Det er altså i denne Bermuda-trekant mellem Finansministeriet, KL og DI, at vi velmenende lokalpolitikere befinder os, når vi skal beslutte om og i hvilket omfang, vi vil bruge udbud indenfor velfærdsområderne. I min egen kommune valgte vi at sende hjemmeplejeområdet i udbud men at beholde plejecentrene på kommunale hænder – også selv om det ifølge KL (og DI) betyder, at vi kun sparer 1,5 mio. kr. og derfor skal finde 2,5 mio. et andet sted.

Lad mig starte min karriere som klumme-skribent på Pio med en historie fra det virkelige liv. For et års tid siden satte Finansministeriet og KL sig (endnu engang) sammen for at diskutere, hvordan velfærdsopgaverne i kommunerne kan effektiviseres. Et af de områder, man havde kig på, var ældreområdet (ikke overraskende). Og en af de metoder, som man mente burde anvendes, var øget brug af udbud (heller ikke overraskende).

I landets kommuner fik vi kort efter et brev, hvor der stod, at vores ældreservice slet ikke var effektiv nok, og at vi kunne spare x antal millioner kr. ved at overlade dele af den til private virksomheder. For min egen kommune var besparelsen beregnet til i omegnen af 4 mio. kr. om året.

Her vil det nok være på sin plads at indskyde, at den type kommunale besparelser er langt mere attraktive for Finansministeriet end besparelser indenfor staten selv. Både fordi det naturligvis er mere behageligt at skære i andre systemer end dem, man selv har ansvaret for. Men også fordi den type kommunale besparelser kan realiseres med det samme, fordi man simpelthen modregner den beregnede besparelse i det statslige tilskud til kommunerne, uanset om disse er i stand til at realisere besparelsen eller ej.

Besøg fra KL’s konsulenttjeneste
Resultatet var, at min kommune blev stillet overfor et enkelt valg: Find 4 mio. kr. om året i besparelser ved at overlade dele af jeres ældreservice til private virksomheder. Eller find de 4 mio. kr. ved andre besparelser (oven i de ca. 40 mio. kr. i årlige besparelser, som vi allerede skal finde). Til at hjælpe os bestilte vi KL’s konsulenttjeneste, der efter nogle måneder stillede med en 80 siders rapport og to konsulenter til et temamøde i kommunalbestyrelsen.

Konklusionen på rapporten var klar. Ved at sende fritvalgsdelen af vores hjemmepleje plus et plejecenter i udbud, ville vi kunne spare de 4 mio. kr. Problemet var bare, at man ved gennemlæsning af rapporten kunne konstatere, at ”beregningerne” var baseret på nogle meget luftige forudsætninger om, at private udbydere automatisk ville have en lavere timepris sammenlignet med kommunen. Direkte adspurgt om, hvor disse timepriser stammede fra, lød svaret, at de var taget fra forskellige analyser foretaget af Dansk Industri.

Misforstå mig nu ikke. Jeg har intet imod DI. Men DI er en interesseorganisation, hvis vigtigste opgave er at skaffe mere omsætning til deres medlemsvirksomheder. At deres analyser viser, at private virksomheder er mere effektive end den kommunale service, er næppe overraskende.

Det er altså i denne Bermuda-trekant mellem Finansministeriet, KL og DI, at vi velmenende lokalpolitikere befinder os, når vi skal beslutte om og i hvilket omfang, vi vil bruge udbud indenfor velfærdsområderne. I min egen kommune valgte vi at sende hjemmeplejeområdet i udbud men at beholde plejecentrene på kommunale hænder – også selv om det ifølge KL (og DI) betyder, at vi kun sparer 1,5 mio. kr. og derfor skal finde 2,5 mio. et andet sted.

De 1,5 mio. kan man i øvrigt også have sine tvivl omkring. Dels koster det en engangsomkostning på 500.000 kr. at sætte i gang. Dertil kommer den løbende kontrol og administration. Og endelig er der en stor sandsynlighed for, at udbuddet vil flytte arbejdspladser ud af kommunen. For nuværende er 9 lokale firmaer godkendt som leverandører på fritvalgsområdet. De 9 vil som konsekvens af udbuddet blive erstattet af én stor leverandør – og eftersom ingen af de lokale firmaer formentlig har kapaciteten til overhovedet at afgive et bud, vil opgaven med stor sandsynlighed gå til en virksomhed udenfor kommunen.

Udbud kan være fornuftige nok, men de skal give mening – ikke kun for virksomhederne men også (og især) for borgerne. Vi bør derfor have bedre muligheder for at stille krav i forbindelse med udbuddene. F.eks. synes jeg, at det vil være langt mere interessant at lade en almennyttig organisation drive et eller flere plejecentre i partnerskab med kommunen frem for blot at lægge ansvaret over til en kommerciel virksomhed.

Brug for socialdemokratiske fingeraftryk på ny udbudslov
Det er sådan, at virkeligheden på udbuds-området ser ud fra en kommunalpolitikers stol. Og det vil kun blive værre, hvis det kommende folketingsvalg resulterer i et regeringsskifte. Faktisk synes jeg, at der kunne være god politisk fornuft i at gøre netop dette område til et tema i den kommende Folketingsvalgkamp. Dels er det et område, der direkte berører mange tusinde borgeres hverdag. Og samtidig er det et område, hvor det burde være ganske let at skabe en idepolitisk kant til vores borgerlige venner.

Udbud kan være fornuftige nok, men de skal give mening – ikke kun for virksomhederne men også (og især) for borgerne. Vi bør derfor have bedre muligheder for at stille krav i forbindelse med udbuddene. F.eks. synes jeg, at det vil være langt mere interessant at lade en almennyttig organisation drive et eller flere plejecentre i partnerskab med kommunen frem for blot at lægge ansvaret over til en kommerciel virksomhed.

Til efteråret skal Folketinget vedtage en ny udbudslovgivning. Her er der – som på så mange andre områder – brug for solide socialdemokratiske fingeraftryk.

 

Hans Stavnsager (f.1963) er gruppeformand Faaborg Midtfyn Kommune. Hans var tidligere været Forbundssekretær for DSU og generalsekretær for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF). Desuden har han også været honorarkonsul for Albanien.

‘Kommunale rødder’ er en fast klumme på netavisen Pio, der to gang ugentligt vil bringe indlæg fra en række af socialdemokratiets førende byrådsmedlemmer.