Det bliver byrådsmedlem Birgitte Vind, der med 162 stemmer slog modkandidaten, tidligere byrådsmedlem og partiforeningsformand John Refsgaard, som fik 142.
Dermed overtager Birgitte Vind folketingskandidaturet fra folketingsmedlem Karen J. Klint, som har været Vejlekredsens kandidat siden 1998, hvor hun afløste tidligere sundhedsminister Torben Lund som kandidat.
Karen Klint, 70, der er Socialdemokratiets mangeårige kirkeordfører, meddelte i foråret, at hun ikke ønskede at genopstille.
”Vælgerne vil møde mig fra dag et”
Selvom Vejle Sydkredsen har givet valg til Socialdemokratiet i årtier, så vil den nyvalgte kandidat alligevel ikke tage noget for givet.
”Jeg vil forvalte mit kandidatur med omhu og hårdt arbejde. Vælgerne kommer til at møde mig på gader, torve og i trappeopgange fra dag et,” sagde Birgitte Vind da hun takkede for valget, da hun onsdag holdt sejrstale i den gamle amtsgård i Vejle, ifølge Vejle Amts Folkeblad.
Birgitte Vind, der er 53 år gammel, er uddannet lærer, familieterapeut og har en diplomuddannelse i ledelse, og har været kommunalpolitiker i Vejle Kommune siden 2005. Hun bor i Jelling.
Den nyslåede kandidat skal i Sydjyllands Storkreds kæmpe med blandt andet partifællerne Benny Engelbrecht. Jesper Petersen, Christian Rabjerg Madsen og Troels Ravn, om et af de socialdemokratiske mandater.
Hos de andre partier stiller blandt andet Kristian Thulesen Dahl (DF), sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) og kulturminister Mette Bock (LA) op. Det er også i Sydjylland, at Nye Borgerliges partiformand Pernille Vermund opstiller.