Erindringskunst når det er bedst

Jens-Martin Eriksen knapper erindringsfragmenter op i sin nye bog, og Netavisen Pios anmelder får lyst til at tylle dem i sig.
Foto: Wikipedia - Creative Commons
Forfatter Jens Martin Eriksen
Det er forsøgt så uendeligt mange gange før, og det vil altid være gådefuldt, for ingen ved endnu, hvorledes man bedst erindrer - og deler - fortidens fragmentariske puslespil.

Store forfattere har bakset med fænomenet og fundet forunderlige, autentiske og forbløffende virksomme veje ned ad "memory lane".

Et eksempel er Marcel Prousts berømte passage, i hans nærmest fantasmagoriske storværk, På sporet af den tabte tid, hvor en madeleinekage, dyppet i lindete, udløser erindringer om barndomshjemmet.

Tricket består i, at finde en balance

Og den berømte litteraturkritiker, Walter Benjamin, der forsøgte at fremtrylle sin barndoms by, Berlin anno 1900, gennem brudstykker og stærkt sansede genstande, der underligt nok indeholder meget mere, end hvad man umiddelbart kunne forestille sig.

Det svære er hvilke greb, man skal vælge.

Aalborg er omdrejningspunktet

Hvis man for eksempel gerne vil berette om hvordan det var at være en dreng, der vokser op i Aalborg, skal man så indbilde læseren, at det er denne dreng, der skriver selve bogen?

Tricket består i, at finde en balance mellem det faktum, at det er den aldrende forfatter, der erindrer sin barndom, og som nedskriver disse, samtidig med, at han formidler hvorledes det grundlæggende oplevedes dengang, hvor det faktisk skete.

Et indblik i livet, der var nyt og måske også karakterdannende for ham selv.

Og det er sådan, Jens-Martin Eriksen griber sagen an i denne brudstykkeagtige bog, der består af ganske korte, fortættede småfortællinger, hvor et ganske lille stød, noget, der har bidt sig fast i ham, gør, at han husker det, og derfor finder det betydeligt at give videre til os læsere.

Det er hans barndomsby, Aalborg, der er selve det nav, hvorom disse fragmenter drejer.

Han erindrer hændelsesforløb og iøjnefaldende personager, men hver eneste gang handler det om, at han selv, dengang, fik et indblik i livet, der var nyt og måske også karakterdannende for ham selv.

Puslespil af passion og nederlag

At læse hans bog er som et puslespil, bestående af hans passioner, hans nederlag, hans moralske habitus og hans forestillinger om, hvorfor han er endt der, hvorfra han har skrevet denne fremragende bog.

Der er også mange danske eksempler på god erindringslitteratur. Lige fra Tove Ditlevsens 'Barndommens gade', hen over Klaus Rifbjergs nærmest utallige forsøg og frem til Jonas T Bengtssons 'Et eventyr' (min absolutte favorit).

Klaus Rifbjergs stil er nok den, der mest minder om det, som Jens-Martin Eriksen forsøger sig med, men ligesom Bengtssons 'Et eventyr' handler om en dreng, der vokser op med sin far, hvor moderen er fraværende, gør Jens-Martin Eriksen det også.

Teksterne er meget billedskabende

Der er noget sælsomt ved denne bog, som rammer mig ret så præcist. Sikkert fordi jeg også voksede op med min far, og en fraværende moder, men nok især fordi, at jeg - ligesom Jens-Martin Eriksen - ikke har nogen familierelationer at bygge min tilværelse op på.

Brat slutning, der åbner for noget nyt

Jens-Martin Eriksen har det med at skrive om forløb, der ligesom slutter brat.

Det har optaget ham siden hans debut, i romanen 'Nani' fra 1985. Det er også tilfældet med denne tekstsamling: Den ender i et crescendo, hvor det hele slutter brat, men samtidig samler alle fragmenterne og åbner en breche for noget nyt.

Indviet i løgnene, i skammen, i det menneskelige fald, i gruppementaliteten og i det intime

Teksterne er meget billedskabende, og man indlever sig hurtigt i den lille drengs eventyr med virkeligheden, der for ham knapt er til at fatte, fordi han endnu mangler erfaringen til at fortolke det hele.

Han bliver indviet i løgnene, i skammen, i det menneskelige fald, i gruppementaliteten og i det intime, dets åbninger og dets uskrevne regler og grænser.

Jens-Martin Eriksen balancerer konstant mellem det reflektivt poetiske, og den rene, virkelighedsnære gengivelse af naive oplevelser, og det fungerer ganske godt.

Bør læses af alle

Man bliver ikke forstyrret af denne vekselvirkning mellem den voksne, modne forfatters reflektioner, og barnet direkte erfaringer med det nye.

Og det er netop kunst. Erindringskunst, når det er bedst. Det er ikke, som i tilfældet med Walter Benjamin, hvor erindringerne udfolder årtusindskiftets vældige forskydninger. Slet ikke.

Bogen giver læseren en mulighed for hele tiden at tænke tilbage på sit eget liv.

Det er måske en kær og direkte gengivelse af datiden for dem, der har samme alder, som Jens-Martin Eriksen, og som er vokset op i Aalborg, men det er ikke selve samlingens styrke.

Det handler, først og fremmest, om Jens-Martin Eriksen selv. Og det har en styrke og en intensitet, der gør, at bogen giver læseren en mulighed for hele tiden at tænke tilbage på sit eget liv, sine egne afgørende erindringer. Det er smukt skrevet, ind imellem morsomt, andre gange melankolsk og hjerteskærende. Det er litteratur, når det er bedst.

Natten er jordens skygge kan og bør læses af alle, i alle aldersgrupper.

Sproget er ikke opstyltet og reflektionerne er tilpas afdæmpede til at forblive nærværende. Den rummer dybder, men består samtidig af en sirligt opbygget overflade, og man kan som læser selv bestemme, hvor man vil bevæge sig hen, mens man læser sig igennem siderne.

 

Jens-Martin Eriksen: Natten er Jordens skygge. Roman. 198 sider. Forlaget Alhambra, 2022.

 

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet og arbejder som fiskehandler.


placeholder

Annonce