En profetisk forudsigelse af uddannelseskløften

Anmeldelse: ”Ikke efter bogen” beskrev allerede i 1986, at man i fremtidssamfundet skulle være højtuddannet for at blive til noget
Jeg fik engang forklaret, at de fleste debatbøger kommer enten i slutningen eller i starten af en politisk tendens. Problemet er, at man aldrig på udgivelsestidspunktet ved, om bogen er starten på en ny bølge, eller om den blot opsummerer en forandring i det politiske landskab, der allerede har fundet sted. De første kan ende som klassikere, mens de andre ender i den daglige politiske hakkelse.

Særligt udtalt er forskellen, når det gælder debatbøger, der advarer mod en udvikling. Og netop derfor er det imponerende at læse bøger, der er nærmest profetiske i deres forudsigelser af tendenser, som er under opsejling, men som endnu ikke står klart i horisonten. Det er den store kvalitet i ”Ikke efter bogen”, der i 1986 blev udgivet af de to radikale politikere K. Helveg Petersen og Aage Damgaard samt venstrefløjskunstneren Tørk Haxthausen.

Iværksættersuccesser er folk, der ikke passer ind
Bogen bygger på en fælles forundring hos forfatterne: Hvordan kan det være, at dem, der skaber store iværksættersucceser ofte har haft svært ved at passe ind i skolesystemet? Er der en modsætning mellem på den ene side det strukturerede og ordnede, som skolen byder på, og på den anden side kaotiske og ustyrlige, som det praktiske liv repræsenterer?

Iagttagelsen er ikke helt skæv, heller ikke i dagens Danmark: Blandt de 10 rigeste enkeltpersoner i Danmark i dag, er der ingen der har taget en kandidatuddannelse, men næsten alle er faglærte eller ufaglærte. Og med det udgangspunkt møder man som læser en lang række større og mindre iværksættere i forfatternes synsfelt. Kvaliteten i historierne er ujævn og de fremstår uredigerede, men som samlet optakt til samfundsanalysen fungerer de godt.

I det fremtidssamfund, der tegner sig, vil det at blive til noget ofte være ensbetydende med at gennemføre en højere uddannelse

Netop i analysen rammer de toner, der ret præcist forudsiger den udvikling, der er sket i de vestlige demokratier: ”I det fremtidssamfund, der tegner sig, vil det at blive til noget ofte være ensbetydende med at gennemføre en højere uddannelse og blive medlem af den styrende elite. Den førnævnte kløft i samfundet skiller de højtuddannede fra de lavtuddannede, de administrerende fra de producerende, og den er dybere og bredere end nogen sinde i nyere tid.

De langtuddannede bærer ansvaret
Ansvaret for kløften deles ikke mellem parterne, men placeres af Aage Damgaard ensidigt hos de langtuddannede: ”De skulle først lære at føre en samtale med folk fra andre grupper. Jeg har tit måttet skjule, når jeg førte folk af min egen slags sammen med akademikere, for de kan ikke lide akademikere og føler altid, at de snakker henover hovedet på dem. De føler sig nedværdiget af dem”.

De føler sig nedværdiget af dem

Konklusionen er, at skolen skal rumme dem, der ikke holder af det boglige, og at der skal skabes større respekt om de praktiske fag. En ambition, som allerede ti år efter bogens udgivelse blev forkastet af centrum-venstre, men som nu måske er på vej tilbage. Nogle mente sikkert i 1986, at bogen var en opsummering eller en sidste krampetrækning fra 1970’ernes arbejderistiske strømning. Men sandheden er nærmere, at man ret præcist kortlagde såvel en politisk kløft som et behov for respekt for de praktiske uddannelser, som vi først i dag kender omfanget af. Det er noget af en bedrift.

 

Kaare Dybvad er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet. Anmeldelsen er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

 


Flere artikler om emnet

Annonce