En sanselig spadseretur gennem sproget

Få forfattere er mere myteomspundne end den schweiziske forfatter Robert Walser. Det hænger sammen med en række forhold, der tilsammen giver et samlet billede af noget sært, noget skrøbeligt og åbent. 

Læs også:Anmeldelse: Besættende og forførende læsning om havet

Og så måske også det faktum, at han gennem tiden har været alt for lidt læst. Læsning af hans lille tekst “Spadsereturen” er et godt sted at begynde. 

Robert Walser (1878-1956) var ellers som ung ganske populær og læst af mange af tidens førende forfattere og kunstnere. 

Dette har været med til at bygge hans mytologiske status op. 

Teoretikeren Walter Benjamin elskede hans fragmentariske og nærmest snublende observationer, der blev strøet ud over tekstsiderne.

“Spadsereturen” er en hans mere succesfulde tekster

Ligeså var forfatteren Franz Kafka fascineret af Walsers evigt forurolige, sitrende og ubestemmelige beskrivelser, der næsten får hvad som helst til at fremstå i en art eksistentielt forhold til læseren. 

Andre forfattere af format, der har været indfanget af Walsers sære tilgang til tekst og liv, er Herman Hesse, Robert Musil og Stefan Zweig. 

Læs også:Forlaget Fahrenheit gør et imponerende arbejde for at udbrede litterære klassikere i streg

Også den nulevende forfatter og nobelpristager Peter Handke har med garanti været inspireret af “Spadsereturen”, da han skrev “En forfatters eftermiddag”, som undertegnede anmeldte i Netavisen Pio.  

Walsers liv og legeme

For yderligere at forstå det mytologiske ved Robert Walser skal man vide, at han senere i livet blev tiltagende skizofren og i denne proces begyndte at skrive mikroskopiske tekster, der først efter hans død blev dechifreret og udgivet, og som efterfølgende nærmest er blevet ophøjet til en særegen genre. 

Læs også:Inspirerende manuskript af den tyske mesterforfatter Günter Grass vækker statuer til live

Livet på en række sanatorier gjorde, at Robert Walser til sidst helt ophørte med at skrive, og i hele treogtyve år levede han uden at sætte pennen på papiret, indtil han døde. 

“Spadsereturen” er en hans mere succesfulde tekster, der blev udgivet, da han endnu var levende og ikke anbragt på sindssygeanstalt.

Forfatteren skal på eventyr, skal opleve noget og gennemgå forskellige stadier

Teksten blev udgivet i 1917, og den er en sand fornøjelse at læse. Tekstens ‘jeg’ er forfatter, og hans metode er den, at han spadserer gennem byen og det omkringliggende landskab. 

Hans tilgang til omverdenen er delvist spontan, selvom han også har besluttet sig for enkelte ophold og møder undervejs. 

Men forfatterens sære personlighed gør, at teksterne, der opstår af vandringens form, hele tiden forundrer, stiller spørgsmål og skaber relationer til andre mennesker, landskaber og genstande, sådan at man som læser konstant bliver holdt ved ilden.

Vandringens stadier og alt derimellem

Vandring og skrift har især haft en enorm betydning for litteraturhistorien siden romantikkens gennembrud i begyndelsen af det 19. århundrede.

Forfatteren skal på eventyr, skal opleve noget og gennemgå forskellige stadier, nærmest som sommerfuglens liv, fra æg til en larve for siden at forpuppe sig og endelig blive udfoldet som en sommerfugl, der cirkulere rundt i luften med spraglede farver.

Vandringen er den form, hvor det spontane opstår, og hvor alt kan blive til tekst

For det er sådan, at bevægelsen gennem rummet opfattes af disse vandrende forfattere, der ikke kender til formlens eksakte, videnskabelige opskrift, men som alligevel ved, at hvis man begynder at vandre, vil der opstå situationer, hvor man bliver inspireret. 

Man kan sige, at vandringen er den form, hvor det spontane opstår, og hvor alt kan blive til tekst. Og det er netop, hvad Robert Walser viser i “Spadsereturen”. 

Denne vanedannende tur, som han foretager tit og ofte, bliver af landsbyens andre beboere opfattet som en lediggængers spild af tid. For hvad er det egentlig, forfatteren bedriver her? 

Hverdagsoplevelser som kunst

Det er et spørgsmål, der også optog forfatteren og digteren Charles Baudelaire, der gjorde storbyen til sit eksperimentarium for ‘flanøren’, der vandrede for at blive fanget af det planløse, det pludselige og det uforudsete, som han senere nedskrev.

Det vel vidende at det, som fangede hans opmærksomhed, kun umiddelbart var uanseeligt, men som i virkeligheden besad en intensitet, der er værdifuld i sig selv. 

Hverdagsoplevelser kan være en katalysator for rig erfaring

Og sådan fungerer teksten “Spadsereturen”. Den er ikke struktureret eller som sådan en filosofisk tekst, men alligevel er der mange, sære indfald, som vi alle kan opleve i vores brogede hverdage, og som vi bare ignorerer og nærmest automatisk går igennem uden at være opmærksomme. 

Læs også:Lige dele naturvidenskabelig formidling og poesi

Robert Walser viser os, at disse hverdagsoplevelser kan være en katalysator for rig erfaring, der kan blive til tekst, til kunst, der er rig på filosofisk og æstetisk nydelse.

De glemte tekster

Teksten er hverken opstyltet eller specielt vanskelig at tilegne sig. Men den har, ligesom Kafkas tekster, det særlige over sig, at den stiller en række forhold i et lys, der gør, at man som læser undrer sig, bliver inspireret og opstemt. 

Man kan sige, at den opfordrer læseren til selv at gå, selv at erfare og lade sig inspirere. Og så er “Spadsereturen” også et forsvarsskrift for kunsten, der af mange selv i dag bliver opfattet som ubrugelig og nytteløs. 

De sitrer, skaber stor forundring og beriger hele det litterære felt

Det kræver en stor forfatter eller kunstner at forsvare det, der af flertallet blot opfattes som spild af tid. Men Robert Walser vovede pelsen og betalte nok den dyreste pris.

Det er som Kafka, der havde bedt sin gode ven om at destruere de tekster, som han havde forfattet, men endnu ikke udgivet, angiveligt fordi han mente, at de var nytteløse, ufærdige og ikke gode nok. 

Læs også:Guld, gullasch og grådighed: Da Danmark blev ramt af millionærfeber

Heldigvis blev teksterne af Kafka reddet, selvom vennen begik den brøde at ignorere sin afdøde ven og forfatters opfordring, for i dag er disse tekster elsket af læsere verden over. 

Ligesom Robert Walsers tekster er det, selvom de for en periode var nærmest glemte. Men de sitrer, skaber stor forundring og beriger hele det litterære felt som stjerner på en mørk og uendelig nattehimmel.

Robert Walser: “Spadsereturen”. Oversat fra tysk af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. 85 sider. Batzer & Co. Roskilde Bogcafé, 2025.