Annonce

Er uddannelse ikke længere en fælles opgave?

Et nyt privat forskningscenter er et eksempel på, at politikerne måske er ved at skubbe uddannelse ud af fællesskabets hænder.
Syddansk Universitet (SDU), Danfoss, Linak, Region Syddanmark og Sønderborg Kommune er blevet enige om at poste i alt 175 millioner kroner i oprettelsen af et nyt center, der får navnet Center for Industriel Elektronik (CIE).

Centret skal indeholde forsknings-, innovations- og testfaciliteter på internationalt topniveau. Det skal samtidig danne basis for at udbyde nye ingeniøruddannelser på elektronikområdet på civilingeniør- og diplomingeniørniveau. Det skriver Danfoss i en pressemeddelelse.

Burde det ikke være kollektiv opgave at sørge for, at der er de efterspurgte uddannelser?

Umiddelbart lyder det som rigtig god nyhed for Syddanmark, men også for industrien og uddannelsesområdet generelt. Men tanken om, at private virksomheder begynder at skyde penge ind i oprettelsen af uddannelser, er en falliterklæring i sig selv. For burde det ikke være kollektiv opgave at sørge for, at der er de efterspurgte uddannelser? En opgave, som vi finansierer i fællesskab over skatten.

Politikerne svigter
Hvis der var tale om et uddannelsesudbud, som kun Danfoss og Linak ville nyde god af, vil det måske give mening, at disse virksomheder også betaler gildet. Men når vi taler om en ingeniøruddannelse, som vil gøre gavn for det danske samfund, må man spørge sig selv, om det ikke er staten og samfundets opgave at stå for uddannelsen.

Et andet eksempel er de netop overståede overenskomstforhandlinger på industriens område, hvor man afsatte 200 millioner kr. til efteruddannelse. Det er egne opsparede midler. Man vil blandt andet uddanne ufaglærte til faglærte på fuld løn under uddannelsen. Igen kan spørge sig selv, om det ikke er en samfundsopgave at sørge for, at folk efteruddanner sig til fremtidens arbejdsmarked?  Det bør vel ikke være lønmodtagerne i industrien, der gennem deres overenskomst selv betaler for efteruddannelse.

Når Danfoss og Linak gør, som de gør, er det vel, fordi politikerne har svigtet.

De to eksempler herover er i hvert fald et symptom på noget andet. Det udstiller nemlig, at man fra politisk side er ved at skubbe ansvaret og regningen for uddannelse og efteruddannelse over til virksomhederne og medarbejderne. Når Danfoss og Linak gør, som de gør, er det vel, fordi politikerne har svigtet. Det samme med industriens overenskomst. Politikerne har ikke sikret et ordentligt kollektivt efteruddannelsessystem.

Flere penge til forskning, tak!
Derfor glæder det mig også, at DI og CO–Industri er kommet med et fælles forskningsudspil, hvor et af deres 10 punkter er, at de offentlige investeringer i forskning og innovation øges, så de udgør 1,5 procent af BNP i 2025. Det vil betyde en ekstra investering på cirka 9 milliarder kroner årligt. Her taler vi netop om skattefinansieret forskning og uddannelse på fællesskabets hænder.

Hvis man kigger ud i verden, kan man se, hvad det betyder, hvis det offentlige investerer i uddannelse, forskning og innovation. Prøv at se på Beijing, Kina. Beijing kan som videns-region måle sig med de allerstærkeste europæiske og amerikanske regioner med investeringer i forskning og udvikling svarende til knap 6 procent af BNP.

I Beijing finder man Kinas svar på Silicon Valley, Zhongguancun Science Park, der huser globale teknologivirksomheder som Google, Microsoft og kinesiske Lenovo. Også på den offentlige forskningsfront står Beijing stærkt med Peking University og Tsinghua University, der begge er blandt de 40 bedste universiteter i verden.

Derfor må opfordringen til politikerne være: Hæv investeringerne i uddannelse og viden. Pengene kommer mange gange tilbage, ved at vi er eftertragtede for virksomhederne og kan tilbyde den arbejdskraft, de efterspørger.

Kasper Palm er faglig sekretær i Dansk Metal.


‘Dagens Pioklumme’
er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, om de emner der sætter dagsordenen i arbejderbevægelsen. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

 

Forbundssekretær i Dansk Metal


Flere artikler om emnet