Erhvervspolitik kan blive fremtidens store jobskaber

Der er en gryende uenighed mellem kommuner og regioner om ansvaret for den regionale erhvervspolitik. Kommunerne mener ikke, regionerne løser opgaven godt nok, og vil flytte den over i nye kommunale samarbejder
Der er en gryende uenighed mellem kommuner og regioner om ansvaret for den regionale erhvervspolitik. Kommunerne mener ikke, regionerne løser opgaven godt nok, og vil flytte den over i nye kommunale samarbejder, som de kalder Business Regions. Regionerne ønsker at beholde opgaven, men er formentlig indstillet på at løse den på en ny måde.

Hvad er op og ned i den diskussion? Og kan der fremføres solide argumenter for, at opgaven ligger bedst i enten kommunerne eller regionerne?

Diskussionen burde tage udgangspunkt i, hvad det er for en opgave, der skal løses og i lyset heraf, hvilken administrative enhed, der er bedst til det.

Det er min opfattelse, at den vigtigste opgave for erhvervspolitikken i de næste mange år er skabelsen af nationale samarbejder, der kan løse de store globale og samfundsmæssige problemer. Det kræver en kæmpeindsats på både nationalt, regionalt og kommunalt niveau, og ikke mindst det regionale niveau står overfor en stor, men også vanskelig opgave.

Regionerne har samlet erfaringer og opbygget kompetencer på det erhvervspolitiske område, hvorfor det vil være både uforståeligt og uhensigtsmæssigt at overlade opgaven til frivillige kommunale samarbejder, som vi ikke ved, hvordan vil virke. Og hvis samarbejdet ikke skal være frivilligt, men lovsbestemt, vil det være bagvendt at fratage regionerne opgaven og lovgive om nogle nye regionale samarbejder i stedet for.

Den erhvervspolitiske opgave
Det er en bunden opgave, at udfase de fossile energikilder og erstatte dem med bæredygtige energikilder som vind, sol, vand og biomasse. På verdensplan er der voksende enighed om, at opgaven skal løses i løbet af de næste 30- 40 år. Det er også en bunden opgave, at stoppe forbruget af andre udtømmelige ressourcer og indføre en cirkulær økonomi – en samfundsøkonomi, hvor udtømmelige ressourcer genbruges i stedet for at blive brændt af, mens nye, men knappe ressourcer graves frem. Skal ni milliarder mennesker om 30 - 40 år have ordentlige levevilkår skal vi udfase de fossile brændstoffer og indføre en cirkulær økonomi.

Det vil kræve en industriel revolution, som i omfang kan måle sig med, hvad menneskeligheden tidligere har formået, men for at lykkes skal vi organisere os anderledes, end vi hidtil har gjort.

Den bundne opgave kan ikke løses af hverken staten eller markedet. Opgaven kan kun løses, hvis der skabes nye innovative samarbejder mellem private virksomheder, forskningen, offentlige myndigheder og civilsamfundet. At danne sådanne nye innovative samarbejder til løsning af globale udfordringer bliver den afgørende rolle for regionerne. Men regionerne kan ikke løse opgaven alene – både nationale regeringer og kommuner har en vigtig rolle at spille.

Regeringernes rolle
Nationale regeringer er krumtappen i det internationale samarbejde, om at opstille fælles mål for løsningen af de globale udfordringer. Det arbejde er langt fremme på klimaområdet og med FN’s verdensmål udbredes opgaven til stort set alle områder af betydning for livsvilkårene på jorden.

Internationale og nationale mål giver en retning og er således udgangspunktet for skabelsen af innovative samarbejder for at løse opgaven. Uden fælles mål, som der er en tro på, at regeringer vil arbejde hen i mod, vil det ikke være muligt at få et tilstrækkeligt engagement fra private virksomheder og forskningen.

Fælles mål er imidlertid ikke nok. Nationale regeringer må også fastlægge afgifter, priser og regler som kan bidrage til løsningen eller i hvert fald ikke er uoverstigelige barrier for at finde løsninger.

Staten har simpelthen ikke den viden, der skal til for at finde løsningerne

Nationale regeringer har ikke selv de nødvendige redskaber til at finde løsninger på de globale udfordringer. Ej heller kan nationale regeringer pålægge kommuner eller regioner en konkret måde at løse opgaven på. Staten har simpelthen ikke den viden, der skal til for at finde løsningerne, og staten kan heller ikke skaffe sig den. Der er brug for innovative eksperimenter på samfundsplan, men det er ikke en opgave for regeringer og parlamenter. De er for langt væk fra borgerne.

Markedets rolle
Uden markedet og konkurrence mellem private virksomheder løses opgaven heller ikke, men markedet og konkurrencen kan ikke alene finde løsninger på de globale udfordringer. Tværtimod vil det gå helt galt, hvis for meget overlades til markedet.

Der er mange historiske eksemplerne på, hvor galt det kan gå, hvis markedet er helt frit, det vil sige helt uden regulering. I en svunden tid kunne alle hente så meget brænde, som var nødvendig for at holde varmen og tilberede maden, hvilket endte med et Danmark uden træer, og hvis alle i dag kunne fiske, så meget de havde lyst, ville vi ende med en verden uden fisk.

At forestille sig, at private virksomheder i fri konkurrence f.eks. kunne udvikle et bæredygtigt energisystem, der tilbyder pålidelig energi til overkommelige priser, er en umulig tanke.

Kommunernes opgave
Kommunerne ejer mange af de selskaber, som leverer de forsyninger, vi alle er afhængige af. Det gælder bl.a. el, varme og vand, men det er også kommunerne der administrerer en stor del af tilladelserne til at hente råstoffer fra naturen og regulere, hvordan vi skiller os af med affaldet fra produktion og privatforbrug.

Kommunerne spiller også en helt central rolle i vigtige offentlige funktioner som uddannelse og sundhed, hvor nye løsninger også er nødvendige.

Kommunerne har derfor en central placering, når der skal findes nye bæredygtige løsninger på de globale og samfundsmæssige udfordringer.

Men som regeringerne eller markederne ikke alene kan skabe fremtidens løsninger, kan kommunerne det heller ikke. De har ikke den nødvendige viden, men da de er tæt på borgerne, har de den nødvendige politiske legitimitet til at igangsætte innovative eksperimenter med private virksomheder og forskningen for at finde nye bæredygtige løsninger.

De problemer, der skal løses, går imidlertid tit på tværs af de kommunale grænser, og selv de største kommuner er for små til at finde holdbare løsninger på mange af de store udfordringer.

Et eksempel er Københavns Kommunes CO2 mål, som kun kan løses, hvis kommunen holder op med at afbrænde plastikaffald. Ikke at det alene løser CO2 udfordringen. Slet ikke, men uden genbrug af plastik løses opgaven ikke. Selv de bedste anlæg til sortering og oparbejdning af plastik når kun ca. 50 procents genbrug, resten deponeres eller brændes. Der er altså brug for at udvikle mere avancerede anlæg, men Københavns Kommune har så lidt plastikaffald, at det ikke er økonomisk interessant at engagere private virksomheder i at udvikle et nyt og mere avanceret anlæg til sortering og oparbejdning af plastik.

Københavns Kommune er derfor gået i samarbejde med 40 andre kommuner samt Region Sjælland og Region Hovedstaden og ladet klyngeorganisationen Clean lave et EU-udbud om et innovativt samarbejde, der skal føre til udvikling af verdens mest avancerede anlæg til genbrug af plastik.

Regionernes rolle
Som eksemplet med genbrug af plastik viser, er der brug for innovative samarbejder mellem private virksomheder, forskningen og offentlige myndigheder for at udvikle konkrete løsninger på de globale og samfundsmæssige udfordringer. Men der er også brug for kritisk masse. Der er brug for politikere, der er tæt på borgerne, og som på troværdigt vis kan tage ansvar for konkrete løsninger på globale udfordringer. Derfor ser vi også verden over, at det er Metropolerne, der fører an ikke mindst i USA og Kina, men også mange steder i Europa. Danmark har ingen Metropoler, men vi har regioner og til mange opgaver har de kritisk masse eller de kan etablere samarbejde mellem regionerne, så der opnås kritisk masse.

Fælles løsninger
Der skal skabes et intelligent el-net, som kan levere pålidelig strøm baseret på vind, sol og biomasse, og måske også bølgeenergi. Men da vinden ikke altid blæser og solen ikke altid skinner, er der brug for at lagre energi. Ved at integrere et intelligent el-net (Smart grid) med varmeforsyning og bæredygtig transport kan der høstes synergieffekter og lagringsmuligheder, som gør en løsning mulig, der også kan levere strøm til en rimelig pris. Men at komme dertil kræver innovative eksperimenter, som regionerne kan sætte i værk i tæt samarbejde med de kommuner, der ejer nogle af de selskaber, der skal være med.

For at sætte turbo på etableringen af innovative samarbejder må regeringen udforme en rammelov, hvor det bestemmes, at regionerne skal påtage sig denne opgave i et tæt og tillidsfuldt samarbejde med kommunerne.

Perspektiverne er store. De ressourcer, der hidtil er brugt til at uddele statslige og regionale støttemidler til private virksomheders innovationsprojekter, bør i stedet bruges til at investere i innovative samarbejder, der skal finde løsninger på globale og samfundsmæssige udfordringer.

I erhvervspolitikken kaldes det intelligent offentlig efterspørgsel, innovative udbud og klog regulering

Det skal samtidig sikres, at de løsninger, der udvikles, også gennemføres. Det kræver, at de ansvarlige – som ofte vil være offentlige selskaber eller offentlige institutioner – er med i udviklingen af løsningerne fra start til slut.  I erhvervspolitikken kaldes det intelligent offentlig efterspørgsel, innovative udbud og klog regulering. Lykkes det, kan erhvervspolitikken blive fremtidens største og mest bæredygtige jobskaber.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jørgen Rosted er tidligere departementschef i Erhvervsministeriet (1993-2001). Han uddannet cand.polit og har ligeledes arbejdet i Det Økonomiske Råd, Finansministeriet og været udviklingsdirektør i forsknings- og analyseenheden FORA under Erhvervs- og Byggestyrelsen.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

 

 

 


Kommentarer fra Facebook