En minister må ikke må blande sig i en konkret afgørelse

Hvis den nuværende sagsfremstilling står til troende, så har Inger Støjberg handlet klart ulovligt, og kan ikke blive siddende.
Foto: Estonian Presidency 2017, Flickr
Sagen om adskillelsen af par på asylcentre er svær at blive klog på. Som sagen er belyst, ønskede den ansvarlige minister Inger Støjberg, at par, hvor den ene var under atten år, skulle adskilles. Det modsatte embedsmændene sig, fordi lovgrundlaget kræver stillingtagen i hvert enkelt tilfælde.

Ministeren og embedsmændene diskuterede sagen indgående, og den diskussion skulle ifølge det oplyste være endt med, at ministeren i en pressemeddelelse gav Integrationsstyrelsen instruks om, at par, hvor den ene var under 18 år, skulle adskilles.

Hvis den fremstilling står til troende, har ministeren handlet klart ulovligt, og kan ikke blive siddende

Hvis den fremstilling står til troende, har ministeren handlet klart ulovligt, og kan ikke blive siddende. Og hvis ikke Statsministeriet er blevet underrettet om denne klare ulovlighed, må også departementschefen gå. Hvis Statsministeriet blev orienteret er problemet for regeringen endnu større.

Lektien fra Tamilsagen
Tamilsagen skabte på et punkt klarhed om ministres og embedsmænds ansvar i forhold til lovgivningen, nemlig at en ulovlighed ikke ophæves selvom et politisk flertal støtter en ny, men ulovlig praksis. Det er derfor meget svært at forestille sig, at forløbet i asylsagen skulle have været, som det hidtil er belyst. Både ministeren og departementschefen er jo kloge og erfarne mennesker, så hvorfor handle så åbenbart ulovligt og dermed uforståeligt og dumt. Enhver må kunne se, at det kun var et spørgsmål om tid, før denne ulovlighed ville komme for en dag.

Det forekommer mere sandsynligt, at ministeren har ønsket, at den individuelle vurdering skulle føre til et andet resultat. Et resultat hvor barnebrude som følge af arrangerede ægteskaber, ikke kunne være på samme asylcenter, også selvom parterne ikke beklagede sig over det arrangerede ægteskab, mens det forekommer rimeligt, at gravide kvinder under 18 år, som ønsker at blive sammen med deres mand, ikke kan adskilles.

Vi ved som sagt ikke, hvad ministre og embedsmænd har diskuteret, men ovenstående vil jeg ikke finde problematisk, og jeg ville også gå ind for individuelle vurderinger, der kom til ovenstående resultat.

Hvis denne udlægning er rigtig, opstår der to mere vanskelige spørgsmål. Kan ministre blande sig i, hvordan et lovgrundlag administreres, hvis det indbefatter individuel stillingtagen? Og kan en minister give en departementschef ordre til at instruere en styrelse om en bestemt administrativ praksis?

En minister må ikke blande sig i en konkret og individuel afgørelse 
Det spørgsmål gives der ikke et bare nogenlunde klart svar på, og det er udtryk for et problem i dansk forvaltningsret, hvor det desværre må konstateres, at ansvaret i mange tilfælde er flydende. Denne uklarhed om, hvad ministre og embedsmænd må, kan føre til tågede og uforståelige oplysninger til offentligheden, når konkrete sager diskuteres.

En minister eller departementschef må som hovedregel ikke må blande sig i en konkret afgørelse

Nu er det ikke alt der flyder. En minister eller departementschef må som hovedregel ikke må blande sig i en konkret afgørelse. Den skal træffes så tæt på borgeren som muligt; men man kunne tro, at en minister eller en departementschef må blande sig i den gældende administrative praksis. Der er i hvert fald mange områder, hvor den administrative praksis diskuteres offentligt, og hvor ministre også deltager i debatten. En debat der også  kan handle om, hvorvidt praksis kan ændres inden for lovens rammer eller om en ændring af praksis kræver en lovændring.

Jeg ved ikke, om praksis for den individuelle vurdering af asylpar, kan ændres i en mere restriktiv retning inden for det eksisterende lovgrundlag, eller om det kræver en lovændring, men som sagt kan jeg sagtens forestille mig, at ministeren har diskuteret det spørgsmål med de ledende embedsmænd i departementet.

Skattesagen viste potentialet i den individuelle vurdering
Hvis ministeren var kommet frem til, at det var inden for lovgrundlaget at ændre praksis i restriktiv retning, og derfor bad departementschefen om at sørge for at det skete, skulle departementschefen så parere ordre? Det ved vi ikke med sikkerhed. Vi ved, at den danske forvaltningsret ikke giver mulighed for så håndfaste regler for individuelle vurderinger, at det i praksis svarer til, at man tilsidesætter den individuelle vurdering. Så hvis det er det, en departementschef bliver bedt om, så skal ordren ikke følges, da den er ulovlig, men hvis det er et ønske om at justere på praksis, som ministerens mener ligger inden for lovens rammer og dansk forvaltningspraksis, skal departementschefen så parere ordre, også selvom departementschefen skulle have en anden vurdering?

I skattesagen mod skatteministeriets departementschef tog skattekommissionen stilling til et spørgsmål, der mindede om ovenstående. Skatteministeriets departementschef var under mistanke for at have blandet sig i afgørelsen af den daværende statsministers ægtefælles skattesag. Kernen i sagen var, om ægtefællen havde arbejdet for meget, mens han var hjemme. Hvis det var tilfældet, skulle han betale skat i Danmark og ikke i Schweiz. Men hvad vil det sige at arbejde for meget? Det er en individuel vurdering. I forhold til den daværende praksis, kunne der argumenteres for, at han havde arbejde for meget, men det han især havde lavet var at svare på arbejdsmails, men hvem gør ikke det, lige meget hvor vi er. Fornuftigvis ændrede SKAT praksis og frifandt ægtefællen. Efterfølgende måtte SKAT ændre en række tidligere afgørelser.

I skattekommissionens afhøringer udtalte alle de adspurgte, at departementschefen ikke havde forsøgt at påvirke sagens udfald. Departementschefen havde alene interesseret sig for om afgørelsen var baseret på det rette lovgrundlag, og om sagen blev oplyst og forklaret på en måde, så risikoen for, at den måtte gå om, var så lille som muligt. Alligevel blev skatteministeriets departementschef – som havde holdt fem møder med SKAT - kritiseret for ”at være gået for langt ind i sagen”.

Tvivlspørgsmål vil altid forekomme
I dansk forvaltningsret er meget bestemt af forskellige kommissioners afgørelser i konkrete sager. Hvis departementschefen i Integrationsministeriet har været i tvivl om, i hvilket omfang han og departementet kan blande sig i den administrative praksis i asylsager, kan det ikke undre.

At ministre og ledende embedsmænd har svært ved at finde deres egne ben i de mange vanskelige sager, bør heller ikke undre

At ministre og ledende embedsmænd har svært ved at finde deres egne ben i de mange vanskelige sager, bør heller ikke undre. Det kan derimod undre, at der ikke er mere fokus på det danske minister- og embedsmandssystem. Strømmen af dårlige sager må på et tidspunkt føre til en erkendelse af, at det ikke er hver gang et problem skyldes en menneskelige fejl, men at selve minister- og embedsmandssystemet ikke længere er holdbart, men producerer den ene ”møgsag” efter den anden med uheldige følger for befolkningens tillid til politikere, embedsmænd og værst af alt manglende tillid til de offentlige institutioner.

Jørgen Rosted er tidligere departementschef i Erhvervsministeriet (1993-2001). Han uddannet cand.polit og har ligeledes arbejdet i Det Økonomiske Råd, Finansministeriet og været udviklingsdirektør i forsknings- og analyseenheden FORA under Erhvervs- og Byggestyrelsen.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.


Kommentarer fra Facebook