Et borgerligt perspektiv: En velfærdsvision uden valgfrihed mangler både velfærd og vision

Debat

Et borgerligt perspektiv: En velfærdsvision uden valgfrihed mangler både velfærd og vision

En velfærdsstat kan ville borgeren det bedste og stadig vælge forkert på borgerens vegne. Derfor skal fællesskabets penge give den enkelte mere at bestemme over sit eget liv

Thomas Astrup
Billedtekst
Thomas Astrup, uddannet cand.merc. og medstifter af et konsulenthus
Foto: Frank Lohmann, creator: Frank Lohmann Photography
Dette er et debatindlæg og udtrykker skribentens holdning. Bland dig i debatten nedenfor - eller send dit indlæg til os her.

Jeg læser en fælles frustration i de seneste ugers indlæg her på Pio. Mennesker oplever, at beslutningerne bliver truffet længere væk fra dem, mens de stadig forventes at bakke op. 

Kritikken handler både om medlemmer, der bliver overhørt i deres eget parti, og om borgere, der tvivler på velfærdsløfterne. På tværs af de forskellige diskussioner herhjemme såvel som i andre EU-lande går ønsket om mere indflydelse på sit eget liv igen.

Det er let at forstå længslen efter et fællesskab, hvor mennesker igen møder op, bliver hørt og tager ansvar for hinanden. Man kan næsten se forsamlingshuset for sig. 

Problemet opstår, hvis vi begynder at tro, at fællesskabets interesser og det enkelte menneskes interesser derfor er de samme.

Et flertal kan ville dig det godt og stadig vælge noget andet, end du selv ville have valgt. Beslutningen kan være demokratisk, fagligt begrundet og truffet af ordentlige mennesker. 

Du kan stadig have en god grund til at sige nej tak. Den konflikt forsvinder ikke, blot fordi vi får flere til at møde op og tage part.

Læs også:Debat: Velfærdssamfundet er skabt med Socialdemokratiet for bordenden

Forskellen bliver konkret, når hjælpen skal fungere hjemme ved et køkkenbord. En ældre kvinde kan foretrække et lille lokalt plejetilbud, fordi hun kender medarbejderne og har tillid til dem. 

Kommunens eget tilbud kan være udmærket - hun vil bare gerne have hjælpen på en anden måde.

Fra kommunalbestyrelsens side kan opgaven være løst, når der er bevilget ordentlig hjælp. Men for hende er det afgørende også, hvem hun lukker ind i sit hjem, og hvordan hendes hverdag skal fungere. 

Begge dele er rimelige hensyn. De falder bare ikke automatisk sammen.

Her bliver fællesskabets omsorg prøvet af. Skal hun indrette sig efter den politiske beslutning, eller giver den fælles finansiering plads til at hun må vælge i hendes egen ret?

Hvorfor er valgfrihed ikke udgangspunktet? 

Der findes allerede frit leverandørvalg i hjemmeplejen. Her har vi anerkendt, at fællesskabets og borgerens interesser ikke nødvendigvis er de samme. 

Fællesskabet kan sikre og finansiere en forsvarlig hjælp, mens borgeren får indflydelse på, hvem der leverer den. 

Hvorfor er den anerkendelse ikke udgangspunktet for alle borgeres behov i et velfærdssamfund?

Valgfriheden afhænger i dag af, hvilken hjælp man har brug for. Modtager man socialpædagogisk støtte i eget hjem, er der eksempelvis ikke en generel ret til selv at vælge leverandør. 

Man kan have ret til støtten uden at have samme ret til at vælge, hvem der kommer ind ad døren. Behovet for tillid til den, der skal hjælpe, er ellers det samme.

En gruppe plejere, der mener, at de kan organisere arbejdet bedre, bør have mulighed for at etablere deres eget tilbud på gennemskuelige vilkår

Vi betaler til den fælles kasse for både social sikring og velfærd. Sikringen er, at der er hjælp, når vi får brug for den. Velfærden afhænger også af, om hjælpen passer til det liv, den skal understøtte. 

En borger kan få præcis den ydelse, der er bevilget, og stadig mangle indflydelse på de forhold, der former hverdagen. Så har vi sikret en ydelse, men ikke nødvendigvis skabt velfærd.

Venstrefløjen omtaler af og til solidaritet, fællesskab og social retfærdighed, som om værdierne fulgte med partikontingentet. Det er svært at se, hvorfor den fælles finansiering skulle blive mindre solidarisk, fordi borgeren selv får mere at bestemme over den.

En decentraliseret velfærdsvision og større faglig frihed

En decentraliseret velfærdsvision begynder med, at hele den offentlige betaling for den bevilgede ydelse følger borgerens valg mellem godkendte tilbud. Behovet skal afgøre, hvor meget hjælp man får. 

Den hjælp skal kunne leveres af en kommune, en privat virksomhed eller en selvejende institution uden ekstra egenbetaling for den dækkede ydelse. Dermed får også mennesker uden en stor opsparing mulighed for at vælge anderledes.

Tilbage ved køkkenbordet skal kvinden altså kunne vælge det lokale plejetilbud, hvis det opfylder kravene og har plads. 

Hun skal kunne få uvildig hjælp til at vurdere det og til at skifte igen, hvis samarbejdet ikke fungerer. 

Læs også:Demokrati og repræsentativitet handler om antallet af hoveder – også i Trepartsinstitutionen

Og hun skal kunne få et ordentligt tilbud, selv om hun helst vil være fri for at sammenligne leverandører. Man skal også have lov til at være træt.

Den samme bevægelse skal ske på den anden side af bordet. 

Medarbejderne skal have større faglig frihed til at tilrettelægge hjælpen sammen med hende. En gruppe plejere, der mener, at de kan organisere arbejdet bedre, bør have mulighed for at etablere deres eget tilbud på gennemskuelige vilkår. 

Et nyt logo på bilen, der holder foran huset, er ikke i sig selv en velfærdsreform

Fælles finansiering kan understøtte flere måder at arbejde på.

Det ligger i forlængelse af den tillid til foreninger og frivillige fællesskaber, som Egon Clausen skriver om. Et stærkt civilsamfund består også af mennesker, der selv tager initiativ og bygger noget op. 

Den mulighed bør række ind i velfærden, så lokale fællesskaber kan skabe varige tilbud med lønnede fagfolk og ansvar for den hjælp, de leverer.

Decentralisering kræver samtidig, at vi er tydelige om, hvad der fortsat er fælles. 

Johnni Maarup Andersen argumenterer i sit indlæg om sundhed for, at hjælpen skal kunne møde forskellige menneskers behov og Peter Jørgensen kræver i sit indlæg om vagtarbejde, at kvalitet og ordentlige arbejdsvilkår tæller med, når opgaver bliver fordelt. 

Læs også:Ældrepleje og sundhed skal hænge sammen og ikke behandles hver for sig

Begge peger på krav, som også en borgerlig velfærdsvision skal kunne opfylde.

Derfor skal betalingen følge opgavens omfang og sværhedsgrad, og leverandørerne skal have klare forpligtelser til at modtage borgere. Ellers risikerer vi at belønne dem, der er bedst til at vælge de letteste opgaver. 

Vurderingen af behovet skal være fagligt uafhængig af den enkelte leverandørs økonomi, og kravene til kvalitet og arbejdsvilkår skal gælde alle ejerformer.

Borgerlige har også noget at bevise 

Det offentlige skal sikre, at der er hjælp, også når der ikke står flere leverandører klar, eller når en af dem lukker. Beredskab, tilsyn og uvildig rådgivning skal finansieres åbent. 

Og valgfrihed fritager selvfølgelig ingen for at rette op på et dårligt tilbud. De mennesker, der bliver, har samme krav på ordentlig hjælp som dem, der skifter.

En sådan model skal kunne vise, at den giver bedre hjælp og mere selvbestemmelse til en pris, vi kan stå inde for. Den skal prøves af og vurderes på kontinuitet, kvalitet, arbejdsvilkår og samlede omkostninger. 

Borgerlige har også noget at bevise. Et nyt logo på bilen, der holder foran huset, er ikke i sig selv en velfærdsreform.

Læs også:Reissmann om mad på plejehjem: “Om man så havde lyst til at få en Bailey i ny og næ, så skulle man sgu også have lov til det”

For mig er det den konkrete konsekvens af den længsel efter indflydelse, der går igen i Netavisen Pios spalter. 

Magten kan ikke blive stående hos en kommune eller en organisation, blot fordi den ligger tættere på borgeren end Christiansborg. Den skal også kunne bruges af borgeren, når vedkommende er uenig med dem, der forvalter den.

Tør man så her i Netavisen Pios spalter kalde ovenstående for en borgerlig velfærdsvision? 

Jens Anton Tingstrøm har efterlyst en samtale på tværs af røde og blå, og Brian Pabst har i udenrigsdebatten krævet, at solidariske principper også holder, når de udfordrer ens egne. 

Det er et udmærket afsæt for at diskutere, hvem velfærden skal give magt, endsige hvem der har den reelle myndighed over borgerens liv.

Læs også:Stor stigning i antallet af vikarer fra private bureauer i den kommunale ældrepleje

Kvinden ved køkkenbordet har ikke brug for, at vi bliver enige om, hvem der har patent på solidaritet. Hun har brug for, at den hjælp, vi betaler for sammen, også giver plads til hendes eget liv. 

Fællesskabet har først givet hende reel indflydelse, når det tillader hende alternativer hun frit kan vælge mellem.

Thomas Astrup

Født 1989 i Struer, uddannet cand.merc. og medstifter af et konsulenthus. Ikke medlem af, eller tilknyttet, noget parti.

Kommentarer

Indsendt af En vision (ikke efterprøvet) den Torsdag den 29.10.2026 - 20:24

“En vision: Danmark 2.0 som et klogt, reformeret og europæisk forankret velstandssamfund. I Study mode jeg her skriv/tekst, men må være et mål. Tiden efter social- og liberal Socialdemokratiet og Venstre politik.

Når jeg skriver, et Danmark skal have klog retning og Velstand og betyder et som måde at forstå velstand på. Ikke kun penge, men noget bredere end penge.
Menneskelig velstand, økonomisk innovation, eller europæisk stabilitet. De 3 x mål. De tre mål, et projekt. 1. Menneskelig velstand. 2. Økonomisk og en innovation. 3. Den “aldrig mere krig vision” et europæisk stabilitet
Det interessante er, at de tre mål ikke konkurrerer , forstærker hinanden. Et land med menneskelig velstand tiltrækker talent. Talent skaber innovation. Innovation giver stabilitet, styrke et Europa 2.0. Det er denne gode cirkel.

Selvom det danske folkeparti Socialdemokratiet vandt magten igen, igen, en regeringsmagt, 24syv liberal socialpolitikken, langtidssikre en status et parti der vil magten. De unge socialdemokrater DSU, med et bud på Danmark 2.0 velstand, er ikke eksisterende dagens Danmark,
Men for at bygge en stærk vision skal vi starte, hvilket af de tre mål der er fundamentet. Altså, vil et mål bærer de to andre, det er menneskelig velstand.
Udgangs- og grobund, er og blive, en balance og også menneskelig velstand. 2. Økonomi/innovation. 3. Europæisk stabilitet. "Vision Danmark 2.0 velstand!”

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.