Både ved Paradise og Panama Papers er der tale om så svimlende store beløb, at jeg som almindelig borger har haft svært ved at forstå det fulde omfang, og jeg ved, at jeg ikke er den eneste. Jeg forstår dog ligesom mange andre det vigtigste. Der nogle grådige mennesker, som snyder os andre, og det bliver jeg vred over.

Den apatiske vrede
Problemet er, at den vrede som det afføder, hurtigt bliver apatisk. Det gør den, fordi man sidder med en følelse af, at der alligevel ikke er nogen, som arbejder helhjertet for at stoppe de grådige i at føre deres penge i skattely.

Den følelse blev for mit vedkommende kun forstærket ved afsløringen af Paradise Papers, fordi det viser, at det åbenbart er ligeså nemt at føre sine penge i skattely i dag, som det var før afsløringerne af Panama Papers. Man sidder faktisk tilbage med en følelse af, at landets love træder ud af kraft, hvis bare man har penge nok. Den konstatering er voldsomt krækende for retsfølelsen.

Kære Regering, hvorfor gælder argumentet om befolkningens retsfølelse kun, når det handler om at udvise kriminelle udlændinge eller indføre hårdere straffe for bandemedlemmer?

Det vilde er, at vi har en regering som i retsfølelsens navn på den ene side gennemfører en sort retspolitik udelukkende med fokus på hårdere straffe, men på den anden side ser gennem fingrene med at virksomhederne og rigmænd snyder vores samfund for flere milliarder kroner, der kunne være gået til for eksempel skoler og sygehuse. Kære Regering, hvorfor gælder argumentet om befolkningens retsfølelse kun, når det handler om at udvise kriminelle udlændinge eller indføre hårdere straffe for bandemedlemmer?

[read-also]

Tag nu befolkningens retsfølelse alvorligt
Tiden er kommet til at regeringen begynder at tage befolkningens retsfølelse alvorligt og rent faktisk gennemføre nogle tiltag, der gør det svære at være skatteunddrager, og hjælper med at få pengene tilbage til samfundet.

Tiden er kommet til at regeringen begynder at tage befolkningens retsfølelse alvorligt

Jeg har bemærket, at regeringen ikke ligefrem spytter forslag ud, så derfor tillader jeg mig at komme med 3 forslag, som regering skal føle sig frie til at bruge:

2. Der bør ikke være nogen tvivl om, at virksomheder der snyder i skat ikke skal have lov at tjene penge på offentlige opgaver. Derfor mener jeg, at virksomheder hvor der er tilstrækkelig plausible indikationer til at konkludere skatteunddragelse skal udelukkes fra at deltage i offentlige udbud.
3. Det er ingen som er bedst tjent med, at pengene bare forbliver på lysky kontis i paradiset, pengene skal hjem og arbejde i velfærdssamfundet. Derfor mener jeg, at man skal indføre et skatteamnesti således, at man skaber en motivation for skatteunddragerne til at føre deres penge tilbage til det danske samfund. I dag er det sådan, at hvis man har skatteunddraget for over 500.000 vil straffen være ubetinget fængsel og bøde. Jeg mener, at vi skal stryge fængselsstraffen og lade folk betale en bøde samt den skat, som de skylder. Selvom man kan sidde med en følelse af, at de her mennesker bør straffes langt væk, så mener jeg alligevel, at det er langt bedre at pengene kommer tilbage til samfundet, fremfor at de bare bliver gemt længere og længere væk.

3. Det skal være nemmere at statuere et ansvar overfor skatterådgivere, som bevidst rådgiver deres klienter til at sende penge i skattely. Derfor mener jeg, at ansvarsgrundlaget hvorpå vi vurderer om rådgiverne har handlet i strid med deres professionsansvar skal skærpes til det strengeste ansvarsgrundlag, vi har. Nemlig objektivt ansvar.

Regeringen har muligheden for at vise os borgere, at de tager vores retsfølelse alvorligt og vise, at man ikke er fritaget for at følge de fælles spilleregler bare fordi man har penge nok. Jeg mener, at de skal gribe muligheden hurtigst muligt. Alt andet er en hån mod retsfølelsen.
Nilly Taheri er stud.jur. på Københavns Universitet og tidligere formand for DSU København.
‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.