Hvis man gerne ville have morgenkaffen galt i halsen, skulle man blot slå op på side 9 i dagens udgave af Jyllandspostens erhvervssektion. Under overskriften ’DI: Sæt politikerne under administration’ kunne man her læse et forslag fra Dansk Industris såkaldte Produktivitetspanel om, at den økonomiske politik fremover underlægges stramme regler, som politikerne ikke kan fravige. I indledningen til artiklen hedder det blandt andet:

”Virksomhedslederne vil have sat politikerne under administration. Administratorerne skal være vismændene og Det Økonomiske Råd og være en fast del af budgetloven. Så kan Danmark undgå, at der bliver brugt for mange penge på stimulering af økonomien i nedgangstider. Og sikre en opstramning af udgifterne under en højkonjunktur, så man ikke får en selvskabt mangel på arbejdskraft”.

Lad os et øjeblik se bort fra de konkrete forslag om, at økonomien eksempelvis maksimalt må opstrammes med 20 procent af produktionsgabet i nedgangstider, og i stedet vende os mod den åbenlyse skepsis over for demokratiet, som gennemsyrer udspillet.

Problemerne i dansk økonomi handler ifølge erhvervslivets topchefer ikke om komplicerede problemer som manglende uddannelse eller finansverdenens krumspring. Næ nej, de økonomiske problemer skyldes åbenbart populistiske, uvidende politikere, der fører den forkerte finanspolitik. Lidt karikeret stillet op er politikerne i DI’s univers at betragte som børn, der – hvis de får muligheden for det – laver et forfærdeligt rod, smadrer porcelænet og vælter hele huset. Derfor skal de underlægges stram disciplin og opdrages af kloge forældre, så de opfører sig ordentligt, gør det fornuftige og spiser deres grønsager. Rollen som forældre er i denne forbindelse tiltænkt de økonomiske vismænd, der skal implementere den af erhvervslivet udarbejdede ’økonomisk opdragelse for begyndere’.

Det er mildest talt et drastisk tiltag. I forvejen har vi uddelegeret halvdelen af den økonomiske politik – pengepolitikken – til såkaldte uafhængige bureaukrater i centralbankerne, der ikke er underlagt demokratiet. Hvad Dansk Industri foreslår nu er, at den resterende halvdel af værktøjet i den økonomiske redskabskasse også overdrages til de ’uvildige eksperter’. Formålet er, at staten fører den ’objektivt rigtige’ finanspolitik, der er til bedst gavn for samfundet.

Problemet er blot, at folk i sagens natur er uenige om, hvad det rigtige er, al den stund at forskellig politik er rigtig for forskellige mennesker. For den arbejdsløse 3F’er er en ekspansiv finanspolitik en fantastisk jobskaber, mens investoren derimod må se sin opsparing tabe værdi under den inflation, som er en konsekvens af netop denne politik. At reducere politik til saglige og objektive regler tager ikke blot konflikten ud af demokratiet, men cementerer også en bestemt politik til permanent fordel for nogen og ulempe for andre. Hvis man er i tvivl kan man blot kaste et blik på Den Europæiske Centralbank, der fører en inflationsbekæmpende politik til trods for, at mange af unionens medlemslande kæmper med tårnhøj arbejdsløshed.

Forslaget fra Dansk Industri er blot det seneste eksempel på en bredere tendens, hvor der sættes spørgsmålstegn ved folkestyret. Det er den samme skeptiske tendens, der kommer til udtryk, når Asger Aamund ønsker en ”elite-regering i en periode (..) så vi kan få de nødvendige reformer”. Når statskundskabsstuderende – halvt i spøg, halvt i alvor – bekræfter hinanden i, at hverken politikere eller vælgere har tilstrækkelig indsigt i samfundet til at træffe kvalificerede beslutninger. Når man i en festlig sammenhæng kan opleve en ansat i centraladministrationen, der med et glimt øjet konstaterer, at der ’heldigvis’ ikke er mere end tre ministre med en ikke-akademisk baggrund i regeringen. Og når en dansk professor hilser teknokratregeringerne i Grækenland og Italien velkommen med ordene ”endelig nogen, der ved noget”.

Holdningen om, at folkestyret i bund og grund er til besvær, trives således i bedste velgående, især blandt de veluddannede grupper i samfundet. Tidligere har den levet et stille liv i det skjulte, men i Finanskrisens kølvand er den nu kommet frem i det åbne. Ingen tager skridtet fuldt ud og foreslår, at demokratiet skrottes. Men vi er langt væk fra de ædle liberale idealer om, at oplyste og engagerede parlamentarikere, der i fællesskab finder de bedste svar på samfundets udfordringer.

Når både vælgerne og politikerne betragtes som uvidende børn er vi kun ét skridt fra at foreslå, at de voksne – de veluddannede, eksperterne, eliten – skal påtage sig rollen som ansvarlige forældre, varetage børnenes tarv og træffe de nødvendige beslutninger på deres vegne.

Men er det nu også så slemt med lidt sund skepsis over for vælgerne, politikerne og folkestyret? Herregud, det er jo bare Dansk Industri, og de disker altid op med det ene vanvittige forslag efter det andet, ikke sandt?

Nej, udviklingen er særdeles faretruende. Som Thomas Dye & Harmon Ziegler har argumenteret for i The Irony of Democracy er samfundstoppens opbakning til demokratiet afgørende for demokratiets overlevelsesmuligheder:

”It is the irony of democracy that the survival of democratic values – individual dignity, limited government, equality of opportunity, private property, freedom of speech and press, religious tolerance, and due process of law – depends on enlightened elites. The masses respond to the ideas and actions of elites. When elites abandon democratic principles, or the masses lose confidence in elites, democracy is in peril”.

Når samfundstoppen først begynder at tvivle på demokratiets berettigelse, begynder demokratiet altså at være i alvorlig livsfare, lyder argumentet. Teorien forklarer blandt andet, hvordan de demokratiske normer og styreformer i 30`ernes Tyskland eroderede bort, da tunge samfundseliter – militæret, erhvervslivet, aristokratiet – vendte demokratiet ryggen og i stedet tegnede abonnement på mere totalitære løsninger.

Dertil er vi bestemt ikke kommet i Danmark. Hverken direktøren for Dansk Industri, forsvarschefen eller kronprinsen har trods alt siddet i Aftenshowet og foreslået en alternativ styreform. Men den stadigt mere kritiske indstilling, hvor folkestyret opfattes som en hindring for saglige og rationelle løsninger, bør ikke desto mindre få alle advarselslamper til at lyse rødt.

Derfor er det også overraskende, at vores folkevalgte politikere er så tavse i denne debat. I ti år har der ellers raset en såkaldt ’værdikamp’, hvor politikerne i tide og utide har stået på nakken af hinanden for at forsvare demokratiet. Det er lidt over ti år siden, at Danmark drog i krig under demokratiets banner. Muslimske kvinder har knap kunne iføre sig et tørklæde, uden at det er blevet udlagt som den sikre vej til demokratiets afskaffelse. Vi har gudhjælpemig også strikket en Demokratikanon sammen i processen.

Men når samfundstoppen sætter spørgsmålstegn ved demokratiets grundpiller, er reaktionen åbenbart øretøvende tavshed fra Christiansborg.

Måske partilederne burde komme ind i demokratikampen i stedet for at bruge deres taletid på Grundlovsdag til at snakke om debattonen på internettet, tørklæder og kontraktpolitikkens ulyksaligheder?