I slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet er klaveret stort set den eneste type underholdning i hjemmet. Produktionen af klavererne foregår i små, familiedrevne virksomheder i små baggårde. Steinway, som bygger klaver og flygler i Tyskland, får øje for dette marked. Steinway emigrerer til New York i midten af 1800-tallet og begynder at masseproducere klaverer til den almene amerikaner.

Højdepunktet for Steinway er i 1905, hvor de producerer 400.000 klaverer. Herfra går det stille og roligt ned af, da grammofonafspilleren begynder at vinde frem. Den blev opfundet af Edison i 1877, men slår for alvor igennem i 1915. Den udkonkurrer klaveret, og nu skal man ikke øve sig længe eller bruge mange penge på klavertimer for at nyde en koncert hjemme i stuen.

Fra klaverer til svævefly og kister
I 1914 udgjorde klaversalget 56 millioner dollars. Det var mere end dobbelt så meget som grammofonen, men allerede i 1919 udgjorde salget af grammofoner 158 millioner dollars. I 1933 havde 2/3 af alle amerikanske hjem mindst en radio, og under depressionen gik det helt galt. Steinway prøvede at komme igennem 2. verdenskrig ved at producere svævefly til de allierede, men efter krigen kunne de ikke komme af med det tømmer, de stadig havde tilbage, og som havde ligget for længe på deres tømmerværft. Derfor begyndte de at bygge kister. Klaverfabrikanterne producerer i dag 8 procent af, hvad de gjorde, da de var på deres højeste i 1905.

Så det er jo dårlige nyheder, er det ikke? Ikke mindst for dem der arbejder i klaverindustrien. Men hvad med alle dem, der arbejder i de brancher, der udkonkurrerer klaverbranchen? I dag arbejder mere end 200.000 amerikanere i tv- og radiobranchen, 400.000 arbejder med film- og lydindspilninger og 100.000 med elektronisk udstyr til branchen. Alle er vel også enige om, at forbrugerne er bedret stillet i dag, end da klaveret var eneste underholdning i hjemmet.

Fremtidens industrier kalder på mere uddannelse
Når teknologi, trends og smag ændrer sig, forsvinder én industri for at en anden industri opstår. Måske er det med flere job til følge, måske ikke. Måske gør maskiner, hvad folk plejede at gøre. Lyder det ikke som noget, vi oplever i dette århundrede?

Hvad er svaret så til de mennesker, hvis industri forsvinder? Svaret er, at der opstår nye industrier, hvor der er brug for folk. Men svaret er også, at vi skal være omstillingsparate og videreuddanne os for at have de rigtige kompetencer. Når man tager en uddannelse i dag, så er det ikke en uddannelse, du kan leve af resten af dit arbejdsliv. Nej, du uddanner dig også for at kunne videreuddanne dig senere!

Det skal følges op fra politisk side. Vi skal have de rigtige systemer og tilbud, så folk kan få efteruddannelse og opkvalificering i løbet af deres arbejdsliv. I disse tider er det desværre mest fagbevægelsen, der har haft fokus på efteruddannelse gennem overenskomsterne. Politikerne har ikke været så optaget af det, som de burde være.

 

Kasper Palm er faglig sekretær i Dansk Metal.

‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, om de emner der sætter dagsordenen i arbejderbevægelsen. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.