’Stram sparepolitik’ har været nøgleordet i Europa lige siden krisen første gang lod os mærke dens klamme hånd. Igen og igen er det fra højeste sted blevet slået fast, at den eneste løsning på problemerne, særligt i de sydeuropæiske lande, er nedskæringer i det offentlige sektor for på den måde at nedbringe gælden. Efter det for nyligt kom frem, at det teoretiske fundament for denne politik bygger på en regnefejl fra økonomerne Reinhart og Rogoff, er både Den Internationale Valutafond (IMF) og EU-Kommissionen dog begyndt at trække i land.

En familie tjener det, som de kan og bruger det, som de mener, er fornuftigt. I en samfundsøkonomi hænger det anderledes sammen. Nemlig sådan, at mit forbrug er din indkomst og dit forbrug er min indkomst. Hvis vi begge to nedsætter vores forbrug, så vil begge vores indkomster falde.

Økonomen og nobelprismodtageren Paul Krugman har mange gange harceleret mod den økonomiske tænkning, som har vundet indpas og lagt linjen i Europa gennem krisen. Mandag den 28. april i New York Times gav han endnu engang sin uforbeholdne mening om, hvorfor den økonomiske kurs skal ændres.

Først og fremmest mener han, at det er helt afgørende at forstå, at økonomien i et samfund ikke er det samme som i en families husholdning. En familie tjener det, som de kan og bruger det, som de mener, er fornuftigt – det er to forholdsvis adskilte ting. I en samfundsøkonomi hænger det anderledes sammen. Nemlig sådan, at mit forbrug er din indkomst og dit forbrug er min indkomst. Hvis vi begge to nedsætter vores forbrug, så vil begge vores indkomster falde. Dette var hvad der skete da krisen satte ind. Folk skruede ned for forbruget og det resulterede i lavere indkomster, som dernæst medførte et fald i beskæftigelsen. En ond cirkel, hvor forbrug og beskæftigelse er gensidigt afhængige.

Derfor mener Krugman, at det er blevet tid til at sætte blus under det offentlige forbrug for at fastholde økonomien indtil den private sektor atter er tilbage på et normalt forbrugsniveau. I en tid hvor alle skruer ned for forbruget, skal den offentlige sektor kompensere gennem øget forbrug. Derfor er det nødvendigt at fokusere mere på efterspørgslen og dermed komme det ensidige fokus på udbud til livs. Han har to påstande:

1. Offentligt forbrug leder ikke ressourcer væk fra privat anvendelse - derimod sætter det arbejdsløse i arbejde.

2. Offentlig låntagning fortrænger ikke private investeringer, men mobiliserer midler, som ellers ikke ville blive brugt.

Hovedargumentet fra de neoliberale økonomer om, at større offentligt forbrug fjerner arbejdskraft og penge fra den private sektor, er Krugman altså lodret uenig i.

Om han har ret, er næppe noget der samstemmigt kan opnås enighed om blandt de europæiske ledere. Hvordan Europa kommer ud af krisen er en kompleks problemstilling og meningerne er mange. Alligevel udtalte formanden for EU-Kommissionen José Emanuel Barosso mandag den 22. april følgende:

"Socially and politically, one policy that is only seen as austerity is, of course, not sustainable. We haven't done everything right … The policy has reached its limits…”

Noget kunne tyde på, at det politiske Europa så småt begynder at lytte lidt mere til økonomer som Krugman og lidt mindre til Reinhart og Rogoff. Om det bliver til mere end blot at lytte er ikke til at vide, men man har da lov til at håbe.