Erindringens folder fra midten af ungdomsoprøret

På mange leder og kanter fungerer vores erindringer således, at de bider sig fast i detaljer, der nok overfladiske ikke rigtig ser ud af noget, men som så alligevel udgør en skæbnesvanger erfaring, der har præget vores liv i dybden. 

Det vidste Sigmund Freud jo godt, og hele ideen med psykoanalysen handler grundlæggende om, at vi gennem barndommen præges således, at vores karakterer dannes af mod- og medgang i udviklingen af lysten. 

Jens-Martin Eriksen er så dybt præget af sin generation, hvis ypperste, endnu levende digterstemme er Søren Ulrik Thomsen. 

Denne tids unge, der gjorde op med tressergenerationens frigørelsesprojekt, hvor psykedelika, håb og drømme var så helt igennem præget af anti-amerikanisme, anti-forbrugerisme og et opgør med konkurrencesamfundets hamsterhjul, blev skæbnesvanger for den næste generations modkulturelle skuffelsesreaktioner. 

Man kan tydeligt læse dette spirende generationsoprør i sprækkerne mellem den ene generations opgør med den anden, der tidsmæssigt nærmest kolliderer, i Jens-Martin Eriksens nye novellesamling, 'Livet i Paradis', der er en fortsættelse af hans novellesamling fra 2022, 'Natten er jordens skygge'. 

Den marxistiske ideologis vrangsider

Vi følger forfatterens alter ego, det er dybt præget af egne erfaringer og erindringer, midt i sluttressernes spirende ungdomsoprør, der på en underlig skæv facon hverken kan finde sig til rette i selve oprøret, men ej heller kan slå rod i det traditionelle, borgerlige liv, som synes at være under afvikling. 

Læs også:Bare vent og se. Denne roman om indføring i kunstens historie bliver også en kæmpe succes i Danmark

De håbefulde og magtkritiske unge hippier fandt tryghed i kollektiverne og marxismens profetiske ideologi, for siden at falde til patten, simpelthen ved at vinde totalt på den kulturelle slagmark, og ende med at sidde godt i det, med far-mor-børn-hund-hus samt en karriere, der har fyldt deres lommer med guld og usselt mammon. 

Imens sad der en lille rest af unge mennesker, der pludselig mærkede fraværet af reel forandring, og som siden, op gennem halvfjerdserne og firserne ramtes af stagnation, arbejdsløshed, eksistentiel og kulturel pessimisme. 

Som bekendt tog Michael Strunge billetten i en psykose

Disse unge mennesker, der oplevede den marxistiske ideologis vrangsider, og oprørernes slet skjulte individorienterede narcissisme, hvor så mange børn og arbejdere siden følte sig forrådt og overladt til sig selv. 

De blev dem der skabte den ‘blå revolution’, fyldt til randen med melankoli og vrede, bitterhed og vild, hvid støj, i form af punkmusik, storbyromantik, død og et stort behov for at lade erindringen finde frem til de sår, som gjorde dem alle til halve, smukke vrag, der aldrig kunne forliges med hippiernes alt for selvsikre selvfedme. 

Som bekendt tog Michael Strunge billetten i en psykose, og Dan Turell skrev - igen og igen - om hverdagens stilfærdigt fortryllende og gådefulde mysterie, helt blottet for egentlig ideologi, mens så mange andre af tidens kunstnere faldt for misbrugets slangebid, for eksempel maleren Hans Henrik Lerfeldt, der blev narkoman og døde af selvsamme. 

Flakkebjerg kostskole

Disse firserdigtere og kunstnere havde ikke samme aversion mod den amerikanske kulturindustri, som hippierne, men var samtidig præget så dybt af psykoanalysens forståelse af erindringens dybder, at de endte med at lede efter deres tabte jeg'er, midt i moradset af Hollywood og alle mulige andre former for habengut, der ligesom eroderede skellet mellem høj- og lavkultur. 

Det er her, at Jens-Martin Eriksens noveller kommer ind i billedet. 

I 'Livet i Paradis', der udkommer i dag, beskriver han hvorledes han som ung i sluttresserne sendes på Flakkebjerg kostskole, der dengang var præget af borgerskabets religiøse og moralske fordømmelseskultur, samtidig med, at ungdomsoprøret ulmer og tilbyder nye orakler og vækkelsesprædikanter, der dyrker de socialistiske smårevolutioner som var det Jesus, der var vendt tilbage, præcis som musicalen 'Hair' så glimrende illustrerede det. 

Læs også:En sommer på poesikur: Digtsamlinger i stedet for murstensromaner

Jens-Martin Eriksen blev som helt ung forældreløs, og hans oplevelser af netop det, gjorde, at han blev et søgende menneske, der endte med at stå helt alene, hvilket gjorde hans færd gennem livet til en retningsløs, frustreret og forvirrende affære, der ikke bare kunne søge ly i rendyrket ideologi. 

'Livet i Paradis' handler om disse formative år, hvor fortæller-jeg'et erkender, at der efter faderens død ikke er nogen vej tilbage, samtidig med, at ungdomsoprørets tilbud om en ny art frelse bliver overskygget af en slange, der bider fra sig. 

Det er derfor, at hele affæren med Freud for firsergenerationen bliver så afgørende. 

På jagt efter autentiske erindringer

Man ser det tydeligt i Søren Ulrik Thomsens digte, der hele tiden kredser om tilsyneladende tilfældige erfaringer, oplevelser med fortiden, der bliver præsenteret som skelsættende, fordi de har skabt individets karakter. 

Mens dem, der hyldede Freud købte ind på selve psykoanalysens idé om, at barnet bliver hæmmet af moralske kvababbelser, i form af forvrænget seksualitet, bliver firsernes digtere mere flydende, ja, faktisk postmoderne, fordi de ikke har et fast skema for frelse og forløsning. 

Læs også:'Habitat' er en af de bedste danske romaner i mange år

Jens-Martin Eriksen skriver præcis sådan, evig på jagt efter autentiske erindringer, der bliver præsenteret gennem små og store øjeblikke, der er konkrete, men nærmest blottet for mening. 

Og det virker bare så forbandet godt! Novellerne beretter om store og små hændelser, men fælles for dem alle er, at de indeholder erkendelser, der bliver skæbnesvangre for det jeg, der oplever dem. 

Jens-Martin Eriksens status som forældreløs er unik

Det er i disse sprækker, midt i selve ungdomsoprøret, at Jens-Martin Eriksen og co. finder ud af, at alle former for ideologi faktisk også - ironisk nok - indeholder fadæser, fortrængninger, der koster menneskeliv. 

Den unge, konstruerede Jens-Martin Eriksen, ser det hele gennem sine formative, forvirrende år, hvor så mange af idealisterne går under, fordi de mærkes af overgreb og misbrug, samtidig med, at han selv bliver desillusioneret af lige dele prædiken fra borgerskabets støvede autoriteter, og de nye orakler, der mener at have gennemskuet det hele. 

Vidunderligt og skræmmende tilfældigt

Jens-Martin Eriksen og Søren Ulrik Thomsen, ligesom deres ven og kollega, Frederik Stjernfelt, så at oprøret ikke helt fængede i dybden, og at både borgerskabets stivnede kultur og oprørets optimisme og anti-kultur, slet ikke formår at skabe plads til tvivl og forvirring, der trods alt er altafgørende for at forblive (under-)søgende og spørgende, midt i en tid, der konstant skaber forvirring på en gyngende grund. 

Jens-Martin Eriksens status som forældreløs er unik, i den forstand, at han gennem hele sit forfatterskab har formået ikke at forfalde til selvfedme og sejrsrus, blot fordi de kulturradikale vandt kulturkampen. 

Fremmedgørelsen og ekskluderingen har gjort, at han som forfatter konstant har kunnet pege på fejl og mangler ved alle former for ideologi. 

Læs også:Ny serie om den første rockerkrig i 1980'erne er et velfortalt tidsbillede

Man læser 'Livet i Paradis' præcis sådan: den ensomme og desillusionerede dreng, der med en art røntgensyn gennemskuer forandringerne som reelt frigørende, men samtidig som skæbnesvanger, fordi det faktisk handler om liv og død. 

Det er en livsanskuelse, der indeholder sandheder, der nok ikke kan hugges ud i granit, fordi det hele er så vidunderligt og skræmmende tilfældigt, men som samtidig reelt kan mærkes som poetisk og kunstnerisk kraft, der gør sproget så eminent og stilistisk udfordrende. 

Det grundløse tab af mening

Livet i Paradis er, kort sagt, sådan en samling af noveller, der beretter om de formative år, hvor Eneren, der er sat udenfor det hele, selv må finde en tredje vej, der på en og samme tid er individuel, men samtidig tegner et tidsbillede af en generation, der aldrig kunne finde sig til rette i flosklernes og ideernes klare verdensbilleder. 

Vi har brug for hele tiden at vende tilbage til denne melankolske, blå og evigt kritiske generation af firserdigtere, simpelthen fordi de hele tiden formår at stikke en kæp i hjulet på alle de andre, der selvfedt forsøger at se det hele fra et helikopterperspektiv, som om, at vi som mennesker, midt i en gennemforvirret tid, kan gennemskue det hele.

Læs også:Boganmeldelse: Sommerfugle her og der og alle vegne

Vi kan ikke gennemskue noget som helst. Det ved de fleste af os egentlig godt. Vi mærker det, hver gang vi selv skal forsøge at finde mening i os selv. 

Det er bare de færreste af os, der tør at se dette grundløse tab af mening direkte i øjnene, uden at ty til orakler og profeter. 

Men det tør Jens-Martin Eriksen, og derfor er hans noveller og romaner også så vigtige og læseværdige. 

Jens-Martin Eriksen. 'Livet i Paradis. Livet på Flakkebjerg kostskole 1968-1970'. Roman. 192 sider. Forlaget Alhambra, 2025.