Han havde været kendt som en politisk intrige- og ballademager, der hellere ville fyre skarpe bemærkninger af til journalister end mødes med vælgerne.

Men efter 29 år i Folketinget tog danskerne pludselig den ældre herre med de tvetydige og sarkastiske kommentarer til sig.

Han var i 1993 kommet med på afbud i den første Nyrup-regering, da justitsminister Pia Gjellerup måtte trække sig på grund af hendes involvering i Solhavegård-sagen.

Hun blev senere frikendt for sin rolle og minister igen - men i mellemtiden var Erling Olsen blevet en elsket minister og folketingsformand.

Hendes pigenavn var Bing, og hun var født ind i det jødiske borgerskab

Gamle jødiske slægter

Erling var den ældste søn af den socialdemokratiske historiker, politiker og journalist Albert Olsen.

Albert var oprindelig maskinarbejder, og indpodede sine tre sønner Erling, Olaf og Sverre med socialdemokratiske holdninger og arbejderkultur.

Moderen Agnete var på grund af manden måske nok formelt socialdemokrat.

I holdninger var hun dog kommunist og ekstremt positivt stemt over for Sovjetunionen. Hendes pigenavn var Bing, og hun var født ind i det jødiske borgerskab.

Flere af de jødiske familier, hun nedstammede fra, havde så gamle danske rødder, at de i spøg blev kaldt for “vikinger”.

Agnete Olsens holdninger var i høj grad et oprør mod familiens borgerlighed.

Han troede helhjertet på den socialdemokratiske efterkrigsvision om velfærd og forpligtende internationalt samarbejde

Politisk engageret i eksil

Erling Olsen flygtede ligesom resten af sin familie til Sverige, da besættelsesmagten i oktober 1943 forsøgte at internere de danske jøder.

Olsen var 16 år da han gik i land i Sverige, og de næste år skulle blive afgørende for hans politiske liv.

Han blev både medlem af Den Danske Brigade, en dansk militær styrke der skulle stå parat ved Danmarks befrielse, og student under eksilet.

Begge dele førte ham efter hjemkomsten i maj 1945 dybere ind i Socialdemokratiet. Han troede helhjertet på den socialdemokratiske efterkrigsvision om velfærd og forpligtende internationalt samarbejde, som det blev udtrykt i arbejdsprogrammet 'Fremtidens Danmark'.

Den socialdemokratiske studenterorganisation Frit Forum viste sig at være et sted, der passede til hans temperament og stil.

Hellere tabe ansigt end at miste hovedet

En Olsen

Frit Forum var i 1950’erne kendt som de lange diskussioners og komplicerede argumenters tilholdssted i den socialdemokratiske verden.

Iblandet ikke så lidt studentikost vid og selvfølelse.

I Erling Olsens tilfælde var der også tale om en særlig underspillet elegance, der trak på hans familiebaggrund.

Med tiden udviklede det sig til et begreb indenfor politik: en “Olsen”.

En sådan bemærkning er et udsagn der er humoristisk, dobbeltbundet og en smule udefinerligt.

“Hellere tabe ansigt end at miste hovedet”, sagde han eksempelvis som justitsminister, da endnu en handlingsplan for Christiania var kuldsejlet.

Var det ham selv, regeringen eller politiet, bemærkningen havde størst brod mod? Det diskuteres stadig, men bemærkningen huskes og tilskrives hans intellekt.

Dét er en rigtig Olsen.

Han havde solid klassisk dannelse, og øste underspillet af den

En dæmonisk idé

I slutningen af 1970’erne dukkede skribenten Dr. Mefisto op i Ekstra Bladet.

Det var en skribent, der leverede beretninger fra Anker Jørgensens regeringer, som kun en minister kunne kende til.

Jagten gik ind på hvem der gemte sig bag pseudonymet.

Efter afsløringen var det åbenlyst.

Kynismen, drillerierne og den lette tone var Erling Olsens.

Man kunne også have set på navnet.

Dels var han den eneste professor (dr.) i regeringen, dels lå associationen til dæmonen, der lokkede doktor Faust i de tyske legender, på rygraden af Erling Olsen.

Han havde solid klassisk dannelse, og øste underspillet af den.

Da han efter afsløringen blev kaldt til rabaldersamtale hos Anker Jørgensen, opsummerede han med replikken: "Jeg havde fyret mig”.

Var dét en kritik af eller en ros til statsministeren?

Det var i hvert fald endnu en “Olsen”.