Enhedslisten-profiler tager afstand fra egen borgmester: Festen fortsætter

Et omdiskuteret forslag om at begrænse nattelivet i København er ikke Enhedslistens politik, fastslår spidskandidat.
Et omdiskuteret forslag om at begrænse udstedelsen af nye tilladelser til værtshuse og barer i københavnske natteliv har sendt Enhedslisten på overarbejde

I hvert fald føler partiets spidskandidat ved det kommende kommunalvalg, Line Barfod, sig kaldet til at mane forslaget godt og grundigt i jorden.

"Jeg elsker fest. Og jeg er helt uenig i forslaget om at lukke barer og diskoteker ned klokken 24.00. København er en storby, og en ung by – og selvfølgelig skal vi have plads til et natteliv, som andre storbyer," siger hun til Politiken.

Jeg er helt uenig i forslaget om at lukke barer og diskoteker ned

Det er en arbejdsgruppe i Københavns Kommune, der foreslår, at det skal være slut med, at Bevillingsnævnet udsteder nye tilladelser til at servere alkohol i Indre By efter midnat.

Og arbejdsgruppen har haft Enhedslistens teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen med i arbejdet.

Fik kaffen galt i halsen

Socialdemokratiets spidskandidat, Sophie Hæstorp Andersen, tog onsdag afstand fra forslaget.

"Jeg (fik) da også lige kaffen galt i halsen, da jeg så det seneste udspil fra Kulturborgmester Franciska Rosenkilde fra Alternativet. Sammen med Teknik- og Miljøborgmester Ninna Hedeager har de netop foreslået en plan for Restaurations- og Nattelivet i København.

En plan, der først og fremmest vil ramme en branche, der på grund af corona-restriktionerne har lidt hårde tab og som allerede nu er enormt presset," skriver hun  på Facebook.

Hele kavaleriet til undsætning

Torsdag fulgte Enhedslisten med. Og selv om der er tale om en lokal sag i København, så var det vigtigt for Enhedslisten på landsplan at slå fast, at der altså ikke var tale om partiets politik.

Enhedslisten sendte hele kavaleriet af topfolk afsted med budskabet om, at festen skal fortsætte.

Der var tweets fra partiets nyligt afgåede politiske ordfører, Pernille Skipper:

placeholder

Og fra retsordfører Rosa Lund:

placeholder

Det er dyrt købt socialdemokratisk spin

Også tidligere folketingsmedlem Pelle Dragsted, der er medlem af partiets magtfulde hovedbestyrelse, mener, at der er tale om et socialdemokratisk spin, med det formål at få Enhedslisten til at “fremstå tåbelige”.

"Lad os se hvad Ø vil når forhandlingerne starter. Uanset hvad - Historien om at Ø (Enhedslisten, red) vil lukke byen ned kl. 24 er en and. Men dygtigt udnyttet af Sosse-spinmaskinen," skriver han til Politikens politiske redaktør Kristian Madsen.

I har bare en stærk interesse i at få Ø til at fremstå tåbelige

I et andet tweet, henvendt til en socialdemokratisk rådgiver, skriver Pelle Dragsted:

"I har bare en stærk interesse i at få Ø til at fremstå tåbelige, fordi I er bange for at blive overhalet ved valget efter Amager fælled, Frank Jensen-skandalen etc." skriver han i tweet til en af regeringens særlige rådgivere. I et andet:

"Desværre er Ø i KBH ikke i besiddelse af samme spin-ressourcer (Henrik Kjerrumgaard er dygtig og DYR) , og Ø har været alt for langmodige med at reagere på spin-historien - så meget giver jeg dig."

placeholder

Den omtalte Henrik Kjerrumgaard er Sophie Hæstorp Andersens kampagnerådgiver.

Uden opbakning fra hverken Socialdemokratiet eller Enhedslisten er der ikke mange muligheder for at forslaget bliver til virkelighed i Borgerrepræsentationen.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce