Et borgerligt forsvar for folkestyret til venstrefløjen

Lad det stå klart med det samme: Christian Egander Skov har skrevet endnu en virkelig god debatbog – eller et essay, som forfatteren selv kalder det. 

En befrielse i en tid, hvor alt for meget af den offentlige debat føles som importeret amerikansk kulturkrig, der intet har at sige om os og intet godt vil os. 

Hvor forgængeren 'Borgerlig Krise' fra 2022, var en opsang til de borgerlige partier, er 'Folkeligt skal alt nu være' et bredere – om end stadig borgerligt – forsvar for folkestyre og fællesskab. 

Et forsvar som kort efter bogen blev sendt i trykken, lidt uventet måtte tages i brug, da det yderste højre kort efter folketingsvalget indkaldte til offentlig biologitime om blod og laktose. Etnonationalisternes selektive kildebrug og manglende konsistens i argumentationen gjorde at de dumpede lige så fælt, som de racistiske undertoner stank. 

På baggrund af den obskure debat, er det en fornøjelse at læse et grundigt værk der, modsat racediskussionen, bidrager med både reelle og nye indsigter i, hvad der gør et folk og det folkelige. 

For selvfølgelig er det ikke blod eller jura alene, der gør det danske folk og det danske folkestyre. 

Nationen som folkeligt kulturprodukt

Forfatterens styrke består især i at konkretisere mange af de begreber, som den nuværende samfundsdebat kredser om. I den megen snak om ”åndelig oprustning” får man ofte fornemmelsen af, at ingen rigtig taler om det samme og dermed taler forbi sig selv og hinanden. 

Hos Egander Skov er det såre simpelt: Åndelig oprustning er skabelsen af fælles fortællinger, der binder folket sammen som eksempelvis sagnmyten om Uffe hin Spages sejr ved Ejderen. Nationen er, med henvisning til Vilhelm Lassen, altså et kulturprodukt skabt af folket.

Afkoblingen af det folkelige grundlag i den demokratiske proces skyldes ifølge Egander Skov ikke mindst afnationaliseringen af politik. Mens Europa har mere end travlt med at blive selvforsynende i energi og til at genskabe evnen til at kunne forsvare sig selv, lovgives der i stedet om arbejdstidsregulering og mindsteløn. 

Når den største trussel mod demokratiet, med Egander Skovs egne ord, ikke er støvletramp men bingewatching, skal politik ikke være en elitær øvelse

En erkendelse som bør rodfæste sig hos alle os, der ønsker en reel udbygning af det europæiske samarbejde. 

En anden erkendelse der må rodfæste sig på den brede midte, er den at brodden mod alt der kan ligne populisme er farlig, fordi det sætter bare alt for højt for folkets deltagelse i samfundsdebatten. 

Når den største trussel mod demokratiet, med Egander Skovs egne ord, ikke er støvletramp men bingewatching, skal politik ikke være en elitær øvelse. 

Læs også:Han får politikere og tillidsfolk til at møde musikere med åbent sind

Hertil kan indvendes, at vi herhjemme trods alt har været dygtigere end mange af vores nabolande, til at rette ind efter folkestemninger over tid. Men som Egander Skov selv formaner, så må bekymringen om demokratiets tilstand ikke kun gælde i morgen, men også dagen derpå og næste uge.  

Frygten er at det ikke-folkelige demokrati afløses af endnu mere teknokrati eller af den autoritære populisme, som vi desværre har set så meget til de seneste år. Det kommer Egander Skov fint omkring med både dystre og morsomme eksempler, men også med et ærligt håb om en genrejsning af det folkelige. 

Venstreorienterede bør læse med

Sagnet om Uffe hin Spage samt den konstante tilstedeværelse af Grundtvig, leder tankerne hen på Ebbe Kløvedal Reichs forfatterskab, der netop søgte at folkeliggøre Danmarkshistorien gennem fælles erindring og sammenhængskraft. 

Det minder om en tid, hvor man på venstrefløjen var dygtig til at bruge det folkeligt-kulturelle sprog. En tid, hvor folk som Erik Clausen kunne erklære at han ”sgu’ da ikke blev socialist på grund af Karl Marx, men fordi han havde set Robin Hood som knægt”. 

Det er der alt for mange på ”venstrefløjen” der endnu ikke har forstået dybden af

Forfladigelse er altid en fare, men folkelig kultur er en stabil metervare i et folkestyre, hvor Jeppe Aakjær formentlig har haft en større indvirken på den egalitære sag end Karl Marx. Venstrefløjen må genopdage denne forbindelse, så man i langt højere grad kan bidrage til bevarelsen af folkeligheden i demokratiet og til at styrke sin egen position overfor borgerlige. 

Når det så er sagt, er det en styrke ved bogen at Egander Skov som borgerlig har øje for, at den stigende økonomiske og geografiske ulighed – ”det økonomiske skæbnefællesskab” – i høj grad er blevet et demokratisk problem. 

Det er der alt for mange på ”venstrefløjen” der endnu ikke har forstået dybden af. Mange af disse kan formentlig kategoriseres som det Egander Skov kalder ”den nye elite”, der får et hårdt, men også velfortjent svirp, når den ser ned på det folkelige, men slet ikke ser sine egne privilegier. 

Læs også:Ny bog kalder på genoplivning af klassekampen

Skal jeg fremhæve en svaghed ved bogen, må det være den lidt rituelle kritik af, hvordan det danske demokrati fungerer i praksis. For eksempel at debatterne i folketingssalen er blevet lige dele indstuderede til brug på SoMe og dræbende kedelige. 

Det er mit indtryk at man de seneste år har forsøgt sig med nye tiltag som statsministerens spørgetid, der måske nok er dræbende kedeligt sammenlignet med den britiske pendant, der dog efterhånden kun er en tynd fernis over et samfund, der for længst er gået op i den forrådnelse, som denne bog er et bolværk imod. 

Bogens tre ”dele” fungerer rigtig godt som hinandens forudsætninger. De spørgsmål og tanker man sidder med efter den ene del, besvares og berøres i den næste. 

Det giver en god læserytme, der med et nyfolkeligt udtryk gør bogen til en rigtig pageturner, der kan anbefales på det varmeste her i pusterummet mellem folketingsvalget og en ny regeringsdannelse.

Christian Egander Skov: 'Folkeligt skal alt nu være - Et forsvar for vores folkestyre'. Gyldendal. 254 sider. 2026.