Annonce

Er DF virkelig et arbejderparti?

Dansk Folkeparti siger, at de er et rigtigt arbejderparti, men hvis det er sandt, hvorfor har de så gennemført politik, der går imod almindelige lønmodtageres interesser?
Dansk Folkeparti var i årene fra 2001 til 2011 med i nogle af VK-regeringens største beslutninger. Beslutninger der desværre førte besparelser og forringelser med sig og ikke forbedringer, selvom Dansk Folkeparti sad med alle kortene på hånden til at sikre almindelige lønmodtageres rettigheder.

Lønmodtagerordninger som efterløn og dagpenge er blevet forringet takket være Dansk Folkeparti. Kristian Thulesen Dahl er ansvarlig for, at 34.000 danskere har mistet dagpengene i 2013, fordi det var ham, der i 2010 under forhandlingerne af VK-regeringens økonomiske genopretningspakke ønskede at halvere dagpengeperioden fra fire til to år.

Ud over de 34.000, der allerede er røget ud, står der ifølge A-kassernes Samvirke yderligere 14-15.000 til at miste dagpengene i 2014.

Dansk Folkeparti har aldrig holdt hånden over fagforeningerne. Kristian Thulesen Dahls forslag om at indskrænke konfliktretten, så danske lønmodtagere ikke kan få lov til at strejke og bruge deres blokaderet, hvis et firma eller en erhvervsdrivende bruger social dumping eller løndumping mod de ansatte, er sådan set det bedste eksempel på dette.

Ikke en eneste gang i løbet af Venstre og Konservatives regeringsperiode var Dansk Folkeparti inde hos finansministeren og bede om at få kampen mod social dumping og løndumping på finanslovene. Heller ikke selvom sagen i sin substand handler om, at billig, udenlandsk arbejdskraft tager arbejdspladser fra danske lønmodtagere.

Regeringen med Helle Thorning-Schmidt i spidsen har forsøgt at rette op på VKO’s rod fra dag et. Om end det er en stor mundfuld.

For eksempel afsatte Socialdemokraterne i 2011 omkring 65 millioner kroner på finansloven til aktivt at sikre kampen imod social dumping.

Regeringen har iværksat en række initiativer, som for eksempel øget åbenhed om betaling af selskabsskat samt en styrkelse i SKAT , der skal sikre, at multinationale selskaber i Danmark også bidrager til fællesskabet. Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti er imod.

Regeringen har afskaffet VKO’s prisloft over seks ugers selvvalgt uddannelse. Loftet forhindrede mange ledige i at få kurser, der kunne give dem et arbejde.

Regeringen har også afskaffet Venstres, Konservatives og Dansk Folkepartis brugerbetaling på fertilitetsbehandling. Barnløse skulle have dankortet frem, da Lars Løkke og Kristian Thulesen Dahl var ved magten, hvis de havde brug for hjælp til at få et barn.

Sidst Dansk Folkeparti havde del i magten i Danmark, var der fradrag på private arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer. Det betød, at alle danskere betalte for, at de bedst stillede med private forsikringer kunne komme foran i køen til sygehuset. Det har regeringen også afskaffet. Det samme gælder de borgerliges fattigdomsydelser, som holdt mange familier fast i fattigdom. Ifølge en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd steg fattigdommen fra 2002 til 2009 til 350.000 personer. En stigning på 45 procent.

Dansk Folkeparti kalder sig et arbejderparti, men hvis Kristian Thulesen Dahl virkelig er arbejdernes mand, hvorfor har han så skrevet under på alle de forringelser? Og hvorfor peger han på Lars Løkke Rasmussen som statsminister, når Lars Løkke vil have nulvækst i den offentlige sektor og spare fire milliarder på beskæftigelsessystemet. Så meget koster systemet ikke engang.

Kære alle sammen - hvad enten I er håndværkere, hjemmehjælpere, rengøringsassistenter, chauffører, sekretærer, industriarbejdere eller pædagoger - Kristian Thulesen Dahl brugte ti år på at tage velfærd og rettigheder fra jer. Ydelser I alle har knoklet for at få. Jeg tør ikke tænke på, hvad han vil tage, hvis han kommer til magten igen.

Daniel Rosenqvist (f. 1980) er tidligere DSU-medlem i Randers. Nu partimedlem i Vejle og kampagnerådgiver for flere socialdemokrater i Vejle.


Flere artikler om emnet