En talende kat i et magisk univers, der vidner om Finlands brogede historie

Vi bør vide mere om de lande, der befinder sig ved Ruslands grænser. 

Og det bør vi, fordi vi ikke må begå den dødssynd, som den britiske premierminister Neville Chamberlain begik, dengang han erklærede, at der ville være ”fred i vor tid”, samtidig med, at han havde underskrevet en kontrakt med de andre forhandlende lande om, at dele af Tjekkoslovakiet nu skulle indlemmes i nazi-Tyskland. 

Sådan en synd stikker naturligvis dybt i et lands historiske rødder. Og det samme kan man sige om dem, der mener, at en mulig fredsløsning mellem Rusland og Ukraine er, at sidstnævnte afgiver territorier til overmagten. 

Men hvor vil det hele dog ende?

Chamberlains defaitisme var faktisk mere skammelig, end hans stupide forventninger om, at freden nu var sikret, og de fleste har i dag glemt, hvorledes han på BBC i 1938 - samme år som aftalen var blevet underskrevet i München - udtalte, at briterne ikke skulle iføre sig gasmasker og kravle ned i skyttegrave, blot fordi to parter strides om grænsedragninger i lande, som man slet ikke kender noget som helst til. 

Vor tids nye trusselsbillede

Det er underligt, at vi geografisk altid har skelnet mellem Skandinavien og Norden. Ikke fordi forskellen ikke er reel, men fordi denne skelnen har bevirket, at vi med rette kan kritiseres for ikke at vide nok om for eksempel Grønland og Finland. 

Læs også:Nordisk Odysse. Der kommer en storm fra Øst

Og med vor tids nye trusselsbillede er det pludselig blevet evident, at vi skal tænke mere ”nordisk” end ”skandinavisk”, kombineret med en øget bevidsthed om Europa. 

Især efter præsident Donald Trumps krasse udtalelser omkring retten til Grønland, og præsident Vladimir Putins krig i Ukraine, der blandt andet har medført, at Finland nu er blevet indlemmet i NATO. 

En slægtshistorie

Ja, det var en lang intro til det, der i grunden blot er en anmeldelse af den finske forfatter, Katja Kettus ’Den sandhedssøgende kat’, der nu foreligger på dansk. 

Og grunden er, at det er en slægtshistorie, der begynder omkring slutningen af det nittende århundrede, hvor finnernes kamp for selvstændighed udklækkes, og hvor den nationale identitet dannes. 

Kort sagt, så er Katja Kettus roman en stærkt personlig bog

Romanen trækker samtidig tråde helt op til vor tid, og derimellem skorter det ikke på krig, splid og sårdannelser, der er forårsaget af svigt og overgreb, og måske mærkes i dag også, som dybe reaktioner, der kun kan forstås, hvis en ny forbindelse til slægtens historie udredes. 

Læs også:Boganmeldelse: Et ubeskrevent havtornblad

Kort sagt, så er Katja Kettus roman en stærkt personlig bog, der bygger på egen slægtshistorie, der har rødder i det brogede Karelen, der befinder sig i grænseområderne til Rusland, og hvor Finlands ‘tusinde søer’ spejler et helt særligt klippelandskab, der ofte er dækket af sne, men samtidig er usvigeligt smukt, hvis ikke det så ofte var blevet spættet med nationens blod. 

Magisk realisme

Katja Kettu har også tidligere skrevet romaner om den finske nations historie med tråde, der går op til nutiden, men det særlige ved ’Den sandhedssøgende kat’ er, at hun her benytter sig af genren magisk realisme, med en kat som vidne til den historiske gang, og som agerende fødselshjælper til nutidsforfatterens genopdagelse af sine rødder, der kan samle hende som menneske, der mister barn samt evne til at skrive. 

Læs også:Anmeldelse: Ny bog demonterer effektivt myten om mangel på arbejdskraft

Katja Kettu forsøger helt tydeligt at kalkere sin roman over den russiske forfatter, Mikhail Bulgakov, der skrev værket ’Mesteren og Margarita’, hvor en talende kat også optræder. 

I denne roman er katten en del af de mørke, sataniske kræfter, der i romanen besætter Moskva, og vender op og ned på alting. 

Kettu beskriver indlevende den finske natur

Bulgakov skrev romanen i protest mod Stalins forsøg på totalt at udrydde de teologiske rødder i landet, og derfor betragtede Bulgakov - i romanen - det sataniske indtog som en forbedring, alene fordi denne i det mindste beviste, at der er mere mellem himmel og jord, end den rene ateisme, som Stalin gjorde til statsreligion. 

Læs også:Boganmeldelse: Døden og det gode liv

Det er omtrent denne ubeskrivelige sandhed, der er emnet for Katja Kettu i sin roman, selvom hun bestemt ikke svinger sig helt op på samme himmelske stige, som i tilfældet med ’Mesteren og Margarita’.

Selvstændighedskrigen mod Rusland 

Kettu forsøger derimod at skabe en forbindelse mellem den finske nationalidentitet, sådan som den har rødder i eposet ’Kalevala’, der var en naturlig del af datidens livsopfattelse i Karelen, dengang man i Finland ville løsrives fra Rusland og opnå selvstændighed. 

Læs også:Boganmeldelse: Tyrkisk forfatter er genhumaniseringens fortryllende stemme

Kettu beskriver indlevende den finske natur, og sine oldeforældres forhold til ’Kalevala’ og de mere sekteriske kristne i regionerne, der ville den hedenske naturlære til livs. 

Som en introduktion til Finlands mageløse og dramatiske historie, er romanen fremragende

Og så beskriver hun hvorledes selvstændighedskrigen mod Rusland efterfølgende udløser en borgerkrig, hvor nogle vil indlemmes i Sovjets mere revolutionære omstyrtelse af borgerskabet, mens andre vil en mere nationalistisk, og senere fascistisk vej. 

Og netop med denne tilgang, hvor mænd, der begår vold imod kvinder, mens omgivelserne ser stiltiende til, og hvor den unge nations egne borgere begår forbrydelser imod hinanden, og ikke er i stand til at tilgive, forsøger Katja Kettu at spore selvsamme splittelser i nutidens samspil, kønnene og borgerne generelt imellem. 

En ufattelig dygtig forfatter

Om det helt lykkes, kan man diskutere, men som en introduktion til Finlands mageløse og dramatiske historie, er romanen fremragende. 

Og så er Katja Kettu bare en eminent forfatter til at beskrive især kvinders skæbner samt deres brydninger med overgreb, med dumhed og med svære beslutninger, der handler om tilhørsforhold. 

Læs også:Ny bog om ”radikal-pietist”, som blev idømt livstid på Hammershus, er spændende som en kriminalroman

Katja Kettu er også en ufattelig dygtig forfatter til at beskrive den finske natur, og det bringer mindelser til malerne Akseli Gallen-Kallela og Pekka Halonen, som hun også nævner i romanens indledning. 

Det er poetisk og det smukt som bare Fanden

Begge malere havde en ufattelig stor betydning for den finske nationale identitet, som de fandt i både ’Kalevala’ og i naturen, og så især blandt de mange isolerede samfund, bestående af bønder, der på en sær måde levede på afstand af hele den civilisatoriske udvikling, men som samtidig led en krank skæbne, fordi selvsamme altid endte med at blive epicentret for disse værdikampe. 

Læs også:Mejsernes hemmelige liv beskrives passioneret i ny bog

Beskrivelserne af dette grænseland med de mange søer, klippelandskabet, dets dyreliv og forskellige beplantninger, bliver levende i Kettus roman. Det er poetisk og det smukt som bare Fanden. 

En kende for lang

’Den sandhedssøgende kat’ er måske en kende for lang, og dens plot lidt for tyndt, især fordi forfatteren i vor nutid, som hun optræder i romanen, kommer til at fylde for meget, og derfor mister sporet til fortidens persongalleri, der ellers er omdrejningspunktet i romanen. 

Læs også:'Rosens navn' i streg minder om bogens storhed

Men alligevel er det en læseværdig roman, og alle bøger, der omhandler disse lande, der i dag trues af et Rusland, der igen forsøger at inddrage mere land, er og bliver en problematik, som vi i Europa har en moralsk forpligtelse til at være mere opmærksomme på. 

Det var Chamberlains og den franske præsidents værste forbrydelse dengang i 1938

Hverken Ukraine, eller Finland for den sags skyld, er lande, der ikke vedkommer os, fordi vi intet kender til dem. 

Det var Chamberlains og den franske præsidents værste forbrydelse dengang i 1938, hvor de bare gav Sudeterlandet til Hitler, i en falsk tro på, at der nu ville være fred fremover. 

Donald Trump og J.D. Vance

Katja Kettus fortælling om et lands indre spændinger og dets kampe for national identitet er vigtig litteratur, fordi en hybridkrig altid handler om identitet, om evnen til at kunne samles, når en ydre fjende truer, og med alle midler forsøger at splitte en nations identitet ad. 

Præcis som Donald Trump gør det med Grønland og Danmark, og præcis som J.D. Vance gjorde det, da han talte til hele den europæiske befolkning. 

Katja Kettu: ’Den sandhedssøgende kat’. På dansk ved Birgita Bonde Hansen. Roman. 415 sider. Lindhardt & Ringhof. 2025.