Enhedslisten skal ikke snydes for ros

Enhedslisten har stillet "gode og sunde spørgsmål" til Finansministeriets økonomiske beregninger. Det fortjener ros, skriver Henrik Sass Larsen
Jeg vil gerne forberede den sagesløse læser på et mindre chok: Om et øjeblik har jeg tænkt mig at rose Enhedslisten.

For selv om de færreste nok vil beskylde det for at være en hverdagsforeteelse, at jeg roser den yderste venstrefløj, så har jeg trods alt altid ment, at når nogen laver et gedigent og solidt stykke arbejde, skal ingen snydes for den fortjente ros. Heller ikke Enhedslisten.

En lille gruppe regnedrenge i partiet, anført af Pelle Dragsted, har skrevet en over 100-sider lang rapport om Finansministeriets regnemaskine. Ikke et langt polemisk indlæg. Ikke verdensfjerne skriverier. Men en velunderbygget rapport, som samlet stiller en række gode og sunde spørgsmål til de økonomiske beregninger, der ligger til grund for den førte finanspolitik, og den måde vi vurderer henholdsvis skattelettelser og velfærd overfor hinanden.

-  når nogen laver et gedigent og solidt stykke arbejde, skal ingen snydes for den fortjente ros. Heller ikke Enhedslisten.

Jeg er ikke enig i alle konklusionerne, men jeg konstaterer, at rapporten har bidraget positivt og sagligt til den debat, som for alvor startede, da vismændene satte regnemaskinen under lup for et år siden.

Vi har i den her debat delt det synspunkt, at regnemodellerne skal kunne vurdere effekterne af politiske tiltag solidt og balanceret. Socialdemokratiets position er, at man generelt bør tilstræbe så akkurate beregninger, som overhovedet muligt, så vi politikere kan træffe beslutninger på den bedst tænkelige baggrund.

Her synes jeg, rapporten klogt peger på, at de nordiske velfærdsstater ikke har valgt den samme vej til velstand, som man har gjort andre steder. Det betyder også, at vores regneprincipper må tage deres udgangspunkt i den unikke samfundsmodel, som vi har valgt i Danmark. Selvom det ifølge de økonomiske lærebøger ikke burde være muligt skabe et rigt samfund med høje skatter og en veludbygget offentlig sektor, er Danmark ikke desto mindre et eksempel på, at det kan lade sig gøre. Det skal vores økonomiske modeller naturligvis afspejle.

Socialdemokratiets position er, at man generelt bør tilstræbe så akkurate beregninger, som overhovedet muligt, så vi politikere kan træffe beslutninger på den bedst tænkelige baggrund.

Men det er nemmere sagt end gjort. Heri har finansminister Kristian Jensen jo også ret. For det er nu engang nemmere at beregne og påvise, at folk arbejder lidt ekstra, hvis topskatten sænkes en smule end at beregne, hvordan en kompleks offentlig sektor virker på forskellige områder. Hvordan gode uddannelser, et effektivt sundhedsvæsen, god børnepasning og blandede boligområder påvirker samfundsøkonomien og statens budget.

For det er da oplagt, at rammerne for en aktiv beskæftigelsespolitik, som stiller både krav og gode uddannelsesmuligheder til rådighed for vores ledige, betyder noget. Her er det jo slående, at man ikke vurderer en negativ effekt, når regeringen i efteråret fjernede godt 900 millioner fra kommunernes beskæftigelsesindsats. Selvom vi ved, at det offentliges indsats her er afgørende for, om folk kommer i job igen.

Derfor er der også god fornuft i, som rapporten foreslår, at vi ved de næste store reformer indlægger grundigere evaluering og opsamling, så vi løbende udbygger centraladministrationens økonomiske regnekraft. Lad os bygge videre på det faktum, at vi har et knalddygtigt embedsværk og en meget udbygget økonomisk ekspertise.

Men rapporten har bidraget væsentligt til et arbejde og en debat, som jeg synes et bredt flertal i Folketinget bør forfølge fremadrettet.

Enhedslistens rapport har ikke forsøgt at bedrive grundforskning udi regnemodeller og økonomisk fagvidenskab. Heldigvis for det. For de økonomiske modeller og regnemetoder skal ikke udvikle sig til en politisk kampplads.

Men rapporten har bidraget væsentligt til et arbejde og en debat, som jeg synes et bredt flertal i Folketinget bør forfølge fremadrettet. Med udgangspunkt i kyndig rådgivning fra Finansministeriet. For det gavner alle, at vi får konsekvenserne af kloge investeringer i offentlig velfærd bedre belyst, så vi i fremtiden for et udvidet og bedre beslutningsgrundlag at navigere efter.


Henrik Sass Larsen er gruppeformand for Socialdemokratiet.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

 


Kommentarer fra Facebook