Berlingske bragte i går under overskriften "Hvor er vores parti?" en artikel om, at mange lærere føler sig partiløse som konsekvens af lockouten og koblingen mellem finansiering af folkeskoleudspil og overenskomstforhandlinger.

Artiklen blev fulgt op af en – godt nok lidt tvivlsom – måling om at kun fem procent af lærerne på nuværende tidspunkt vil stemme på enten S, SF eller de radikale. Til gengæld vil 10 % stemme Dansk Folkeparti og hele 35 % siger, at de ville stemme på Enhedslisten.

Jeg forstår også godt, at man som trofast SF, S eller R-vælger er edderspændt rasende på det svigt, man oplever at være udsat for.

Til artiklen i Berlingske siger formanden for Glostrup Lærerforening, Lene Jensen, om sine kolleger: "De kan ikke se sig selv nogen steder. Dansk Folkeparti og Enhedslisten er ikke traditionelle lærerpartier, men hvis vennerne sidder der, så er vi jo nødt til at sætte vore kryds hos dem."

Jeg forstår godt, at bølgerne går højt, og at der er en stærk kollektiv bevidsthed hos de danske lærere. Jeg forstår også godt, at man som trofast SF, S eller R-vælger er edderspændt rasende på det svigt, man oplever at være udsat for.

Men kære lærere i Glostrup og omegn. Helt ærligt.

Har jeres lokalformand virkelig ret i, at I overvejer at stemme på et af Danmarks to yderfløjspartier, fordi I ikke kan få faste regler for, hvornår I er på arbejde, og hvordan overarbejde gøres op i løbet af en måned?

Hvis det er tilfældet, så er det et tilfælde af blindt raseri.

Blindhed må der være tale om, hvis man som mangeårig centrum-venstrevælger overvejer at stemme på et parti, hvis folkevalgte bl.a. foreslår bortvisning af fastende elever eller karakterer fra 1. klasse.

Det er muligt, at regeringens stålsatte vilje til ændringer virker voldsom og kold midt i denne lockout. Men det ændrer forhåbentlig ikke ved, at politik og grundlæggende samfundssyn IKKE er lig diskussionen om tilrettelæggelse af arbejdstid.

Eller i den modsatte grøft tilvælger drømmen om det kommunistiske samfund med hvad der dertil hører af lukning af børserne, opløsning af politiet og deling af vaskemaskiner og iPads.

Kære partiløse lærere. Det er muligt, at regeringens stålsatte vilje til ændringer virker voldsom og kold midt i denne lockout. Men det ændrer forhåbentlig ikke ved, at politik og grundlæggende samfundssyn IKKE er lig diskussionen om tilrettelæggelse af arbejdstid.

Når I rent faktisk står i stemmeboksen, så håber jeg, I hæver blikket og overvejer, om en kamp om arbejdstid kan legitimere et så radikalt partiskifte som det jeres lokalformand siger, I overvejer.

For når røgen har lagt sig efter den nuværende konflikt, så skal velfærdssamfundet altså stadig finansieres og sammenhængskraften bevares. Og det sker altså ikke med et stærkere Enhedslisten og Dansk Folkeparti. Tværtimod.