I disse dage fyldes mediefladen af blandt andet den chikane, som danske jøder måtte opleve, når de offentligt går med den jødiske kalot – kippah’en.

Det har fået Pia Kjærsgaard op af stolen. På sin blog på TV2’s hjemmeside skriver hun om, at jøder chikaneres som følge af deres religiøse symboler:

”Det kan være særdeles farligt at bære den traditionelle jødiske kippah, og visse steder har man ligefrem frarådet dem at vise deres religiøse identitet på grund af risikoen for voldelige overgreb. (…) Jeg synes, at det er sørgeligt for Europa og sørgeligt for Danmark. Det kontinent, som har været eksportør af demokrati og oplysning, er nu end ikke i stand til at beskytte sine egne borgere mod overgreb. Ja, det er ikke alene sørgeligt; det er faktisk en skændsel. ”

Som demokrat og fortaler for religionsfrihed, ytringsfrihed og andre helt basale friheds- og borgerrettigheder er der ikke nogen tvivl om, at jeg til fulde deler Pia Kjærsgaard bekymring og følelser om angrebene mod jøder i Danmark.

Men det interessante er nu, hvad Pia Kjærsgaard for en måned siden udtalte til Politiken om muslimske kvinder med tørklæde i Danmark. Hun sagde:

Hos Pia Kjærsgaard er det forståeligt, at folk antaster muslimer med religiøs hoved-beklædning på gaden, mens det derimod er ”sørgeligt” og ”en skændsel”, hvis jøder udsættes for det samme. Fra mit perspek-tiv er det vanvittigt udansk at ville opdele mennesker på denne måde.

”… det provokerer mig meget, når kvinder i det danske samfund påberåber sig retten til at gå med tørklæde”.

Hun sagde tilmed: ”Og at de [muslimske kvinder med tørklæde] har været udsat for bemærkninger, det forstår jeg også udmærket.”

Kronen på værket må dog være, da Pia Kjærsgaard fik dette spørgsmål:
”Man er vel i sagens natur et offer, når man som uskyldig bliver udsat for vold?”

Hendes svar var: ”Jo, men kvinderne med tørklæde kunne jo også afveje situationen og tænke, at hvis de bliver ved med at møde de reaktioner på gaden, så kunne de bare tage tørklædet af. Så signalerer de også, at de gerne vil være en del af det danske samfund”.

Pia Kjærsgaard mener altså, det er en skændsel, at jøder med religiøs hovedbeklædning ikke kan gå i fred, men at det ikke er en skændsel, når det er tilfældet for muslimske kvinder. I min verden burde der ikke være nogen som helst forskel på, om en jøde eller en muslim skal have ret til at gå med sin religiøse hovedbeklædning på åben gade. I min verden skal hverken Fatima eller Samuel udsættes for chikane, og intet kan forsvare, at mennesker med religiøse symboler skal udsættes for grove bemærkninger, vold eller andre former for chikane.

Og ganske vist kan man mene, at der måtte være en forskel på de to typer religiøse symboler, fordi tørklæde eller burka kan anses for at være kvindeundertrykkende eller som værende et resultat af en form for tvang.  Men det ændrer altså ikke på, at retten til at bære religiøs hovedbeklædning eller andre symboler i fred og fordragelighed må være præcis det samme for både jøder og muslimer.

Men den opfattelse deles ikke af Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard. Hos Pia Kjærsgaard er det forståeligt, at folk antaster muslimer med religiøs hovedbeklædning på gaden, mens det derimod er ”sørgeligt” og ”en skændsel”, hvis jøder udsættes for det samme. Fra mit perspektiv er det vanvittigt udansk at ville opdele mennesker på denne måde. Det ligger meget fjernt fra vores forståelse af universelle rettigheder.

Én skændsel er det faktum, at religiøse mennesker i Danmark og Europa udsættes for chikane på grund af deres hovedbeklædning eller symboler. En anden skændsel er det faktum, at folkevalgte politikere uden at rynke på næsen seriøst kan mene, at chikane eller vold skulle være mere berettiget mod én gruppe mennesker frem for mod en anden.