”Og jeg rejser mig trodsigt i vrimlen, mens det kogler af kraft i mit mod. Thi det flag, der nu smældende når himlen, er jo rødt som mit brusende blod.”
Kaffen bliver sendt rundt, så snart sangen er slut, og de første springer op til morgenbordet, hvor der er danske grovbirkes og tysk flødeost. Benny Engelbrecht benytter lejligheden til at gå rundt og give samtlige fremmødte hånd.
”Jeg elsker 1. maj,” siger min borddame.
”Hvad kan du bedst lide?” spørger jeg.
”Jeg ser mest frem til fanerne. De minder mig om min mor, som også var faglig aktiv. Da hun blev begravet, var der røde faner i hele kirken. Og så er det som om, at 1. maj betyder mere i provinsen. Vi samles om fanerne. I København der råber man. Eller fløjter. Og jeg er selv gammel københavner.”
Beskæftigelsesreformen gør det fedt
”Hvornår blev du færdig med din tale?” spørger jeg Benny Engelbrecht i bilen på vej mod Broager. Han har fire arrangementer her til formiddag, hvor jeg har fået lov til at følge ham, inden han kl. 12.30 skal være konferencier ved et arrangement i Mølleparken i Sønderborg.
”Jeg begyndte for 14 dage siden, men jeg blev først færdig i går aftes, fordi jeg skulle have de sidste detaljer af beskæftigelsesreformen med, og den reform gør det altså fedt. De faglige organisationer har fået en berettiget indrømmelse for det gode stykke arbejde, de laver hver eneste dag.
1. maj er dog ikke nogen juleaften. Det er en ventil, hvor man båder møder kritik og får inputs til ny politik, siger Benny Engelbrecht.
”Frygter du, hvad der vil ske, når Helle Thorning går på scenen inde i Fælledparken?”
”Ved du hvad, vi har holdt 1. maj i så mange årtier, så det holder man lidt op med. Jeg har jo selv oplevet 1. maj i Fælledparken helt tilbage i 70’erne. Jeg kan huske bombemanden i 1978, hvor bomben sprang i hænderne på ham. Der kan man da tale om, at det var farligt at gå til 1. maj.”
Pejlemærker, som om vi var Venstre
Hal-lokalet i Broagerhallen er fyldt til randen. Her er det noget svære at give hånd til alle, men Benny Engelbrecht insisterer. Han vil rundt og hilse på og høre, hvad folk mener, inden han tager gulvet – eller de to kvadratmeter der er til rådighed.
Det bliver i løbet af dagen blandt andet til input om Socialdemokraternes kulturpolitik, og hvordan man får unge på kanten til at tage og gennemføre en uddannelse.
Men mens jeg spejder rundt i lokalet, kan jeg ikke lade vær med at lægge mærke til en forskel. Selvom Benny Engelbrecht har taget cowboybukser på, så er han stadig i skjorte og jakke. Og han er ved at træne til maraton.
”Hvor meget skal man give kritikerne ret i, at I socialdemokrater ikke længere passer ind på arbejdernes kampdag?” spørger jeg.
”Der er jo nogle akademiske klogehoveder i partiet, som har forsøgt at definere, hvad det vil sige at være socialdemokrat. De har en meget intellektuel tilgang til det, hvor man skal lave pejlemærker og… Som om at det var Venstre det her. Det bliver simpelthen for akademisk for mig,” siger Benny Engelbrecht og fortsætter:
”Men jeg er jo heller ikke akademiker. Jeg mener oprigtig talt, at vi har glemt at sige det vigtigste. At det her skal føre til, at vi skaber flere arbejdsplader. Du kan være intellektuel nok så længe, men det gider de sgu ikke at høre på de der pladesmede og sosu-assistenter. De vil være sikre på, at de har noget at rive i.”
Mette F. kan lægge arm
Og lige præcis den påstand bliver bekræftet, da Benny Engelbrecht besøger henholdsvis 3F og Dansk Metal. Holdningen er klar: Det er meget fint, at I politikere taler om, at vi skal uddanne os og blive bedre, men hvis ikke I får arbejdsgiverne med, hvis ikke der kommer arbejdspladser, så kan det jo være lige meget.
”De faglige lægger jo ikke fingrene imellem, og det er jo gudsbenået dejligt. Tingene kommer råt for usødet, men det er jo ikke sur for at være sur. De er altid løsningsorienteret. Det er jo kendetegnet for den klassiske fagbevægelse, det er ikke, hvad man siger, der er vigtigt, men hvad man gør.”
Måske er det også derfor, at de rosende ord om den fremlagte beskæftigelsesreform alle steder bliver fulgt op med et ”lad os nu se, hvad der sker, når I skal til at forhandle”. De faglige organisationer ved, at det bliver en hård omgang, hvis reformen skal gennemføres med de borgerlige, og forventningerne til regeringen og Socialdemokraterne er store:
”Jeg er mere optimistisk, end jeg plejer. For jeg hører blandt andet ikke, at Dansk Folkeparti er langt fra os i det her, og så bliver diskussionen jo, hvad vil Venstre? Og det kan godt være, at Mette Frederiksen ikke er så stor, men hun kan dælme lægge arm, når det kommer til politik,” slutter Benny Engelbrecht.