Annonce

Enhedslisten må vælge mellem Sass og Løkke

Kommentar: Enhedslisten bør interessere sig for politik. Ikke for hvilke socialdemokrater, der må være ministre. Ellers må de finde nogle andre at lege med.
Der er lidt over to år til næste valg. Alligevel er Enhedslisten godt i gang med at prøve at bestemme, hvem der skal være ministre i en socialdemokratisk regering. Eller rettere: Hvem der ikke skal være minister i en socialdemokratisk regering. Ikke hvilke partier, der må være med i regeringen. Eller hvilken politik, en socialdemokratisk regering må føre. Nej, Enhedslisten vil bestemme hvilken socialdemokrat, der må sidde i hvilket ministerium.

Rent hypotetisk er det Henrik Sass, Pernille Skipper ikke vil have som hypotetisk finansminister efter en hypotetisk valgsejr til oppositionen. ”Han har vel ministerdrømme, går jeg ud fra, så mon ikke, han skulle til at tænke sig om”, lød den slet skjulte trussel på P1.

I stedet vil Pernille Skipper altså have en anden socialdemokrat som finansminister. Derfor skal oppositionspartierne mødes på tirsdag som en slags skole-hjem-samtale for Henrik Sass.

Bevæggrunden for denne slags mistillid på forhånd er ifølge Pernille Skipper, at man ikke (igen) ønsker en finansminister, der i Socialdemokratiets navn lægger ryg til embedsværkets automatpolitik. Det ønske er selvsagt legitimt. Om end det fremstår noget uklart, hvorfor Henrik Sass – der om nogen har sine meningers mod – skulle være garant for blindt at følge embedsværkets gængse automatismer. Især når man har in mente, at ønsket om ikke at gentage den tidligere regerings fejltagelser af åbenlyse grunde strækker sig langt ind i Socialdemokratiet.

Vi kan – og skal – forhandle om politikken
Det er klart, at en socialdemokratisk regering må forhandle sig frem til flertal med de partier, der kommer til at udgøre det parlamentariske grundlag for en regering. Det er en politisk tyngdelov, der også kommer til at gælde, når Mette Frederiksen (forhåbentlig) skal danne regering efter næste valg. Det giver sig selv, at hvis Enhedslisten skal danne parlamentarisk grundlag for en socialdemokratisk regering, skal der selvfølgelig også være en politisk gevinst for Enhedslisten. Det er sådan, aftaler fungerer. Det er sådan, politik bør fungere.

For politiske forhandlinger skal døren altid stå åben.

Til gengæld må døren være låst og lukket, når Pernille Skipper forsøger at diktere, hvilken socialdemokrat, der skal indtage hvilket ministerium. Hvis Pernille Skipper på forhånd vil bestemme, hvilke socialdemokrater der må indtage hvilke ministerier, bør meldingen være, at så må de pege på Lars Løkke Rasmussen i stedet. Dér går grænsen. Mette Frederiksens svar bør være krystalklart: Sådan leger vi ikke. Hvis en minister ikke løser sin opgave ordentligt, er det en anden sag. Men at vælte en måske kommende socialdemokrat to år før vedkommende (måske) sætter sig på en ministertaburet? Glem det, Skipper. Hvis dét er spillet, må du spille det med nogle andre end Socialdemokratiet.

Mads Havskov Hansen er redaktør på Netavisen Pio.
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet