Finansministeriets regnemodeller favoriserer en højreorienteret politik med lavere skat og lavere ydelser til de arbejdsløse. Derimod medregner den slet ikke værdien af den offentlige sektor, og dermed bliver det vanskeligt at føre en venstreorienteret politik med højere offentlige udgifter.

Sådan lyder kritikken i en ny rapport, som Enhedslisten præsenterer tirsdag eftermiddag ved en konference på Christiansborg.

Grundmelodien i kritikken er langt fra ny, og den deles i større eller mindre grad af alle Folketingets partier uden om regeringen. Alligevel er rapporten med sine 128 A4-sider en af de til dato mest omfattende gennemgange af de studier, der ligger til grund for Finansministeriets regnemaskine.

I takt med at Finansministeriet har fået mere og mere magt, er regnemaskinen blevet mere og mere afgørende for, hvorvidt en politik vurderes som realistisk eller ej. Enhedslisten lægger da heller ikke skjul på, at målet ikke bare er en akademisk diskussion af regnemodeller, men en konkret ændring i den førte politik:

”Så længe de nuværende modellers skæve antagelser består, vil den økonomiske politik bygge på et stærkt tvivlsomt grundlag, og uanset, om regeringen er rød eller blå, vil det være særdeles svært at føre en politik, der forbedrer velfærden og trygheden for lønmodtagerne,” hedder det i rapporten.
Venstreorienteret politik dyrere end højreorienteret politik

Ifølge regnemodellerne giver lavere skatter og lavere ydelser højere vækst og beskæftigelse. Flere penge til eksempelvis daginstitutioner og forebyggelse på sundhedsområdet giver derimod ikke noget positivt bidrag – det er reelt penge ud ad vinduet. En opskrift, som står i direkte kontrast til det, der har gjort Danmark til det samfund, vi har i dag, som Enhedslisten konstaterer i rapportens indledning.

Konkret peger Enhedslisten på fire områder, hvor Finansministeriets regnemodel er galt afmarcheret:

For det første bygger antagelsen om at lavere kontanthjælp og dagpenge vil føre til, at flere kommer i arbejde, på et alt for tyndt grundlag.

For det andet, så bygger antagelsen om, at lavere skat fører til højere beskæftigelse, ligeledes på tyndt grundlag.

For det tredje overvurderer Finansministeriet hvor hurtigt en stigning i udbuddet af arbejdskraft slår ud i højere beskæftigelse.

For det fjerde, så er der en skævhed i regnemaskinen, fordi den ikke medregner positive økonomiske effekter af offentlige udgifter, eksempelvis børnepasning, sundhedsbehandling og bygning af veje og broer.

Det kan lyde teknisk, men har ifølge Enhedslisten meget konkret betydning for den politik, der føres i Folketinget:

”Det har den konsekvens at de politiske tiltag, som man typisk vil opfatte som venstreorienterede, ganske enkelt er dyrere at betale for end de politiske tiltag, som vi normalt vil betragte som højreorienterede, fordi venstrefløjen skal ”betale” for de påståede negative adfærdseffekter af deres politik. Mens højrefløjen omvendt kan ”slippe billigere”, fordi de kan trække positive adfærdseffekter fra regningen.”

Hvis man eksempelvis vil sænke skatterne, så får man ”rabat”, fordi en del af regningen betales af øgede skatteindtægter som følge af højere arbejdsudbud. Men hvis man omvendt vil hæve dagpengene, så skal man ikke kun betale for selve udgiften til dagpenge, men også for tabte skatteindtægter, fordi højere dagpenge fører til lavere arbejdsudbud.
Skatteberegninger bygger på 22 år gammelt spørgeskema

Den helt gennemgående kritik fra Enhedslisten går på, at de studier, Finansministeriet lægger sig op ad, ikke er robuste nok, er mange år gamle eller er udenlandske studier, der ikke egner sig til at sige noget om danske forhold. Enhedslisten gennemgår en lang række studier og kommer med kritik af den måde, Finansministeriet anvender det på.

Det gælder blandt andet det studie, der ligger til grund for Finansministeriets antagelse om, at lavere skat fører til højere arbejdsudbud (og dermed højere beskæftigelse).

Finansministeriet vurderer eksempelvis, at staten umiddelbart vil miste 5,1 milliarder kroner, hvis topskatten sænkes med 5 procentpoint. Men fordi Finansministeriet forventer det vil få folk til at arbejde mere, og dermed betale skat af flere arbejdstimer, så vil prisen ende på det halve, altså 2,6 milliarder kroner.

Men det studie, Finansministeriet lægger sig op ad, stammer helt tilbage fra 2001. Og det bygger igen på en spørgeskemaundersøgelse fra 1996. Altså tager Finansministeriet udgangspunkt i 22 år gamle svar, når det skal regne på effekterne af eksempelvis lavere topskat. Resultatet er i øvrigt usikkert, særligt for mænd, som fylder mest blandt topskattebetalerne.

”Man må sige, at det er endog meget problematisk, at Finansministeriet fortsat baserer afgørende dele af deres finanspolitik på et så gammelt studie, da adfærden ift. arbejdstid med stor sandsynlighed har ændret sig over 20 år – hvor såvel marginalskat som arbejdstid har ændret sig,” skriver Enhedslisten.
Flertal krævede ændringer i regnemodeller

Det er langt fra første gang, at der rettes kritik af den måde, som Finansministeriet regner på. Eksempelvis har AE-Rådet har gentagne gange peget på, at Finansministeriets beretninger af skat er usikre, ligesom der ligger en skævhed i, at dynamiske effekter af offentligt forbrug ikke medregnes.

Også Det Økonomiske Råd – Vismændene – har flere gange gjort opmærksom på det problematiske i ikke at inddrage offentligt forbrug. Desuden har Folketingets økonomiske konsulent offentliggjort rapporter, som sætter spørgsmålstegn ved Finansministeriets antagelser.

Også på Christiansborg har der været debat om regnemodellerne. Sidste år vedtog et flertal i Folketinget uden om at regeringen, at Finansministeriet bør indregne dynamiske effekter af offentlige udgifter, hvilket dog blev afvist af finansminister Kristian Jensen. I forbindelse med udmøntningen af forskningsreserven lykkedes det dog at få afsat 12 millioner kroner til at forske i effekten af offentlige udgifter.

Netavisen Pio bragt for nylig et interview med ph.d.-studerende Niels Fuglsang, som netop forsker i økonomiske regnemodeller.