Er sundheds­personalet måske alligevel drevet af kald?

Hvis vi ser på regionerne, så må alle anerkende, at de har løst deres opgave til fulde. Et omstillingsvilligt personale har alle trukket på samme hammel.
Foto: Colourbox
I efterdønningerne af første bølge af coronaviruséns tilstedeværelse i Danmark med alt, hvad det har medført i forhold til den gennemgribende nedlukning af samfundet, melder der sig hos mig som regionspolitiker nogle tanker om, hvordan vi er kommet igennem disse seneste uger? Og mange ting har aftvunget sig respekt hos mig: 

Et omstillingsvilligt personale har alle trukket på samme hammel for at omstille sygehusene

Hvis vi ser på regionerne, så må alle vist anerkende, at de har løst deres opgave til fulde. Et omstillingsvilligt personale har alle trukket på samme hammel for at omstille sygehusene, ja hele sundhedsvæsenet, med en imponerende hast. Det betyder, at akutfunktionerne meget hurtigt blev klar til at behandle de patienter, der er hårdest ramt af Corona-virus.

Medarbejdere har - høj og lav og på tværs af fag- og professionsskel - arbejdet utrætteligt sammen for at få dette til at ske. Den omstilling, der er foregået, ville under normale omstændigheder have krævet meget mere tid. Men i denne situation er omstillingen foregået meget hurtigt, fordi der har været en stor fælles vilje og ambition om at blive klar til at modtage og behandle patienterne. Alle i og omkring sundhedsvæsenet fortjener stor ros og anerkendelse for deres arbejde generelt - og i denne situation i særdeleshed. Så mange tak til jer alle!

Forbilledligt samarbejde

Også regionerne imellem har der været et forbilledligt samarbejde. Det gælder, f.eks. indenfor indkøb af værnemidler og medicinsk udstyr, der skal foregå på et internationalt marked, hvor de frie markedskræfter i denne tid raser ukontrolleret og uhæmmet.

Samarbejdet lokalt mellem de praktiserende læger, kommunerne og hospitalerne har også været i top

Samarbejdet lokalt mellem de praktiserende læger, kommunerne og hospitalerne har også været i top gennem hyppige møder i agile akut-styregrupper, sådan at indsatserne i de forskellige led i sundhedsvæsenet har været tæt koordineret hele vejen igennem.

Også inden for forskning og udvikling har der været en beredvillighed til at samarbejde og dele viden om de teorier, der synes virksomme, enten i forhold til forebyggelse eller behandling af virus’en. Det betyder, at vi her i Danmark er langt fremme med f.eks. at afprøve lægemidler og anden behandling, og forskningsmiljøer i hele verden følger dette med stor interesse.

Unikt samfundssind

Vi har oplevet samfundssind i en grad, hvor almindelige borgere har meldt sig i stort tal til forskellige hjælpeorganisationer. Og sundhedsprofessionelle, der til dagligt er beskæftiget i andre brancher eller jobs, har i stort tal meldt sig til de jobbanker, som er oprettet i de forskellige regioner. Her står de klar til at bringe deres “gamle” uddannelse, viden og erfaring i spil for at hjælpe med at behandle syge patienter og bekæmpe virus’en.

Men hvad får så et meget stort antal læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale til at melde sig under “fanerne” i denne tid for at tage del i kampen mod virus’en? Ja, svaret er naturligvis delvist pragmatisk - det er det, de er uddannede til. Men mange svarer også, at de føler sig forpligtede til at sætte deres viden, uddannelse og erfaring i spil i det professionelle fællesskab i kampen for at bekæmpe virus’en.

Det professionelle fællesskab i kampen for at bekæmpe virus’en

Førhen sagde man, at mennesker ansat i sundhedssektoren blev drevet af et kald - og derfor oplevede en stærk pligtfølelse til at ville udføre deres arbejde til gavn for patienterne. De blev kort sagt drevet af et ønske om, at de gennem deres arbejde kunne “tjene” almenvellet.

Kaldet er vækket til live 

Igennem de seneste år har professionerne selv nedtonet kaldsaspekt, sikkert fordi det kunne være hæmmende i fht. forbedring af løn- og personaleforhold. Hvis man er drevet af et kald, bærer aktiviteten jo lønnen i sig selv. Og så vidt er der nok ikke nogen, der vil gå. I dag vil man nok nærmere sige, at sundhedspersonale (og mange andre offentligt ansatte) er drevet af “public service motivation”, en motivation til at gøre en forskel for andre gennem sit arbejde.

Motivation til at gøre en forskel for andre gennem sit arbejde

Men er det egentlig ikke det samme som et kald? Det tror jeg, men uanset, hvad vi kalder det, så har vi alle i denne situation fået øjnene op for, at de erhverv, der i den normale hverdag ikke er dem, vi hylder og forgylder - det er de erhverv, der står i frontlinjen i kampen for at kontrollere Coronavirus. Det bør vi huske og skønne på, også i fremtiden.

Tusind tak for jeres indsats for os alle - uanset hvad den er drevet af.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Regionsrådsmedlem i Region Midtjylland (S)


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Hvorfor bruger man dog ordet "HAR",når CORONAKRISEN på ingen måde er overstået ? Sundhedssystemets "opgaver" kan da ikke siges at være afsluttet ENDNU. Om 14 dage til 3 uger, vil man kunne se et BOOM af nye og mange COVID 19 smittede. TROR nogen da vel på andet ? Så tager de absolut grundigt fejl. Men,det er tilsyneladende et "must" at få "gang i hjulene" så hurtigt som muligt. Og dem der kommer til at dø,ja det er jo så bare "ærgeligt". FORBRUGET er det vigtigste. Og det samme er omsætning og kolde kontanter. ISKOLDE GRISKE DANMARK.

Skamros til sig selv. Skamros. Bare vent og se hvad der sker. Der vil blive NOK at se til.

Annonce