Er alt det demokratiske godt for demokratiet?

Forestil dig, at Sokrates havde haft en Facebook-profil. 

Han ville næppe være blevet en succes hos algoritmerne. Han ville have stillet flere spørgsmål, end han gav svar. Han betragtede ikke tvivlen som en svaghed, men derimod som en forudsætning for erkendelse og drivkraft. 

Han blev symbolet på ideen om, at visdom begynder med bevidstheden om grænserne for vores egen viden.

Nu lever vi i en tid, hvor det modsatte ofte belønnes.

Vi lever i historiens mest demokratiske medievirkelighed. Aldrig før har så mange haft mulighed for at komme til orde. Enhver med en smartphone kan nå tusindvis, endda hundredetusinder af mennesker. Det er en demokratisk landvinding.

Læs også:Unge problemer eksisterer ikke

Ytringsfriheden har kronede dage.

Men samtidig har vi skabt en omstændighed, hvor gennemslagskraft let bliver forvekslet med troværdighed. Hvor antallet af følgere kan få samme autoritet som viden og faglig indsigt. Hvor algoritmer belønner vrede, forargelse og enkle forklaringer, mens nuancer og tvivl sjældent opnår tilsvarende viralitet.

Det er ikke en kritik af ytringsfriheden. Det er en bekymring for kvaliteten af den offentlige samtale.

Demokrati kræver også oplysning

I sin nye bog peger filosoffen, tidligere formand for Etisk Råd, Jacob Birkler på et spørgsmål, der burde være demokratiets vigtigste:

"Hvor ved du det fra?"

Det spørgsmål skulle vi måske benytte os af lidt oftere. Ikke for at bringe mennesker til tavshed. Men for at frembringe begrundelser og substans.

Demokratiet lever jo ikke alene af ytringsfrihed. Det lever også af oplysning.

Men en ny type offentlig meningsdanner stormer frem. Ikke en leverandør af meningsdannelse, der nødvendigvis bygger på viden. Men derimod fra autoriteter, der er skabt af synlighed og gennemslagskraft. Kort sagt: Popularitet.

Tit sker det i korte videoer eller opslag, hvor det komplicerede reduceres til det enkle, og hvor den sikre formulering får karakter af konstaterede fakta

Mange influencere, private podcastere og YouTube-profiler når flere mennesker end mange redigerede medier. Det er ikke et problem i sig selv. Tværtimod kan det være en styrke, at flere stemmer bliver hørt. Problemet opstår først, når eksempelvis popularitet, rigdom og komik bliver til stor gennemslagskraft og fejlagtigt forveksles med visdom og stor indsigt.

I de senere år har flere offentlige profiler gjort det til en del af deres identitet at kommentere komplekse samfundsforhold. Arbejdsmarkedet. Klimaet. Sundhedsvæsenet. International politik. Religion. Emner, som hver især rummer årtiers forskning, lovgivning, historiske erfaringer og faglige uenigheder.

Tit sker det i korte videoer eller opslag, hvor det komplicerede reduceres til det enkle, og hvor den sikre formulering får karakter af konstaterede fakta.

Læs også:Paradiset og retten til at sige nej

Som når stand-upperen Brian Mørk i en video på sin facebookvæg, den 25. juli sidder i sin bil og taler med sig selv om muslimer, islam, sharia og om, at koranens forkyndelse om at overtage hele verden, er godt i gang. Hele skoler, gymnasier og byer er besat af muslimer, fordi de har presset etniske danskere ud. Og, som han siger, ”Det vil ske mere og mere”. 

Hvor ved han det fra?

Eller når samme Brian Mørk i et andet videoopslag taler om ”3F og deres gangstermetoder” og forsvarer en landbrugsmand som ikke ønsker at indgå overenskomst med 3F, fordi han, som Mørk siger ”Ikke vil melde sig ind i 3F”. 

Spørgsmålet "Ved du, hvad 3F er?” trænger sig på.

Styrken er i nuancerne

Eksemplerne er interessante. Ikke fordi de afslører et enkelt menneske. De er interessante, fordi de afslører en ny kultur. En kultur, hvor vi sjældent spørger ind til grundlaget for holdningen.

Det bliver særligt tydeligt, når emnet er den danske arbejdsmarkedsmodel, som Brian Mørk jo strejfer, uden at komme ind på de historiske og organisatoriske forhold, som modellen bygger på.

Den danske arbejdsmarkedsmodel er ikke opstået som en politisk idé eller et opslag på sociale medier. Den er resultatet af mere end hundrede års forhandlinger, konflikter, kompromiser og institutionel udvikling. Den bygger på høj organisationsgrad, kollektive overenskomster, aftaler om ret og pligt og et tæt samspil mellem arbejdsmarkedets parter.

Demokratiet har ikke brug for færre holdninger. Men vi har brug for bedre begrundede holdninger

Man kan mene, at modellen bør ændres. Man kan kritisere fagbevægelsen eller arbejdsgiverforeningerne. Man kan argumentere for helt andre løsninger.

Det er demokratiets styrke.

Men debatten bliver fattig, hvis komplekse historiske og samfundsmæssige forhold reduceres til slagord, etiketter og skræmmebilleder. Det gælder ikke kun arbejdsmarkedet. Det gælder også udlændingepolitik, migration, klima, økonomi og sundhed.

Demokratiet har ikke brug for færre holdninger. Men vi har brug for bedre begrundede holdninger. Det er ikke godt nok, når Brian Mørk udtaler offentligt, at ”venstrefløjen” ikke vil tale om problemerne. Venstrefløjen er, som han siger i sin video den 25. juli, ”akademikermænd som vil knalde akademikerkvinder” og dermed høster en ordentlig bunke likes og himmelråbende ros i kommentartråden, som fortsætter med at lægge lag på den fejlagtige antagelse.

Læs også:Demokratiet bør foregå mellem mennesker, ikke maskiner

Men mon ikke Mørk og andre influencere iagttager algoritmerne, og hvad de næres bedst af.

Sociale medier belønner nemlig ikke nødvendigvis det bedst dokumenterede indhold. De belønner det indhold, der skaber størst engagement. Vrede, frygt, forargelse og skråsikkerhed spredes hurtigere end tvivl og nuancer. Derfor risikerer algoritmerne at fungere som en megafon for de udsagn, der vækker flest følelser – ikke nødvendigvis dem, der er bedst underbygget.

Vi skal være mere afsenderkritiske

Vi har i mange år diskuteret mediernes ansvar. Det har været nødvendigt. Aviser, radio og tv skal kunne dokumentere deres oplysninger. De har pligt til at rette fejl, og de skal kunne kritiseres, som eksempelvis i programmet ”Presselogen” på TV2 News.

Men samtidig accepterer vi, at mennesker med enorm offentlig kendis-effekt kan præge den politiske samtale uden tilsvarende forventninger om dokumentation eller ansvarlighed.

Det er et demokratisk paradoks. Ikke fordi de skal begrænses. Men fordi vi som borgere er blevet mindre kritiske over for dem, vi vælger at lytte til.

Måske skal vi vænne os til at være mere ”afsenderkritiske” og ikke bare kildekritiske.

Måske har vi forvekslet retten til at ytre sig med retten til at blive opfattet som en autoritet.

Det er ikke det samme.

Demokratiet lever af, at vi taler frit. Men det styrkes, når vi også spørger frit

Sokrates lærte os ikke, hvad vi skulle mene. Han lærte os at spørge. At undersøge. At tvivle. At erkende, at sikkerhed ikke er det samme som sandhed.

Måske er det netop den erkendelse, vi har mest brug for i dag.

Ikke mindre ytringsfrihed. Men flere borgere, der insisterer på at stille det spørgsmål, som Jacob Birkler har gjort til titlen på sin bog: “Hvor ved du det fra?”

Demokratiet bliver ikke alene stærkere af, at flere får en stemme. Det bliver stærkere, når vi bliver bedre til at skelne mellem den stemme, der taler højest, og den stemme, der har gjort sig størst umage med at finde sandheden.

Demokratiet lever af, at vi taler frit. Men det styrkes, når vi også spørger frit.