En sommer på poesikur: Digtsamlinger i stedet for murstensromaner

Denne sommer tog jeg en detox fra skønlitteraturen, ja, faktisk fra alle lange tekster. Til gengæld lod mig stimulere af en række fremragende poeter. 

Det er jo sådan med sommeren: Politikere og meningsdannere fremviser stakke af bøger, som de skal have onduleret i deres ferie, mens solen bader deres trætte kroppe, der trænger til at blive peppet op. 

Og jeg forstår det jo godt. De fortravlede mennesker forestiller sig, at de i ferien kan hengive sig til litteraturen i timevis, mens de nyder alt det andet, der også er obligatorisk i sådan en ferie, såsom samvær med familie og venner, ture til seværdigheder og uendelige langborde, spækket med farvestrålende salater og grillet mad. 

Men faktisk er sommeren i grunden nok den dårligste sæson til fordybelse i lange fortællinger, der gerne skulle sende dit sind på en rejse væk fra hverdagen og nuet, derud hvor fantasien og forestillingen bliver stimuleret. 

Men netop på de solrige dage, hvor havet lokker med afkøling, og alle synes at være smeltet ned, så hverdagens krav om opmærksomhed på alt muligt og umuligt ligesom fordufter og mister sin betydning, der synes det lidt at være spild af dyrebar ‘væren’ bare at flygte ind i litteraturens lange, forgrenede veje.

Sol- og poesikur

Så jeg tog altså en detox fra disse lange tekster, der fylder overordentlig meget i mit liv som en ‘homme de lettres’, som man siger på fransk, og som bare betyder, at jeg er en professionel skribent.

En sådan kur kan være særdeles angstprovokerende for sådan en som mig. Pludselig hænger tingene ikke længere så uløseligt sammen, og jeg glemmer en masse navne, som jeg nu skal til at slå op eller bruge tid på at huske igen.

Lyset, mine damer og herrer, er jo livgivende

Kuren kommer altså med en pris. Til gengæld fik jeg tid til at være mere til stede i nuet, og især fik jeg langt om længe sørget for, at jeg alle de solrige dage fik bevæget mig meget mere.

Kroppen begyndte at blomstre, og pludselig var sofaens tillokkelse mindre fristende, medmindre at det drejede sig om en lille, tiltrængt lur. 

Læs også:Når verden brænder, læser vi om kærlighed, utroskab og mord

Lyset, mine damer og herrer, er jo livgivende, og det er synd og skam at så mange af os læsende ikke slubrer den i os, når nu det er et faktum, at vi i Norden for eksempel er mere udsat for knogleskørhed, end dem i Syden, simpelthen fordi vi ikke får sol nok! 

Men som en junkie kunne jeg ikke helt fralægge mig ordene, og disses vidunderlige evne til at kickstarte tanken og sansernes lyst til at blive stimuleret. Så jeg greb til et par poesibøger, og dem vil jeg gerne anbefale andre, der nok kunne trænge til en lignende kur: 

‘Mit sted’ 

Jeg har længe været fascineret af forfatteren Mikael Josephsen. Han fik et regulært gennembrud som romanforfatter tilbage i 2021 med bogen ‘De andre’, der fik overordentlig gode anmeldelser og en enkelt dårlig, der til gengæld startede en litterær fejde blandt anmeldere, fordi kritikeren (der skrev for Politiken) mente, at sproget var plumpt, hvorimod blandt andre en kritiker fra Dagbladet Information indvendte, at det var selve meningen med romanen: 

At dens jegfortæller netop kommer fra et miljø og en klasse, hvor sproget ikke minder om de kulturradikales. Mikael Josephsen er også digter, og siden romanen har han også udgivet to digtsamlinger, der er særlige i den forstand, at de skal forstås som en art “automatskrift”, der blev skrevet direkte ind på hans Facebook-profil. 

Digtene er så overordentlig gode og fine

Bøgernes titler er ‘Mit Sted’ 1 og 2, og de består altså af små observationer, ofte fortalt fra forfatterens stille sommerferieliv i en campingvogn. Samtidig er de præget af forfatterens livsbane, der har været barsk og efterladt sig ar på krop og sjæl. 

Digtene er så overordentlig gode og fine, simpelthen fordi Mikael Josephsen evner at lade et stilfærdigt hverdagssprog, der på en måde minder om ‘Svantes Viser’, stå frem i al sin enfoldighed, samtidig med at de gemmer på store og små eksistentielle spørgsmål og gåder.

‘Mit sted’ er sådan en art skrift, der er god at have ved sin side

I sommervarmen sivede de stille og roligt ind i mit sind, og det forunderlige var, at de ligesom miksede sig sammen med mine egne stille dage, hvor en sommerfugl, en blomst, et møde med en nabo måske tog min opmærksomhed for blot at blive afløst af det næste i nuet. 

‘Mit sted’ er sådan en art skrift, der er god at have ved sin side, når dagene bare er til at dase, hvor man lige får lyst til et par minutters læsning, der ikke forstyrrer for meget, men som alligevel formår at fortrylle tilværelsens enkelthed bare lidt. Og netop sådan en type skrift skal man ikke kimse af, for det kræver en stor forfatter at kunne gøre netop det! 

‘De søde amoriner’ 

Sommeren er også amorinernes tid – i hvert fald for mig. Bevares, hvilken tid er ikke amorinernes tid for den heldigt stillede? Forelskelsen og kærligheden kan snige sig ind på os alle, og pludselig eksplodere i et sandt fyrværkeri af svulstig lyst og fantasmagori.

Og lige præcis sådan er det med Rolf Steensigs digtsamling ‘Lotus i drømme’. Faktisk fik jeg øje på ham og digtene tilbage i december, hvor han begyndte at reklamere for bogens udgivelse. 

Læs også:Boganmeldelse: Sommerfugle her og der og alle vegne

Hver eneste dag frem til julen, stod han der, høj og nærmest kejtet, på en video med træer i baggrunden og læste digte op. 

Der var bare noget særligt modigt over denne tilgang, som jeg ikke kunne ryste af mig, sådan som han stod der og proklamerede sin voldsomme forelskelse til sin udkårne midt i det store, grusomme og uempatiske SoMe, der ellers ikke levner megen plads til patos og ægte skrøbelighed. 

Steensig skriver så ekstremt, og nogle gange går det en lille smule galt

Men det var først her i sommers, at jeg greb bogen selv, og det blev til nogle stormfulde timer, hvor jeg svælgede i Steensigs svulstige og samtidig sirlige, næsten smertefulde patosfyldte og kærlighedsudkrængende ord, der forbinder universet med orgasmen og blikket i den udkårnes solansigt. 

Steensig skriver så ekstremt, og nogle gange går det en lille smule galt. En bedre korrekturlæser ville rette et par småfejl, for digte skal gerne være præcise, fordi de nu engang er så komprimerede. 

Men man tilgiver nu alligevel disse småskrammer, der også er at finde i nogle af metaforerne, simpelthen fordi digtsamlingen i sig selv er et stort og mægtigt JA til forelskelsens fortryllende bad!

‘Verdenskulturens skriftsteder’

Sidst, men ikke mindst, gik jeg også om bord i Henning Goldbæks nyeste digtsamling, ‘Sayonara Butterfly’, der bestemt ikke egner sig til SoMe.

Det er i grunden underligt, at nogle digte og digtsamlinger egner sig til digitale, sociale medier, mens andre ikke gør det. Men det er ikke desto mindre sandt i disse tilfælde. 

Læs også:Digter og forsker på tynd is

Henning Goldbæk er en langt mere klassisk digter og litterat, og ‘Sayonara Butterfly’ er også af en sådan støbning med uendelige referencer til andre kunstneriske frembringelser, ideer og klassiske forestillinger. 

Det er, som om at Goldbæk anskuer ord som magiske i den forstand, at deres ordlyd alene kan fortrylle

Goldbæk lever inde i sin intertekstuelle maskine af sanser, der hele tiden trækker tråde gennem historien og æstetikken, og kun de færreste kan følge med. 

Men måske er det slet ikke meningen at kunne forstå alt. Det er, som om at Goldbæk anskuer ord som magiske i den forstand, at deres ordlyd alene kan fortrylle, som en gåde, der gør en sætning til noget mere end blot og bar mening. 

Det bliver også tydeligt i nogle af digtene, hvor han direkte skriver om netop det. Digtene kredser sig om erfaringer med Østen, her især Japan, men også med afstikkere til København og Istanbul.

Ikke læs-let

Goldbæk er den rejsende intellektuelle, der altid er omgivet af krydrede ord og billeder, der mere skaber undren samt et væld af farver end forklaringer eller konklusioner af nogen art. 

‘Sayonara Butterfly’ er ikke sådan en digtsamling, man bare læser fra ende til anden. Nogle gange må man give op, men så vende tilbage lidt senere og give et digt et skud mere. 

For Goldbæk ved præcis, hvad det er, han gør, og derfor er der også altid et eller andet at komme efter. Her handler det ligeså meget om dig selv som læser, som det handler om selve digtet, og det er altid prisværdigt at give sig i kast med tekster af sådan en karakter. 

Gid mange flere ville ty til disse komprimerede tekster

Så min sommer har været en delvis afgiftning fra de lange tekster, der ind imellem kan opleves som pligtlæsning, simpelthen fordi min hverdag er så spækket med selvsamme. Digtene, til gengæld, har været der og givet masser af indtryk og stof til eftertanke.

Gid mange flere ville ty til disse komprimerede tekster, der også kan være en støtte i en travl hverdag. For det er – ærlig talt – så enerverende og forkert, når så mange fortravlede mennesker altid skal forsikre en om, at de får læst alt for lidt, som om at det er obligatorisk at læse alt det, som så mange taler om. 

Læse af lyst

Litteratur og læsning skal være baseret på lyst, også selvom det for mig at se er en nødvendighed for dannelsen af ens karakter, at man studerer og lader sig stimulere af ord og tekst. 

Det nytter bare ikke noget, hvis det hele reduceres til blot at være en stimulans for ens samvittighed. Så her får du et par afsluttede, gode råd: 

Gør din læsning til et privat ærinde, der ikke skal handle om hovedstrømningerne og det, som alle andre taler om. Det er ofte alt for hypet og derfor også så reducerende. 

Det vidunderlige ved en tilværelse med lystlæsning er, at ideer og inspiration opstår pludseligt

Ofte er guldet netop dér, hvor du mindst venter det. Det vidunderlige ved en tilværelse med lystlæsning er, at ideer og inspiration opstår pludseligt, og ofte når man mindst venter det. 

Det kræver naturligvis, at du giver plads til pludselighedens vidunderlige forandringspotentiale. Og nogle gange betyder det faktisk, at du bør foretage en afgiftning, så du kan vende tilbage og se det hele med friske øjne og et opladet sind.

Mikael Josephsen: ‘Mit sted 1’. Digte. 40 sider. Forlaget Melodika, 2024.
Mikael Josephsen: ‘Mit sted 2’. Digte. 40 sider. Forlaget Melodika, 2025.
Rolf Steensig: ‘Lotus i drømme’. Digte. 63 sider. Forlaget Em, 2025.
Henning Goldbæk: ‘Sayonara butterfly’. Digte. 77 sider. Forlaget Em, 2025.