En statue af Anker er brud på socialdemokratisk tradition

En indsamling skal finansiere en statue af Anker Jørgensen, men det er imod bevægelsens historiske principper, mener historiker
LO Hovedstaden og Kvartershuset Sydhavnen har startet en indsamling, der skal finansiere opførslen af en statue af Anker Jørgensen på Den røde plads i Sydhavnen.

Hovedstaden er fyldt med statuer af konger, biskopper og kulturpersonligheder, og fred være med det, men vi er af den overbevisning, at byen også skal have en arbejder støbt i bronze.

Står det på Kvartershusets hjemmeside. Statuen vil koste 700.000 kroner og halvdelen af beløbet er allerede fundet.

Det er et ganske bemærkelsesværdigt initiativ, mener Henning Grelle, tidligere seniorforsker på Arbejdermuseet, da det rent historisk er i komplet modstrid med socialdemokratiets principper.

Og det er en holdning, der fortsat eksisterer i Socialdemokratiet. Mattias Tesfaye fortæller Netavisen Pio, at selv om Anker Jørgensen altid har været en stor inspirationskilde, er han imod at opføre statuer af afdøde socialdemokrater:

”Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvad der er mest socialdemokratisk. (…) men jeg bryder mig generelt ikke om den voksende tendens til at forklare samfundets historie ud fra enkeltpersoners bedrifter og personlige præferencer. Ofte forsvinder fællesskabet ud af sådanne fortællinger.”

Kun én arbejderstatue i Danmark
Der fandtes indtil for få år siden kun én statue af en arbejder i Danmark og det er Peter Sabroe-statuen i Aarhus, som vakte masser af kritik, da den blev opført, fortæller Henning Grelle. Peter Sabroe var medlem af Aarhus Byråd fra 1900 til 1908 for socialdemokratiet og Folketingsmedlem fra 1901 til 1913, hvor han omkom i en togulykke.

Sabroe-statuen blev indviet i 1924 og står i dag på Østbanetorvet.

 

Socialdemokratiet nægtede at være med til at finansiere statuen, som blev betalt af private, og partiet finansierede i stedet en mindeplade på hans gravsted, og samlede penge ind til hans enke, så hun kunne lave et børnehjem, fortæller Henning Grelle og uddyber:

”Der findes ikke et officielt dokument, hvori det står, at man ikke opfører statuer af de socialdemokratiske ledere, men historisk set har man været imod den slags. Stauning var meget imod det, han formulerede meget klart, at beslutninger træffes kollektivt igennem organisationerne, og at der ikke er en enkeltperson, der står i spidsen for det hele. Derfor ville man ikke imitere de borgerliges heltedyrkelse af militærfolk og monarker.”

I socialdemokratiet har man dog accepteret buster, mindetavler, monumenter og også at navngive stræder og pladser efter ledere.

Den sidste arbejderleder
Meget tyder på, at mange borgere i dag er positivt stemt over for ideen om at opføre en statue af Anker Jørgensen, i hvert fald følger næsten 800 personer indsamlingens Facebookside. Og det er ganske naturligt, mener historiker, ph.d. Iben Bjørnsson:

”Anker Jørgensens popularitet skyldes blandt andet, at han var den sidste arbejderleder. Han flyttede aldrig i en stor villa på Frederiksberg eller sendte sine børn i privatskole, men blev boende i Sydhavnen.”

Iben Bjørnsson mener, at en statue af Anker Jørgensen ville blive et monument på det tyvende århundrede som Socialdemokratiets århundrede. Hun forklarer, at partiet i 30erne og 40erne lige så langsomt gik fra at være en arbejderbevægelse, der førte klassekamp, til at være et regeringsbærende parti, der ville bygge bro og indgå forlig.

”Hermed mistede partiet sin status som outsider-parti i kamp med magthaverne, for det blev til magthaverne. Det blev til staten. Men for mange er Anker Jørgensen symbol på socialdemokratiet som en arbejderbevægelse – og hans udtræden af politik markerer på sin vis enden på en æra i socialdemokratiets historie.”

Vigtigt i et historisk perspektiv
For Henning Grelle kan det også give god historisk mening at gøre op med det tidligere princip om ikke at ville rejse statuer af socialdemokratiske ledere – simpelthen for at sikre en plads i fremtidige generationers bevidsthed:

”Det er noget andet at gå forbi en spændende statue, end et upersonligt monument eller en mindetavle. Så selvom man i nutiden er imod heltedyrkelse, kan det have en positiv betydning i et historisk og erindringsmæssigt perspektiv.”

Henning Grelle refererer til 1915, da de danske kvinder fik stemmeret: ”Mange tror fejlagtigt, at det var borgerskabets kvinder, der fik indført stemmeretten, fordi det var dem, der gik op til kongen på Amalienborg, imens de øvrige kvinder var til Grundlovsdag i Søndermarken sammen med mændene. Men det var en dyr beslutning i historisk øjemed, for hermed blev arbejderklassens kvinder glemt.”

 

Rettelse: Der stod oprindeligt i artiklen, at der kun findes én statue af en arbejder i Danmark, det har flere af Pios læsere dog gjort opmærksom på ikke er korrekt, og det er hermed blevet rettet.


Flere artikler om emnet

Annonce