Annonce

Er topskattelettelser mere værd end de liv, vi redder på sygehuset

Kristian kommer aldrig tilbage – men vi har stadig en mulighed for at forbedre vores sundhedsvæsen
Da jeg gik i gymnasiet mistede jeg min rigtig gode ven, Kristian. Han nåede kun at blive 18 år. Han døde i december. Efter ni måneders sygdom. Det var kræften der tog ham. Egentlig troede vi, at han havde kyssesyge. Det var i marts måned.

Lægen var enig. Men sendte ham alligevel til yderligere tjek. Det var lymfekræft


Kristian og jeg havde kendt hinanden fra vi var børn. Siden havde vi været elitesvømmere sammen. I gymnasiet blev vi trænere for svømmeklubbens børnehold. Jeg husker ret tydeligt, hvordan han en dag stod på kanten med tørklæde på. Han havde ondt i halsen. Det fortsatte. Og et par uger efter konkluderede vi, at det måtte være kyssesyge.
 

Lægen var enig. Men sendte ham alligevel til yderligere tjek. Det var lymfekræft. Den spredte sig hurtigt. Og ni måneder senere lå han i en kiste, mens der grådkvalt blev sunget ”rør ved mig, så jeg mærker at jeg lever”.

Alt for mange mister hvert år venner og familie

Kristian har stor betydning for, hvorfor jeg er endt i politik. Kristian og jeg diskuterede samfundet. Vi diskuterede fremtiden. Vi diskuterede vores liv. Lige indtil den dag han ikke trak vejret mere. Jeg tror mange vil kunne nikke genkendende til historien om Kristian. Alt for mange mister hvert år venner og familie. Desværre.

Ingen af os ved, hvor længe vi har livet. Vi ved ikke, hvor længe vi har hinanden. Derfor har vi en fælles pligt til at få det bedste ud af tiden. Være søde ved hinanden. Og ikke mindst, sikre, at der er hjælp at hente, når det pludselig går stærkt. En af de sidst ting jeg lovede Kristian var at kæmpe for bedre kræftbehandlinger.

Hvordan kan topskattelettelser nogensinde være mere værd end de liv, vi kan rede med de flere kroner til vores sygehuse?

I et stærkt velfærdssamfund som Danmark må det have højeste prioritet, at alvorligt syge mødes af den bedste og mest professionelle behandling. Egentlig kan det undre mig, at vi overhovedet skal diskutere det. For hvordan kan nogen tro på, at den bedste behandling ikke hænger sammen med økonomisk prioritering?

Hvordan kan nogen mene, at prioriteterne er i orden, når der stadig er patienter, der ikke behandles indenfor behandlingsgarantien? Hvordan kan topskattelettelser nogensinde være mere værd end de liv, vi kan rede med de flere kroner til vores sygehuse?

Velfærd er vigtigere end skattelettelser

Når jeg er i politik er det fordi jeg har et stærkt ønske om at forbedre vores samfund. Ikke mindst vores sundhedsvæsen. Det var derfor jeg gik ind i politik. Og det er derfor jeg stadig er i politik. De kommende måneder i dansk politik vil vise, om det lykkedes at hjælpe sygdomsramte som Kristian.

Jeg tvivler på det lykkedes før vi får en regering, der tør træffe et politisk valg om, at velfærd er vigtigere end skattelettelser.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Folketingsmedlem, gruppenæstformand og ligestillingsordfører for Socialdemokratiet. 


Flere artikler om emnet