Det var tydeligvis et chok for både pressen og politikerne, da finanslovsforhandlingerne tirsdag aften resulterede i en finanslovsaftale med Venstre og Konservative. Efter måneders forhandlinger med Enhedslisten, hvor de borgerlige partier reelt har været lukket ude, havde stort set ingen ventet det resultat.

Man kan undre sig over, at Enhedslisten vælger at sige nej til den rødeste finanslov i femten år, når de lagde stemmer til finanslovene de forgangne to år. Dette fortjener i sig selv et spørgsmål eller to fra Christiansborgs journalister.

Enhedslisten har efterfølgende udsendt en pressemeddelelse, hvor de i skarpe vendinger kritiserer regeringen:

”Regeringen stod med et politisk valg. De kunne vælge at lave en aftale med Enhedslisten, som sikrede svage ældre medborgere ret til at få hjælp til bad to gange om ugen, og som sikrede flere job på danske løn og arbejdsvilkår. Eller de kunne vælge højrefløjen og give nye skatterabatter til de store virksomheder. (..) Regeringen har truffet sit valg. Det står den selvfølgelig frit for. Men det er svært at forstå, at en socialdemokratisk ledet regering kan vælge skatterabatter til virksomhederne over velfærdsrettigheder til vores ældre medborgere.”

Selvom formuleringerne er et stykke fra den tidligere aggressive retorik om, at ’regeringen pisser på sine vælgere’, så er fortællingen grundlæggende den samme. I denne fortælling kunne regeringen uden problemer begrænse uligheden, mindske arbejdsløsheden og øge velfærden for alle, hvis de blot ville være hårdere over for en lille, lukket elite af forretningsfolk. Når dette ikke sker skyldes det, at regeringen består af en række forrædere, der bevidst fravælger en rød politik til fordel for at knubbe sig op ad overklassen og dele gaver ud på direktørgangen.

Dette er mildest talt en hullet historie: Hvorfor i alverden skulle regeringen ønske at lave en halvpanisk aftale to minutter i tolv med Venstre og Konservative, når de hele tiden har været lukket ude fra forhandlingerne? Og hvis regeringen i det hele taget ønskede denne aftale, hvorfor indgik de den så ikke før kommunalvalget? Øgede bevillinger til ældreområdet ville alt andet lige havde gavnet de socialdemokratiske og folkesocialistiske stemmetal. De eneste, der lukrerede vælgermæssigt på at udskyde finanslovsaftalen til efter kommunalvalget, var alt andet lige Enhedslisten.

Enhedslisten har truffet sit valg. Det står dem selvfølgelig frit for. Men det er svært at forstå, at et venstreorienteret parti kan vælge juridiske krav i ældreplejen over grønne virksomheder og et mere solidarisk arbejdsmarked.

Man kan undre sig over, at Enhedslisten vælger at sige nej til den rødeste finanslov i femten år, når de lagde stemmer til finanslovene de forgangne to år. Dette fortjener i sig selv et spørgsmål eller to fra Christiansborgs journalister.

Men det virkeligt dygtige spin, som Enhedslisten foretager i deres pressemeddelelse, er at udelade det valg, som de selv har truffet. De stod, for at blive i deres egen retorik, med ’et politisk valg’.

Her fravalgte Enhedslisten bevidst en stærkere indsats mod social dumping, højere fradrag for fagforeningskontingenter og en grøn investeringsfond på fem milliarder, fordi regeringen ikke ville lade øgede bevillinger til ældreområdet – som man var enige om – bindes til bestemte bureaukratiske krav.

For at parafrasere deres egen pressemeddelelse, så har Enhedslisten truffet sit valg. Det står dem selvfølgelig frit for. Men det er svært at forstå, at et venstreorienteret parti kan vælge juridiske krav i ældreplejen over grønne virksomheder og et mere solidarisk arbejdsmarked.