En regering uden Corydon, Helveg eller Vilhelmsen?

Efter Ikram Sarwars partiskifte har man kunnet høre påstanden om, at de personlige stemmetal bør være udslagsgivende for fordelingen af politiske poster. Intet kunne være mere forkert.

I månederne op til kommunalvalget havde medierne varmet op til de rævekager, svinestreger, jagt på ben, kovendinger og andre billeder fra dyreriget, som ville finde sted, når kommunalvalget var overstået og konstitueringerne skulle falde på plads.

Men i stedet for en eksplosion af egoisme udviste de nyvalgte kommunalpolitikere kollektivt den mest eksemplariske adfærd – fuldstændig modsat valget i 2009, hvor politikere skiftede partier og partier skiftede alliancepartnere i et hidtil uset omfang.

En undtagelse fra dette billede var da Ikram Sarwar fredag morgen i sidste uge smed bomben om, at han skiftede fra Socialdemokraterne til De Radikale.

Baggrunden for balladen var, at Ikram Sarwar – til trods for det tredjehøjeste personlige stemmetal blandt de københavnske socialdemokrater – ikke var blevet udvalgt som én af de fire kandidater til at besætte den anden borgmesterpost, som partiet havde tilkæmpet sig i Københavns Kommune ud over Frank Jensens overborgmesterstol.

Sidenhen har der kørt en heftig debat om rimeligheden heri. Den ene side - primært socialdemokrater - mener, at det umuligt kan retfærdiggøres at springe fra sit parti fire dage efter et valg. Derfor bør Ikram Sarwar nedlægge sit mandat. Den anden side mener, at S opfører sig hyklerisk, da man med glæde tog imod indvandrerne fra SF for et halvt år siden.

Men udover disse to synspunkter, der hver især er rimelige, har mange ment, at det ikke er Ikram Sarwar, der har handlet forkert, men Socialdemokraterne i København. Denne holdning kommer i to versioner: Det ene er, at Ikram Sarwar er blevet uretfærdigt berøvet for en borgmesterpost, som hans høje personlige stemmetal ellers berettiger ham til.  Det andet er at det personlige stemmetal i det hele taget bør være udslagsgivende for fordelingen af politiske poster. Nedenstående udklip fra én blandt mange facebookdebatter er meget sigende for holdningen:

Ikram Sarwar kom med sine 1.915 stemmer ind på en tredjeplads blandt Socialdemokraterne. Dette var ganske vidst 102 flere stemmer end den næste kandidat på listen, Mette Laurberg, men langt, langt mindre end Yildiz Akdogans 3.514 stemmer. Hvis Ikram Sarwar således havde meldt sig ud af S i protest mod, at Yildiz ikke blev borgmester, ville det både være forståeligt og endda principfast. Dette er ikke just tilfældet.

Men i det hele taget holder er det et dårligt argument, at det mest demokratiske er, at posterne fordeles efter det personlige stemmetal, således at posterne går til de kandidater med størst opbakning blandt befolkningen.

Problemet med denne argumentation er, at den stiller meget små krav til, hvad demokratisk opbakning faktisk indebærer. Det er en fuldstændig absurd tanke, at blot fordi 0,41 procent af de københavnske vælgere har sat deres kryds ud for Ikram Sarwar, så udgør det pludselig et overvældende mandat fra folkedybet om, at han må og skal være borgmester. Til sammenligning udgjorde Mette Laurbergs stemmeandel 0,39 procent. Er det virkelig 0,02 procentpoint, der gør forskellen mellem demokrati eller ej? Nej vel.

Når Ikram Sarwar i det hele taget er blevet valgt ind i Borgerrepræsentationen, skyldes det jo ikke egne enorme fortræffeligheder, men at han stod på Socialdemokratiets liste. Når det er partierne, som vælgerne stemmer på, er det derfor både naturligt og demokratisk, at det også er partierne, der bestemmer, hvem der skal tildeles hvilke poster.

Det er værd at notere sig, at man i ingen andre sammenhænge lader personligt stemmetal være udslagsgivende for, hvorvidt noget er demokratisk eller ej.

For at illustrere dette, så lad os kaste et blik på, hvordan regeringen ville se ud, hvis de nuværende 22 ministerposter blev tildelt til de politikere fra henholdsvis Socialdemokratiet, SF og Radikale, som havde fået flest personlige stemmer. Nedenstående skema viser hvilke af de nuværende ministre, der ville blive siddende, hvilke nye ministre, der ville indtræde i regeringen, samt hvilke af de nuværende ministre, der ville ryge ud af regeringen.

I stedet for ’rene’ personlige stemmetal er opgørelsen lavet efter, hvor stor en andel af de mulige stemmer en kandidat fik. Tallene i tabellen angiver dermed den procentandel af de stemmeberettigede borgere, som kandidaten fik i personlige stemmer i sin pågældende storkreds.

Ud fra disse tal står såvel finansministeren, erhvervsministeren, den nye klimaminister og endda SF's formand til at ryge ud af regeringen. Modsat er den politiker, der har størst vælgeropbakning blandt de tre regeringspartier, ingen ringere end Jeppe Kofod. Man må derfor umiddelbart formode, at han tildeles posten som statsminister.

Endnu mere speget bliver det, hvis regeringen blot skal sammensættes på baggrund af det personlige stemmetal uden at skele til partifarve eller storkredsenes størrelse. Så ville vi få en regering, hvis ministre ikke blot kom fra såvel Enhedslisten, Venstre og Dansk Folkeparti, men som også alle var bosat i de store byer med mange vælgere.

Intet af dette kan beskrives som hverken demokratisk endsige fornuftigt.

Så måske burde vi bare fortsætte den hidtidige ordning, hvor vælgerne sammensætter byråd og folketing, der efterfølgende udpeger den borgmester  og regering, som de anser for at være bedst mulig?

 

 

Dette er en redigeret og forkortet udgave af et blogindlæg oprindelig bragt på den socialdemokratiske blog 90mandater.dk.


Flere artikler om emnet

Annonce