Erhard forstod den lille mands bekymring

At gøre Erhard Jacobsen til helgen i kampen for at flytte Socialdemokratiet ud på den identitetspolitiske venstrefløj, er som at drive fanden ud med Beelzebub
Den socialdemokratiske studenterorganisation Frit Forums formand Mathias Würtzenfeld formulerede fornyelig det overraskende synspunkt, at Socialdemokratiet i dag skulle gøre som Erhard Jakobsen, og derfor føre en mere venstreorienteret værdipolitik og lytte mere til kultureliten og humanisterne på universiteterne.

Erhard

Ølstykke frem for Soweto
Erhard Jakobsen afskyede det venstreorienterede universitetsmiljø og kultureliten. Han bifaldt USA’s napalmbombardementer over Vietnams civilbefolkning. Han støttede apartheid og påstod, at beboerne i den ludfattige Soweto-forstad, hvor politiet dræbte hundredevis af civile i 1976, havde det lige så godt som folk i Ølstykke. Han beklagede sig over de veluddannedes indtog i Socialdemokratiet og mente, at de skubbede almindelige typografer og snedkere ud, og drejede partiet i den forkerte retning. Han stiftede en forening for at modarbejde kultureliten og journalisternes påvirkning af DR’s udsendelser.

At gøre Erhard Jakobsen til helgen i kampen for at flytte Socialdemokratiet ud på den identitetspolitiske venstrefløj, er som at drive fanden ud med beelzebub

At gøre Erhard Jakobsen til helgen i kampen for at flytte Socialdemokratiet ud på den identitetspolitiske venstrefløj, er som at drive fanden ud med Beelzebub.

Forståelse for den brede befolknings bekymring
Der er derimod langt vigtigere ting, vi i dag kan lære af Jacobsens politiske liv.  Hans stærkeste side som politiker var nemlig, at han havde forståelse for den brede befolknings bekymring over samfundsudviklingen i årene efter ungdomsoprøret.

Jakobsen var en af de første til at gennemskue, at ungdomsoprøret aldrig mødte forståelse i den brede befolkning.

Jakobsen var en af de første til at gennemskue, at oprøret aldrig mødte forståelse i den brede befolkning. Da Finn Einer Madsen, som var grosserersøn fra Gentofte, smed KU’s rektor Mogens Fog ned fra talerstolen i 1968, var det ikke et folkeligt oprør, men en politisk kamp mellem de i forvejen velstillede. Et oprør, som aldrig kom til det folkelige Danmark, hvor man i stedet værdsatte parcelhusene, foreningslivet, moderne idrætsfaciliteter og gode skoler. Hvor arbejderbevægelsen langsomt skabte bedre vilkår for folk, der ligesom Jakobsen selv, var vokset op i fattigdom.

En tillidsmand for det folkelige Danmark
Når han var bedst, var Erhard Jakobsen en tillidsmand for det folkelige Danmark i en omskiftelig tid. På samme måde, som nutidens socialdemokrati, når det er bedst, er en stemme for det folkelige Danmark i en politisk turbulent tid. Et parti, der stoler mere på en tillidsmand på Als eller en foreningsformand på Vestegnen, end på dem, der dominerer i mediernes spalter. Det gælder for arbejdsmarkedspolitikken, for uddannelsespolitikken, men også for den flygtningepolitik, der virker til at være Würtzenfelds egentlige ærinde.

For først og sidst er det lokalsamfundene i forstæder og provinsens byer, der skal bære de udfordringer, som følger med integrationen. Det er dem der ender med opgaven, og derfor er det helt i Erhard Jakobsens ånd, når Socialdemokratiet først og fremmest lytter til dem.

 

Kaare Dybvad er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.


placeholder

Annonce