En spiselig modernitetskritik

Jeg var sidste sommer på vej i et tog mod den nordtyske grænse med to venner. Tidligt på turen gik det op for mig, at det pas, jeg havde medbragt, var udløbet to dage før. Den tre uger lange rejse, vi var på vej ud på, var pludselig under fare for at ende meget hurtigt.

Selvfølgelig var det allerførste, vi mødte, da vi nåede til Tyskland, fire bevæbnede betjente, der ville tjekke vores pas – "Polizei!". 

En politimand i 30'erne kiggede ned på mit pas og op et par gange og konstaterede, at det var udløbet. Rejsen var aflyst, eller i hvert fald udsat, og jeg gjorde mig klar på at rejse tilbage mod København.

Jeg ved ikke, om det var mit bedrøvede ansigt eller betjentens humør, der gjorde det, men han lænede sig ind til mig og sagde, at jeg kunne skynde mig videre og få købt et nyt pas på konsulatet, bare jeg ikke sagde det til nogen.

Jeg kom til at tænke på oplevelsen, da jeg læste den tyske filosof og politolog Hartmut Rosas nye bog 'Situation og konstellation – om tabet af spillerum'.

Læs også:Den uhyre anstrengelse det er at blive gjort dum

Rosas centrale pointe er nemlig, at muligheden for at gøre som politimanden gjorde den dag, er blevet markant indskrænket. Vores mulighed for at handle selvstændigt og uden for regler, systemer og algoritmer er blevet mindre.

Vi har tabt spillerum for menneskelig handling.

Filosofisk rockstjerne

Det siges ofte, at filosofi er blevet en disciplin for professorer i elfenbenstårne, der taler deres eget indforståede sprog om deres egne indforståede problemer.

Dele af den karikatur er ikke altid forkerte. Men er der én filosof, der over de seneste år har formået at bryde ud af den karikatur og appellere til en mere eller mindre bred offentlighed, er det Hartmut Rosa.

Den tyske filosof, politolog og sociolog har over de senere år – ikke mindst med sin meget omtalte og benyttede bog og begreb resonans – opnået en form for rockstjernestatus. 

Han citeres og refereres ofte i aviser såvel som på højskoler, og senest kunne man læse antologien 'At tænke og leve med resonans', hvor en række danske fagfolk fra forskellige områder fortæller om deres forhold til Rosa.

I sin seneste bog 'Situation og konstellation – om tabet af spillerum' bygger Rosa langt hen ad vejen videre på sit projekt med resonans

Rosa bevæger sig i et spænd mellem det personlige og det fælles politiske, der gør ham relevant i snart sagt alle sammenhænge. Samtidig er hans brede appel også i konstant fare for at gøre ham – og brugen af hans tænkning – flad og forsimplet.

I sin seneste bog 'Situation og konstellation – om tabet af spillerum' bygger Rosa langt hen ad vejen videre på sit projekt med resonans. 

Læs også:Demokratiets udfordringer

Hvor han med resonans beskrev de øjeblikke, hvor der opstår en vibrerende meningsfuld forbindelse imellem mennesker, er der nu tale om en analyse af mulighedsbetingelserne for, at mennesker kan bruge deres egen dømmekraft og opfatte sig selv som handlende individer.

Handling og udførelse

Rosa adskiller skarpt de to begreber, som titlen består af: situationer og konstellationer. Situationer er øjeblikke, hvor mennesket mødes af et hav af forskellige indtryk, observationer og overvejelser og skal handle. 

I øjeblikket hvor politibetjenten kiggede på mit pas, kunne han både vurdere, om jeg virkede pålidelig, om jeg kunne være kriminel, og hvad mine intentioner var, og derefter selv træffe et valg. 

Han tog en beslutning, som sikkert bestod af en masse ukendte faktorer, og gjorde sig på den måde til et virkeligt handlende menneske. 

Læs også:'Smør' bør læses og sanses

Derimod er konstellationer binære og styret af regler. I konstellationer forsøger man at gøre virkeligheden til logiske og rationelle modsætninger, som mennesker så skal udføre. På den måde udelades en masse andre faktorer. 

Tag for eksempel en offentligt ansat, der ikke kan hjælpe en borger, fordi borgeren ikke har adgang til MitID, og systemet på computeren ikke virker uden. 

I det tilfælde mister den ansatte sin evne til at handle og kan kun udføre. Selv hvis hun gerne ville hjælpe, gør de konstellative regler det umuligt.

Udviklingen skaber en voksende fornemmelse af afmagt

Gennem et hav af eksempler viser Rosa, at (sen)moderne mennesker i stigende grad er blevet udførende. I alt fra fodboldkampe, hvor dommere skal følge VAR-domme, til offentlige institutioner, hvor ansatte skal følge procedurer og regler, til AI’s overtagelse af kreative processer, bliver mennesker i stigende grad gjort til udførende af de regler, der er dem tillagt.

Udviklingen skaber en voksende fornemmelse af afmagt. Vi er underlagt systemer frem for vores egen dømmekraft. Hvor vi i situationerne skal tænke, bruge vores dømmekraft, kreativitet og moral, skal vi i konstellationer udelukkende følge forskrifter. 

Det rammer os på politiske, digitale, filosofiske og ikke mindst følelsesmæssige måder.

Konstellationer skaber lighed

Rosa anerkender samtidig, at det konstellative er fuldstændig afgørende for de senmoderne samfund. Der er en grund til, at de er blevet indført: konstellationer gør det muligt at behandle alle ud fra de samme lige vilkår. 

Tag betjenten i Tyskland. Havde han ladet mig gå, hvis jeg var indvandrer? Hvis jeg var mørk?

Max Weber, sociologiens grundlægger, pegede netop på bureaukratiet som selve grundlaget for det moderne vestlige samfund. 

Læs også:Toga logen kom ud af de dunkle tåger og overtog dansk politik

Med bureaukratiet kan man stille regler op, der er lige for alle; man kan skabe upersonlige mekanismer, der fordeler skyld og ret uden subjektive intentioner.

Som Rosa skriver: "den regelrette udførelse i stedet for en subjektiv farvet handling (er) netop definitionen på bureaukrati".

Ikke desto mindre må der, ifølge Rosa, være tale om en form for balance mellem de to, hvis mennesker skal føle, at de har en forbindelse med verdenen og en mulighed for at handle i den.

Populismen som handlingens oprør

I det mest interessante kapitel sætter Rosa sin overordnede kritik i sammenhæng med de højrepopulistiske bevægelser, der har bevæget sig over Vesten de senere år.

Er valget af Trump ikke netop valget af én, der faktisk handler? Hvor Biden og Kamala Harris udførte en form for business as usual, smider Trump om sig med radikale beslutninger og dekreter. 

Man kan mene, hvad man vil, men Trump gav en masse mennesker en fornemmelse af, at den normale verden, der er styret af regler, love og begrænsninger, kan erstattes af en med handling.

Analysen har i sig selv et radikalt potentiale

I modsætning virker det sidste kapitel, hvor Rosa forsøger at vise en vej til(bage) til et samfund, der er mindre præget af konstellationer, via inspiration fra det brasilianske begreb Jeitinho og Jogaad, et ord fra punjabi med rødder i hindi, temmelig letbenet og ukonkret. 

På trods af hans tydelige marxistisk inspirerede ophav – kritikken af kapitalistiske strukturers indvirkning på vores fælles samfund og liv – forbliver hans endelige løsning teoretisk og baseret på personlige valg, uden nogen strukturel omlægning. 

Læs også:Et borgerligt forsvar for folkestyret til venstrefløjen

I det hele taget sidder man tilbage med en fornemmelse af en bog, der aldrig helt bruger nok tid på de yderste konsekvenser af sin egen analyse. 

Analysen har i sig selv et radikalt potentiale, men Rosa virker til at insistere så meget på sin bredde appel at radikaliteten bliver neddæmpet og spiselig.  

Det er langt fra første gang modernitetens rationelle beskrivelser og styring af verden er blevet kritiseret. Her bliver kritikken genopført nyfortolket, konkret og forståeligt. Men også lidt overfladisk.

Hartmut Rosa. 'Situation og konstellation – Om tabet af spillerum'. 208 sider. Forlaget Eksistensen. 2026.