Endelig: Vejlegården har fået overenskomst

To konkurser og et nyt navn skulle der til, før den landskendte Restaurant Vejlegården ville tegne overenskomst med 3F. Det er nu sket, og direktøren for selskabet bag spisestedet er glad for den konstruktive dialog med 3F.
Den omdiskuterede Restaurant Vejlegården åbner i dag under nyt navn. Robertos er navnet på den nye restaurant i Vejle, der nu ud over portugisisk mad faktisk kan byde på overenskomstmæssige vilkår til de ansatte.

3F Vejle har nemlig indgået overenskomst med virksomheden. Restauranten med det nye navn har stadig de samme ejere, som da Amin Skov var køkkenchef på stedet. Det er selskabet Det Gode Selskab Vejlegården ApS, der ejer restauranten.

”Vi har været glade for den konstruktive dialog mellem os og 3F. Vi har fundet en fornuftig løsning for begge parter og glæder os til det fremtidige samarbejde,” siger direktør Thomas Christensen fra Det Gode Selskab Vejlegården til Fagbladet 3F.

Centrum for hed politisk debat
Med aftalen om at indgå en overenskomst er flere års faglig strid slut. Restaurant Vejlegården blev for alvor kendt i 2012, da 3F indledte faglig blokade og siden sympatikonflikt mod restauranten, som havde opsagt en eksisterende overenskomst med 3F.

I stedet ville Amin Skov, den daværende forpagter, tegne en ringere overenskomst med Kristelig Fagbevægelse. Aftalen betød ringere løn og længere arbejdstid, og dermed blev Vejle-spisestedet pludselig centrum for en hed debat om den danske model og fagforeningernes rolle – og for højrefløjen et symbol på fagforeningernes udspillede rolle.

Amin Skov fik dengang stor politisk støtte fra fremtrædende politikere på højrefløjen. Højreorienterede politikere valfartede til Vejle for at spise stegt flæsk til støtte for Amin Skovs kamp mod 3F. Folketingsmedlem Jens Joel (S) skrev bl.a. om den blå støtte til Amin Skov her på avisen.

Ny restaurant efter to konkurser
I marts 2013 gik restauranten konkurs. Det skete tre måneder efter en mystisk brand på stedet, hvor forpagter Amin Skov selv blev sigtet for ildspåsættelsen. Senere frafaldt politiet sigtelsen mod Skov.

I maj 2013 genåbnede restauranten som resultatet af et stort arbejde, hvor en ny ejerkreds med 35 anpartshavere havde rejst den nødvendige kapital. Genåbningen skete med Amin Skovs hustru som forpagter, mens Amin Skov blev ansat som køkkenchef.

Men i januar i år måtte Vejlegården dreje nøglen om endnu engang. Her tre måneder efter er ejerne klar med en ny restaurant, nyt navn og nyt koncept – og altså en spritny 3F-overenskomst til de ansatte.

Jakob Esmann er student på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Annonce