Erhvervsminister: “Jeg har ikke noget behov eller ønske om at udskamme nogen”

Efter kras kritik fra blå blok, de radikale og erhvervslivet er Simon Kollerup nu i dialog med IKEA om genåbningen af varehus-kæden
Foto: Keld Navntoft
Erhvervsminister Simon Kollerup (S)
Erhvervsminister Simon Kollerup er nu i dialog med varehus-kæden IKEA.

Det oplyser Kollerup over for DR Nyheder.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S)  har været genstand for kras kritik fra partierne i blå blok, de radikale og erhvervslivet, fordi han søndag-mandag kritiserede IKEA for at genåbne deres fem varehuse i Danmark uden at have koordineret genåbningen nærmere med regeringen og myndighederne.

Kollerup understreger over for DR Nyheder, at hans eneste formål med kritikken har været at sikre en ”kontrolleret og koordineret genåbning af samfundet og erhvervslivet”:

Jeg har ikke noget behov eller ønske om at udskamme nogen. Jeg har som erhvervsminister intet behov for at skulle være en, der udskammer. Men det er klart, at når en regering gerne vil lave en forsigtig, kontrolleret genåbning af Danmark, så skal det også foregå koordineret,” understreger Simon Kollerup.

Statsministeren: “Vi skal løse det med IKEA”

Erhvervsministerens melding kommer efter, at statsminister Mette Frederiksen under en forespørgselsdebat onsdag eftermiddag om den forestående yderligere genåbning af Danmark udtalte, at “vi skal løse det med IKEA”:

“Vil der opstå nogle konkrete eksempler på noget, der umiddelbart ikke giver mening? Ja, det vil der. Vi har aldrig lukket et samfund ned før. Vi skal løse det omkring IKEA.”

Erhvervsministeren sagde søndag, at han var bekymret for, at varehuset "midt i en sundhedskrise vælger at overhøre myndighedernes advarsler".

IKEA har aldrig fået påbud om at lukke

IKEA har aldrig fået påbud om at lukke. IKEA kunne derfor have holdt åben under hele nedlukningen - på linje med byggemarkeder som Bauhaus, Silvan og elektronik-kæderne El-Giganten og Power, der har holdt åben i alle store selvstændige varehuse, der ikke udgør en del af et shoppingcenter. Men IKEA valgte at lukke ned frivilligt 18. marts.

På den baggrund kom minister-kritikken bag på IKEA. Også fordi varehus-kæden mener at have fulgt alle anvisninger fra myndighederne - herunder sundhedsmyndighederne - i forbindelse med genåbningen. Blandt andet er IKEA-spisesteder lukket ned, og der må maksimalt opholde sig 3.500 ad gangen i varehuset i Taastrup, mod normalt  det dobbelte.

Minister: “God dialog” 

Men nu er Erhvervsministeriet og ministeren i dialog med IKEA:

Vi har taget en god dialog med IKEA

“Vi har taget en god dialog med IKEA, fordi vi har det ønske som regering, at vi har styr på genåbningen. Det tror jeg, vi kan lykkes med god dialog, som vi har det med hele den sektor, som IKEA også er en del af. Vi leder efter løsninger,” siger ministeren til DR Nyheder om dialogen og fortsætter:

“Vi vil bare som regering gerne have en koordineret genåbning af Danmark, så den ene hånd ved, hvad den anden laver, og vi har styr på, at det er kontrolleret og foregår forsvarligt. For hvis vi glemmer det, så bliver vi alle sammen slået tilbage til start – også vores sundhedsvæsen og vores virksomheder generelt.”

Simon Kollerup ærgrer sig over forløbet:

Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, hvordan det er blevet udlagt de seneste par dage

“Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, hvordan det er blevet udlagt de seneste par dage. Jeg har ikke andet ønske end at vores erhvervsliv kan blive ved mere at åbne mere og mere op.”

IKEA må skære ned på antallet af kunder

Sent torsdag aften offentliggjorde Erhvervsministeriet indholdet af en aftale indgået mellem sundhedsmyndighederne, erhvervslivet, regeringen og Erhvervslivets Coronaenhed vedrørende genåbningen af store varehuse, der har været lukket ned frivilligt.

Aftalen indebærer blandt andet, at der kun må opholde sig 1.250 kunder ad gangen pr. 25.000 kvm. varehus.

Konkret betyder det, at IKEA i Taastrup, der er 37.000 kvm. stort, men hvor det egentlige butiksareal kun udgør 25.000 kvm., kun må tage 1.250 kunder ind ad gangen. Markant færre end de 3.500, som IKEA meldte ud op til genåbningen mandag denne uge.

Opdateret kl. 8.00 1.5. 2020 med aftalen indgået mellem regeringen og erhvervslivet.

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Jeg hørte det interview og journalisten blev ved og blev med at presse for at få et negativt svar. Jeg synes ikke han uddannede nogen, men redegjorde for regeringens anbefalinger. Problemet var så at andre firmaet pressede på for at gøre det samme. Han var virkelig i en kattepine, og fik formuleret sig forkert. De er nu i dialog og finder løsning, og så kan der vist ikke koges mere suppe på den pind

Udskammede. Sku der stå