Er der bid i Pelles forandringsblok?

Enhedslisten vil gerne lave en ”forandringsblok” sammen med SF og Alternativet. Derfor havde d netmedie Modkraft kaldt til debatmøde om forandringsblokken.
Det er nok de færreste danskere, der endnu har stiftet bekendtskab med udtrykket ”forandringsblokken”. Men står det til Enhedslisten og især partiets finansordfører Pelle Dragsted, skal denne moderne enhedsfront være en magtfaktor i dansk politik i årene fremover. Et stærkt, venstreorienteret modspil til Socialdemokratiet bestående af Enhedslisten, SF og Alternativet.

Måske kan de tre partier nærme sig hinanden? Måske kan forandringsblokken være en stærk og permanent venstreopposition, som selv det kongelige danske Socialdemokrati må tage alvorligt? Det er i hvert fald ambitionen, og derfor havde Enhedslistens Pelle Dragsted ladet den røde minaret kalde til møde hos Dansk El-forbund i København.

Er SF med?
I krogene bliver der snakket om nelikkerevolutionen i Portugal. Det var et godt oprør, bliver de enige om ved bordet ved siden af Netavisen Pios udsendte. Det er Enhedslistens folk, der er mødt op. Det er Enhedslistens projekt. Det er Pelles projekt. Finansordfører Josephine Fock (Å) er her også. Og arbejdsmarkedsordfører Karsten Hønge (SF) er forsinket, så mødet må starte uden ham.

På sin vis er det meget sigende, at forandringsbloksdebatten må begynde uden SF. Umiddelbart er det dem, der har mindst at vinde ved at indgå i et tættere venstrefløjssamarbejde med Enhedslisten og Alternativet. De er det mindste af de tre partier, og en del af SFs eksistensberettigelse i dansk politik er, at man ligger sådan et lidt mageligt sted mellem det yderste venstre og Socialdemokratiet.

Forandringsblok eller –alliance?
”Der er rygeforbud og fri blødning”, siger Weekendavisens Arne Hardis, der er ordstyrer på debatten, med henvisning til debatten om menstruation, som har kørt rundt på Facebook de seneste dage. Netavisen Pios udsendte er vist den eneste i forsamlingen, der finder den bemærkning morsom.

Pelle Dragsted lægger for og fortæller, hvordan han befandt sig i en ”politisk depression” i sidste valgperiode, fordi den socialdemokratiske regering ikke levede op til forventningerne. For at undgå det, skal forandringsblokken være en modvægt, der kan holde Socialdemokratiet på ret politisk kurs, er hans pointe.

”Jeg vil ikke være en del af en forandringsblok”, siger Alternativets Josephine Fock. ”Jeg kan ikke så godt lide det ord. Jeg vil meget hellere sige forandringsalliance.” Men hun er kritisk over for Enhedslisten og SF, der ifølge Josephine Fock har talt for meget om vækst og beskæftigelse. ”Jeg er glad for, at væksten er så lav”, siger hun.

Men Karsten Hønge, der nu har fundet vej til mødet efter at have taget den forkerte bus, er ikke umiddelbart indstillet på at være med i en forandringsblok. ”Det nytter ikke noget, at SF træder ud af forlig”, siger han og gentager SF’s omskrivning af et gammelt konservativt slogan. ”Vi er socialistiske stemmer, der arbejder”, siger han.

La’ dem spise østers
Panelet diskuterer også et af tidens hotte begreber ”vækst”. Men ikke en diskussion om, hvordan man skaber vækst, og hvordan vi får gang i økonomien. Men om vækst overhovedet er godt.

Pelle Dragsted siger, der ikke kommer vækst. Det giver ikke mening at tale om vækstrater på 2 % i fremtiden. Det kan ikke lade sig gøre, slår han fast på en - næsten corydonsk - afpolitiserende manér.

Karsten Hønge vil gerne have vækst. Han taler om Mors. Der er butikker, der lukker, der mangler arbejdspladser, der er unge mennesker, der ikke får en uddannelse. Det handler ikke om vækst for vækstens skyld, siger Karsten Hønge, men om at der er udvikling og arbejde i områder som Mors.

Snakken om Mors får Josephine Fock til at tage ordet. Hun har sommerhus i området og er meget begejstret for øen i Limfjorden. Men man behøver slet ikke vækst for, at der sker noget på Mors, lyder det beroligende fra Josephine Fock. Man kan for eksempel spise tang fra Mors, siger hun. ”Og der er masser af limfjordsøsters, som er meget bedre end dem, man kan købe fra Frankrig”, siger hun med stor begejstring.

En sexistisk bemærkning
Der er efterhånden godt gang i spørgsmålene fra salen. ”Så giver vi ordet til den dame, der også sagde noget før”, siger ordstyrer Hardis. Det bliver benævnte kvinde meget sur over. Hun skælder Hardis ud for at komme med en ”sexistisk bemærkning.”

Ellers går diskussionen mest på, hvordan man lettest kan sætte arbejdstiden ned uden at forringe reallønnen. Det kan sagtens lade sig gøre, svarer Pelle Dragsted. Det koster 18 år uden reallønsfremgang at få arbejdstiden ned på 30 timer. ”Bliver vi egentlig lykkeligere af at blive rigere”, spørger Josephine Fock retorisk. Det synes forsamlingen af københavnere vist ikke, at man gør.

Én af spørgerne mener, at kampen mod vækst bedst kæmpes ved at bekæmpe den private ejendomsret. En anden skælder SF ud for at have overtaget ”DF-retorikken” på udlændingeområdet. En tredje vil stoppe den internationale kapital, der ”står bag de forfærdelige nedskæringer”.

Konkurrenceforvridende
Efter den lange vandring på vækstkritikkens overdrev, prøver de tre partier på Pelle Dragsteds foranledning at tale sig nærmere hinanden. Pelle Dragsted forsøger at opliste de områder, hvor de tre partier kan blive enige. Uligheden skal være lavere, kapital skal beskattes hårdere, der skal mere tillid til offentligt ansatte. Åbne budgetter, ny offentlighedslov og flere folkeafstemninger, og der begynder at tegne sig et billede af en form for enighed.

Indtil de begynder at tale om at møde arbejdsløse med tillid. De er sådan set enige, men Josephine Fock kommer til at fortælle en historie fra en café i Aarhus, hvor de ansætter kontanthjælpsmodtagere til at betjene folk. Vel at mærke mens, de arbejdsløse er på kontanthjælp. Det hjælper folk videre i rigtigt arbejde efterfølgende siger Josephine Fock, men det møder kritik fra den aarhusianske fagbevægelse, siger hun.

”Vi skal da dele arbejdet i stedet for”, råber et af salens mere betonstøbte elementer på byggeriarbejder-københavnsk.

Den evige kamp om LO-arbejderen
Karsten Hønge slutter med en fortælling om sin tid som tømrerlærling. Dengang var det 75 % af hans kolleger i det hedengange Træ- Industri- og Byggeforbund, der stemte til venstre for midten. I dag er det langt under halvdelen. Og det er et problem, som skal løses af venstrefløjen, siger han. LO-medlemmerne stemmer borgerligt, og de føler sig talt ned til af venstrefløjen. De føler, at venstrefløjen taler hen over hovedet på dem, siger Karsten Hønge.

Efter at have hørt forandringsblokken tale om østers, tang og et samfund uden vækst i små to timer er der kun tilbage at sige, at det tror da pokker, at LO-medlemmerne føler sig talt hen over hovedet.

Er forandringsblokken overhovedet forandring?
Hvis man smager lidt på ordet ”forandringsblok”, så lyder det jo meget godt, men det hører nok under den kategori, Forbrugerrådet ville kalde misvisende markedsføring. For min del associerer jeg venstrefløjen med mange ting, og nogle af dem endda gode. Men forandring? Jo, Alternativet er forandring på samme måde, som det er forandring, hvis man hele sin opvækst har danset træskodans til Højskolesangbogen og pludselig ser de brylcreme-beklædte anderumper danse jitterbug i læderjakker på Enghave Plads. Alternativet er postmoderne forårsluft, det er Teslaer og tagtomater, og det er Californien på den flippede måde.

Men al den modernisme, forandring, rimer den på Enhedslisten? Jeg ved det oprigtigt talt ikke, og hvis jeg skulle lave samme associeringsøvelse med Enhedslisten, som jeg lige har lavet med Alternativet, så er Enhedslisten mere noget med økologiske høkerpilsnere, udtrådte sundhedssandaler, en duft af 70’erne, hybenmarmelade og lærerværelse. Enhedslistens forandring er at putte spidskommen i kødsovsen. Alternativets forandring er at kaste rundt med en psykedelisk farvelade, mens man står på et ben og jonglerer med risposer. Eller noget i den stil. Og hvad er SF i forhold til forandring? Jeg ved det ikke helt, og jeg er ikke sikker på, de selv ved det heller.

Egentlig er det synd. Når man er kommet sig over det aparte navn forandringsblokken, er ideen egentlig sympatisk nok. Og måske har Socialdemokratiet og en kommende regering også godt af, at der er en mere slagkraftig venstreopposition, der kan kaste ideer ind i den politiske forbrændingsmotor. Og måske er der også en fordel for Socialdemokratiet i, at Alternativet bliver smedet mere sammen med den etablerede venstrefløj, og man kan lave forlig med dem. Måske.

Indtil videre virker forandringsblokken eller -alliancen mest som et tankeeksperiment på linje med ideen om, at vi skal leve af tang fra Mors. Måske når vi dertil en dag, men jeg har lidt svært ved at se det for mig.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet

Annonce