Undersøgelser beviser en 1500 % stigning af HIV-positive i Grækenland efter man har afskaffet adgangen til rene nåle. Samtidig ses udbrud af malaria i Sydeuropa, som ellers blev udryddet i 1950’erne, fordi myggebekæmpelsen nu er sparet væk.

I årevis har vi efter krisen hørt om ’nødvendighedens politik’. Diverse redningspakker og skrappe sparekrav har ramt en række EU-lande og især den offentlige sektor har mange steder fået en alvorlig rundbarbering.

I den forbindelse anses sundhedssektoren ofte for at være en kortsigtet udgift i stedet for en langsigtet investering i mennesker. Det er åbenbart for enhver førsteårs økonomistuderende, at der kan spares meget nu og her ved at stoppe med udbyde behandlinger. Teoretisk set kan man endda spare på alderspensionen, hvis den gennemsnitlige levealder sænkes.

Men hvad er formålet med økonomisk tilbageholdenhed når ‘det gode liv’ er offeret? Pointen er, at udgifter nu og her sikrer samfundet fremadrettet, at borgerne får gode liv, kan deltage i arbejdsmarkedet og bruge mindre medicin. Det er godt både for borgere og skaber en bæredygtig økonomi.

Spanien, Portugal og Grækenland er hårdt ramt, fordi folk har fået mindre adgang til sundhedsvæsenet. Blandt andet har det anerkendte medicinske tidsskrift The Lancet udgivet en rapport, hvor undersøgelser beviser en 1500 pct. stigning af HIV-positive i Grækenland efter man har afskaffet adgangen til rene nåle. Samtidig ses udbrud af malaria i Sydeuropa, som ellers blev udryddet i 1950’erne, fordi myggebekæmpelsen nu er sparet væk. Sygdomme som tuberkulose og andre smitsomme sygedomme, som vi ellers kun kender fra ulande, er i vækst.

I krisen har vi reddet banker og økonomier, men vi skal også huske at redde mennesker og samfund. Et samfund, der kun fokuserer på økonomiske modeller, er ikke kun fattigt, det er også sygt.

I stedet for at følge bogholderregler burde vi kaste et blik på Island, der sikrede sig økonomisk stabilitet uden at forringe sundhedsvæsenet. Her nedstemte befolkningen den store økonomiske redningspakke Icesave, som netop bød på besparelser i sundhedssektoren - og det ser ud til at være en overraskende god beslutning! For selvom Island stadig er i gang med genopbygningen er økonomien stabiliseret uden at det er gået ud over folkesundheden.

Det er nu, der skal findes mere bæredygtige løsninger på den økonomiske krise end bare at skære ned i de nødvendige offentlige investeringer i en sund befolkning. I krisen har vi reddet banker og økonomier, men vi skal også huske at redde mennesker og samfund. Et samfund, der kun fokuserer på økonomiske modeller, er ikke kun fattigt, det er også sygt.