrydser hinanden, for der bruser livet nu engang kraftigst i digtets årer. 

Edith Södergran blev sent i livet også fascineret af kristendommen

Selv skrev Edith Södergran, at hun var “et indgangsskilt til det nye paradis”, der både var profetisk og megalomant og så gennemstrømmet af ånden fra Friedrich Nietzsche, der senere fik følgeskab af Södergrans besættelse af den østrigske filosof og okkultist, Rudolf Steiner. 

Han hyldede en mere positiv tilgang til naturen samt en mere positiv forståelse af dannelsen og kunsten som en del af kosmos og hele den herlighed, som livet grundlæggende kan forstås som. 

Et ulogisk sammensurium

Edith Södergran blev sent i livet også fascineret af kristendommen, men som Agneta Rahikainen beskriver det, var alt sammen blandet skønsomt sammen, så man ikke kan konkludere, at hun gik fra det ene perspektiv på livet til det andet. 

Læs også:Han bliver kaldt for skagensmaler. Måske er det derfor, han er glemt 

Der var snarere tale om et ulogisk sammensurium, der nok giver en biografist og en læser hovedbrud, men alligevel unddrager sig svækkelse af digtene selv, der vedblev med at skinne. Eller som hun skrev: “gennemboret af lys skal jeg dø”, hvilket nok lader sig gøre og begribe, uafhængig af ideologisk/filosofisk ståsted. 

Det er smukt, og så slår en sentens som denne gnister i dem, der formår at åbne sig for sprogets kringlede veje og vildveje

Edith Södergrans mange digte er i grunden for få, fordi hendes liv blev så kort, og fordi hun selv brændte mange af de uudgivne skriverier af, og fordi hendes moder også brændte mange flere af, inklusiv en stor mængde breve. 

Så en grundlæggende og gennemgribende viden om hendes liv, levned og dets mange facetter er ikke mulig, hvilket Agneta Rahikainen også noterer sig. 

Men mindre kan bestemt også gøre det. 

Næring til sjælen

I et digt skrev Edith Södergran: “Mindets violer strør jeg på drømmenes guldfortorv”. 

Det er smukt, og så slår en sentens som denne gnister i dem, der formår at åbne sig for sprogets kringlede veje og vildveje. 

Sentenser som denne er der masser af i Edith Södergrans poesi, som vi fik præsenteret på dansk i en samlet udgave sidste år, gendigtet af Ursula Andkjær Olsen. 

Læs også:Ekstatisk naturpoesi fra de allerhøjeste luftlag. Man snapper efter vejret

De udkom på forlaget Turbine, der også står bag udgivelsen af den danske udgave af biografien, der lige er udkommet. 

Det hele er så godt, og med forårets opblussen og varslet om en forhåbentligt lang sommer, kan jeg kun anbefale læserne at købe begge bøger. 

Digte er jo af en sådan beskaffenhed, at de er gode at have liggende, så man kan gå til og fra, for eksempel når man er på ferie eller i sommerhuset, og finder tid til kontemplation og trang til næring af sjælen. 

Og her er Edith Södergrans oeuvre uovertruffen!

Agneta Rahikainen: ’Edith Södergran. En biografi’. Oversat af Andrea Fehlauer. Illustreret med fotos i sort/hvid. 231 sider. Forlaget Turbine, 2025.