En julemassakre der kan varme selv de koldeste hjerter

Ved ikke at tage sig selv alt for seriøst ender “Retfærdighedens Ryttere” som en begavet og morsom satire over manderoller.
Foto: Rolf Konow, Retfærdighedens Ryttere.
Estiske cykeltyve sætter skub i en række begivenheder, der i første omgang koster en dansk mor livet, hvorefter en tilfældig rockerklub massakreres af en flok særlinge.

Det er groft sagt plottet i Anders Thomas Jensens “Retfærdighedens Ryttere”, der fungerer som en slags åndelig opfølger på klassikeren “Blinkende Lygter” med masser af absurd vold, begavet samfundssatire og sort humor.

Det hele er akkurat lige så politisk ukorrekt som i “Blinkende Lygter”, hvor gangsteren Torkild (Søren Pilmark) smækker den grænseløst irriterende Sofie Gråbøl lige i ansigtet. Helt forfærdelig, men også forfærdeligt morsomt.

Konens død ikke nogen tilfældighed...

Den udstationerede soldat Markus (Mads Mikkelsen) mister sin kone i en tragisk ulykke, hvorefter han må hjem til sin teenagedatter, Mathilde (Andrea Heick Gadeberg).

Her møder han matematiknørden Otto (Nikolaj Lie Kaas), der sammen med sine to endnu mere underlige venner Lennart (Lars Brygmann) og Emmenthaler (Nicolas Bro) overbeviser Markus om, at konens død ikke var nogen tilfældighed.

Selvfølgelig vælger den afstumpede veteran den absolut mest voldelige løsning og resultatet er en morsom, men også rørende film, der effektivt veksler mellem absurd humor og kærlige portrætter af nogle mænd, der alle er dybt ødelagte.

Selve karaktererne er ikke specielt originale. Mads Mikkelsen spiller sin sædvanlige tavse surmuler. Brygmann er grænseoverskridende sær. Nicolas Bro fed og råbende, mens Lie Kaas leverer en form for akavet normalitet. Han er så til gengæld udrustet med et fysisk handicap.

Dysfunktionelle men også elskelige mænd

Det er i portrættet af nogle helt igennem dysfunktionelle, men også elskelige mænd, at actionfilmen “Retfærdighedens Ryttere” leverer en dybere og mere vedkommende samfundskommentar end nok så mange kedelige dramaer.

Alle fire mænd er, på hver sin vis, blottede for de sociale kompetencer en moderne tilværelse forudsætter.

Samtidig har de hver især en række egenskaber, der er ekstremt specialiserede og ikke rigtigt nyttige i andet end nogle meget specifikke situationer.
Her er det nemt at se arbejdermanden, der hellere vil handle end tale og som ikke passer ind i det post-industrielle samfund.

Kynisk knudemand

Især soldaten Marcus snusfornuftige, men også kyniske håndværker-mentalitet, sætter ord eller nærmere tavshed på den danske knudemands manglende vilje og evne til at reflektere over sine valg og handlinger.

Det hele udstilles effektivt af datteren Mathilde, der repræsenterer normaliteten, men vendes morsomt på hovedet, når filmen heller ikke er for fin til at gøre grin med hendes teenage-tungsind eller emo-ven, hvis privilegerede opvækst med au pair kontrasteres til ukrainske Bodashkas (Gustav Lindh) liv som sexslave.

Svigt går i generationer

Filmen holder af sine hovedpersoner og derfor slipper den også afsted med at udstille deres fejl og mangler nådesløst morsomt, med at den leverer et overraskende rørende portræt af nogle mænd, der er blevet svigtet i deres barndom og derefter svigter deres omgivelser.

Her er det virkelige drama ikke krigen mod den generiske rockergruppe “Riders of Justice”, men soldaten Markus’ svigt af sin egen datter, mens han isolerer sig med dåseøl og indestængt aggression mod et feminiseret behandlersamfund, der ikke forstår eller anerkender hans verden.  

En skæbne, der falder mange veteraner lidt for nemt.

Familiefar og dødens hævnende engel

Sammen med sin hird af misfits og særlinge forsøger han efter bedste (og den er meget begrænset) evne, at opbygge en form for familie for Mathilde samtidig med at han agerer dødens hævnende engel. Det gøres så absurd, men også ømt, at filmens får leveret sin banale, men også livsbekræftende budskab:

Der er ikke nødvendigvis mening i de uretfærdigheder, der rammer dig, men ved gode venners hjælp er der altid en vej frem.

Selv om emnerne er tunge er volden så parodisk og humoren så velfungerende sort, at hele familien kan grine med på jokes om incest og massemord.

Med en tilpas bittersød og tvetydig afslutning er der tale om en julefilm, der kan varme selv det koldeste hjerte.
 

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Annonce