Epidemien er under kontrol og Kopenhagen Fur kan blive kinesisk

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Velkommen til vores nyhedsoverblik, hvor vi hver dag samler en lille håndfuld af døgnets vigtigste nyheder.

Denne dag kan byde på nyheden om, at sundhedsministeren mener, at epidemien er under kontrol, at forsvarsminister ikke mener, at det er i orden, hvis der bedrives ulovlig spionage mod Danmark – og at Kopenhagen Fur kan blive kinesisk. Endelig medfører Mogens Jensens afgang som fødevareminister også en mindre ordførerrokade i den socialdemokratiske folketingsgruppe.

Tak fordi du læser med.

 

Heunicke: Epidemien er under kontrol

Det såkaldt kontakttal, eller tal for hvor mange én smitter, er igen nede på netop én. Hvis kontakttallet er over én, er epidemien derfor stigende. Hvis det er under, er den aftagende.

”SSI har i denne uge estimeret kontakttallet til 1 i Danmark,” skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

”Epidemien er dermed stadig på samme høje niveau i DK, men vi har den under kontrol. Største opmærksomhed er fortsat alle kommuner i og omkring hovedstadsområdet, hvor incidensen er på et højt niveau.”

placeholder

Det seneste døgn er 1367 personer dog registreret smittet med coronavirus. Det er det næsthøjeste antal registreret smittede på et døgn.

Antallet af indlagte er faldet med seks til 255 personer. 40 modtager intensiv behandling, og 23 er lagt i respirator.

 

Forsvarsminister: Ikke i orden hvis der bedrives ulovlig spionage mod Danmark

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) afviser at kommentere sagen om mulig amerikansk spionage mod Danmark.

På et samråd, tirsdag, i Folketingets forsvarsudvalg henviste Trine Bramsen til, at der er tale om ”spekulationer”.

Det skriver Ritzau ifølge TV 2

”Jeg vil også nævne, at konkrete forhold på efterretningsområdet hører til i det relevante folketingsudvalg. Og det er ikke dette udvalg. Det er de spilleregler, vi har aftalt,” lød det fra forsvarsministeren.

Samrådet var indkaldt, efter at Danmarks Radio (DR) kunne beskrive, hvordan et hemmeligt samarbejde mellem USA og Danmarks dataovervågning er blevet brugt mod Danmark i forbindelse med Danmarks køb af kampfly.

Her endte Danmark med at bestille amerikanske fly.

Ifølge DR's oplysninger har den amerikanske efterretningstjeneste, NSA, søgt i oplysninger hos blandt andet Finansministeriet og Udenrigsministeriet samt forsvarsvirksomheden Terma.

Det skete gennem et omstridt samarbejde med Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) om taping af danske datakabler.

”Lægger vi sagen helt væk, så kan jeg sige, at det ikke er i orden, hvis der er nogen, som bedriver ulovlig spionage mod Danmark,” understregede Trine Bramsen dog. ”Det er et generelt svar. Det er vigtigt for mig at understrege, at det er et helt generelt helikoptersvar.”

Læs hele historien her.

 

Kopenhagen Fur kan blive kinesisk

Kronjuvelen i den danske minkbranche – Kopenhagen Fur – kan ende med at komme på kinesiske hænder.

Det skriver Jyllands-Posten.

De seneste ugers dramatiske afvikling af den danske minkbranche har sendt chokbølger gennem den globale pelsindustri, og Kopenhagen Fur bliver i disse dage kimet ned af fortvivlede kunder fra især Kina.

"Mange af dem har bygget hele deres forretningsmodel op omkring danske minkskind og brandet Kopenhagen Fur. De er fortvivlede og skal nu i gang med at gentænke hele deres forretningsmodel," fortæller Jesper Lauge Christensen, adm. direktør for Kopenhagen Fur.

Kopenhagen Fur er ejet af de danske minkavlere og fungerer som branchens salgsselskab og auktionshus. Med en global markedsandel på 70 pct. er Kopenhagen Fur verdens i særklasse største og stærkeste brand i pelsindustrien.

Minkavlerne i Danmark er imidlertid blevet udraderet af regeringens beslutning om at aflive alle mink, og avlerne trækker Kopenhagen Fur med sig i faldet.

Kopenhagen Fur vil fortsat være i noget nær normal drift i 2021, hvor lageret af flere millioner skind skal sælges. Derefter slukkes lysene imidlertid i takt med, at de sidste skind afskibes til Kina.

Læs hele historien her.

 

Bred politisk aftale sender en halv milliard til hjemløse og ældre

Folketinget er fortsat i gang med at fordele milliarderne fra den lukkede satspulje og tirsdag blev det aftalt at fordele 760 millioner kroner til blandt andre udsatte børn, handicappede og ældre.

”Vi har stadig brug for at styrke det velfærdssamfund og sikkerhedsnet, der især er til for vores mest udsatte,” siger social- og indenrigsminister Astrid Krag (S).

”Med aftalen løfter vi hele socialområdet med nye initiativer. Jeg er særlig glad for, at vi får sat fokus på at give udsatte børn en stærkere stemme i sociale sager med et nyt center for børneinddragelse. Det ligger mig også meget på sinde, at pårørende til mennesker med handicap får bedre hjælp. Samtidig sikrer vi bedre rammer for de organisationer, som yder en kæmpe indsats for udsatte mennesker, med en kommende strategi for samarbejdet med civilsamfundet.”

Pengene er del af det, der nu hedder den sociale reserve. Den er kommet, efter at satspuljen sidste år blev nedlagt.

Satspuljen var en pulje, hvor overskud fra en lavere regulering af overførselsindkomster blev lagt i en pulje, hvorefter partierne bag det såkaldte satspuljeforlig så uddelte dem hver år.

Men systemet var bøvlet og uigennemsigtigt for modtagerne, der ikke havde stabilitet i sine tilskud. Samtidigt var der politisk modstand mod, at pengene grundlæggende kom fra de svageste i samfundet. Og derfor blev den nedlagt.

Det er anden gang, at der indgås aftale om at fordele penge fra reserven på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet.

 

Ordførerrokade i Socialdemokratiet

Efter Mogens Jensen trådte tilbage som fødevareminister har Socialdemokratiet lavet en mindre ordførerrokade i folketingsgruppen.

Leif Lahn Jensen blev allerede fredag udpeget som ny gruppeformand, efter Flemming Møller Mortensen blev udviklingsminister.

placeholder

Og nu træder Mogens Jensen til gengæld ind i folketingsgruppen, hvor han blandt andet bliver næstformand i kulturudvalget samt medlem af Udenrigspolitisk Nævn og finansudvalget.

Henrik Møller bliver ny beskæftigelsesordfører, Tanja Larsson boligordfører, Lars Aslan Rasmussen LGBT+ordfører og Lennart Damsbo-Andersen social dumping-ordfører.

Politisk ordfører, Jesper Petersen, er samtidig blevet udpeget som statsrevisor i stedet for Flemming Møller Mortensen.

Stillingen som statsrevisor er blandt andet eftertragtet på grund af lønnen, der ligger på 27.255 kroner om måneden eller 327.060 kroner om året - en løn, der kommer oven i den normale løn for at sidde i Folketinget.

Den nye statsrevisor er udover sit politiske ordførerskab medlem af Nationalbankens bestyrelse og repræsentantskab.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Annonce