Endnu et nyt borgerligt nyheds- og debatprogram på 24syv: ‘Blåt Bælte’

Chefredaktør Simon Andersen afviser borgerlig slagside i programfladen.
Foto: 24syv/Kasper Løjtved
Programdirektør og ansvarshavende chefredaktør Simon Andersen, 24syv
Public service-radioen, 24syv, der hvert år betænkes med 60 millioner skattekroner, er på trapperne med endnu et blå radioprogram, ‘Blåt Bælte’, som skal sendes fire gange om ugen mandag-torsdag.

Der er tale om et erklæret borgerligt nyheds- og debatprogram, oplyser den ene af medværterne, Astrid Johanne Høg, i et opslag på Facebook.

“Fra et borgerligt perspektiv”

“Vi vil bringe historier udvalgt og vinklet, sådan som vi ser verden: fra et borgerligt perspektiv. Det vil levere et tiltrængt korrektiv til de store mediers ofte venstredrejede historier,” skriver Johanne Høg, der er hentet fra det erklæret borgerlige onlinemedie, Kontrast. Hendes medvært er Morten Møller Sørensen, der er hentet fra Venstres kommunikations- og presseafdeling.

Det vil levere et tiltrængt korrektiv til de store mediers ofte venstredrejede historier

I november 2021 gik 24syv, tidligere Radio Loud, i luften med radioprogrammet ‘Mette & Magten’, som nu har skiftet navn til ‘Mette & De Blå Mænd’.

‘Mette & Magten’ havde ifølge chefredaktør Simon Andersens ét formål:

”At se kritisk på den meget bastante magtudøvelse, der udøves af Mette Frederiksen, Barbara Bertelsen og kernetropperne i den socialdemokratiske regeringsmaskine.”  

Radiovært klædt i nazilignende outfitt

I forbindelse med lanceringen af "Mette & Magten" blev det kritiseret, at man på et lanceringsfoto så programværten Anne Kirstine Cramon i en soldateruniform.

På det ene ærme havde hun et rødt armbind med et A på. På uniformens krave så man også en rød rose. Dermed associerede billedet til nazismen, lød kritikken.

Men sådan skulle det ikke forstås, bedyrede 24syv-chefredaktør, Simon Andersen:

Det faldt mig ikke ind

”Det faldt mig ikke ind, da jeg så fotoet for et par uger siden. Jeg ved ikke, hvorfor socialdemokrater ser nazisme overalt. Jeg forstår det ikke. Det er en klassisk dansk M/69-uniform, som er den fine, man anvender i hæren, som er stillet os til rådighed, og tak for det. Og så er der så et rødt A på armbindet,” lød det fra chefredaktøren til fagbladet Journalisten.

Anne Kirstine Cramon, vært på Mette & magten, lanceringsfoto

 

Chefredaktøren forklarede videre, at soldaterfotoet var en reference til en partisoldat, fordi Mette & magten skulle beskæftige sig med, hvordan den socialdemokratiske folketingsgruppe ”er som et backingkor”, og mediet ”Pio Pio (Netavisen Pio, red.) er kolporteret ind til at bakke regeringen op”.

Chefredaktør: Vores programmer stikker i alle retninger

Netavisen Pio har spurgt 24syv-chefredaktør, Simon Andersen, hvorfor skatteyderne skal betale for endnu et borgerligt nyheds- og debatprogram i 24syv:

Vi sendte hele sidste år det ærkekommunistiske program ‘Revolutionen’

“Skatteyderne betaler for programmer, der stikker i alle mulige - og umulige retninger på 24syv. Vi sendte hele sidste år det ærkekommunistiske program ‘Revolutionen’, der argumenterede for rød revolution, vi sender programmet ‘Det, Muslimer Taler Om’, vi sender et pornoprogam, vi sender woke- og ligestillingsprogrammet ‘Hvad er Stillingen’ og ditto ‘Baby & Boomer.’ ‘Blåt Bælte’ er blot ét af mange, forskellige programmer.”

Simon Andersen tilføjer, at 24syv “konstant” lever op tilradio- og fjernsynslovens § 10, hvori det hedder, at der i public service-stationers formidling skal lægges vægt på ”saglighed og upartiskhed”.

Radio Loud blev til 24syv

Berlingske Media, der udgiver Berlingske, Weekendavisen og B.T., opkøbte ad to omgange aktier i Radio Loud.

I oktober 2021 fik Berlingske fuld kontrol over Radio Loud. Samtidig bebudede Berlingske Media, at Radio Loud skiftede navn til 24syv fra 1. januar 2022.

Simon Andersen var tidligere nyhedschef på den nu lukkede FM-radio, Radio24syv. Sendetilladelsen gik i stedet til Radio4.

Radio Loud vandt en nyoprettet DAB-sendetilladelse, der i virkeligheden var tiltænkt Radio24syv som en slags trøstepræmie, fordi den tidligere så populære FM-radio mistede sin sendetilladelse til Radio4.

24syv markedsfører sig som "Danmarks modigste taleradio"

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Hvem i al verden lytter til den nye kanal 24syv…?
Det kan da kun være ‘det brækkede ben og sygemeldingen efter skituren til Østrig, de indsatte og så dem på café Højt Skum, den med højtaleren oppe i hjørnet af baren.

Ingen, men alle skal betale.
Til gengæld afskaffes de kristne helligdage.

Ret enig. - Store Bededag og andre helligdage/fridage bør og skal opretholdes, og bl.a. 24syv bør miste statsstøtten. Der er i forvejen rigeligt med små-/borgerlige talerør som fx TV2 og Berlingske....

Gad vide, om Radio Loud har fået nogen lyttere, efter de skiftede navn til 24syv? Det havde de jo ikke før.

Og gad vide, hvor meget de stadig lever op til det grundlag, der gav dem deres sendetilladelse i sin tid?

Naturligvis afvises borgerlig slagside. De involverede er eller bliver “tonedøve” - kan kun se tingene lige ud for egen journalistiske næsetip.

Der bør ikke gives statsstøtte til såkaldte journalistiske medier. Kan de ikke klare sig selv, bør de lukke. Vi skal ikke have statsmedier i Danmark, men det har vi. De større dagblade får hver 17,5 mio kr årligt. DR får omkring 5 milliarder årligt, og situationen med TV2 - som skulle sælges fra - er stadig ikke afklaret. Resultatet er at stort set samtlige medier i Danmark danser efter Mette Frederiksens melodi. Den såkaldte fjerde statsmagt er hermed aflivet. Vi er ikke bedre end Rusland.

Den radio får ikke mange lyttere. Der er ikke mange, der forbinder tyksakken med troværdighed

Hvor er vi trætte af borgerlige manipulationer i medierne. Enten er de nærsynet, eller har bare ikke sociale kompetencer nok til et ærligt liv.

Annonce