Der bliver ikke lagt fingre imellem, når Udkantsdanmark omtales. Og desværre med god grund. Dårligt uddannelsesniveau, lavere indkomst, ringe jobudsigter og en ældrebyrde, der slår bunden ud af kommunekassen. Hvem gider bo et sted, hvor der hverken er en skole eller et supermarked at finde i miles omkreds? Og hvor bussen til nærmeste mellemstore by går en gang i timen. Hvis man er heldig…

Siden 2006 er bruttonationalproduktet også kendt som BNP i gennemsnit steget 0,8 procent årligt i Region Hovedstaden. Det er godt.

Siden 2006 er Danmarks BNP som helhed faldet med 0,5 procent i gennemsnit pr. år. Det er ikke godt. Virkelig ikke godt.

Tallene viser enorme regionale forskelle. Danmark er kort sagt ved at blive delt i to: Hovedstaden og så resten.

Jeg er vokset op i Højer. En landsby i Sønderjylland. Måske har du hørt om Højer pølser? Måske har du på en lejerskole besøgt Højer sluse? Eller også så har du været på gennemkørsel, når du skulle over grænsen? Hvis ikke du kender Højer, så skal du ej fortvivle. Den forsvinder snart.

Min barndomsby, hvor der for bare 20-25 år siden var et levende torv med mennesker og butikker, er nu reduceret til en bænk bredfyldt af to pensionister fra en af byens største arbejdspladser: plejehjemmet.

To ud af byens tre skoler er lukket på bare ti år, og den sidste er – selvfølgelig – under afvikling. Det er ikke for at male et skræmmende, melankolsk billede. Det er bare sandheden. I 2006 var der 1375 indbyggere i Højer. I 2013 er det 1210. På bare syv år er indbyggertallet altså faldet med 12 procent.

Det store spørgsmål er, om vi skal lade falde, hvad ikke kan stå? Har det overhovedet nogen betydning for Danmark i sin helhed, om Højer består? Og bør du overhovedet skænke det en tanke?

Ja, det burde du. Den rådne banan avler nemlig råddenskab ud over udkantens fysiske grænser. Og det skriger til himlen, at vi med politisk handlekraft ikke tidligere har sikret opblomstring i Udkantsdanmark. Hvorfor har vi ikke formået at få Udkantsdanmark til at være et positivt ord. Frem for den klare negative klang?

En ting er, at vi er i gang med at ødelægge det homogene samfund, som gør, at mureren og direktøren kan bo i samme parcelhuskvarter. En anden og langt mere katastrofal konsekvens er, at uligheden stiger.

Og hvad så at uligheden er stigende? Er det ikke ligegyldigt, spørger du. Nej, for en øget ulighed koster velstand og vækst. Uligheden mellem byen og udkanten nedbryder sammenhængskraften i Danmark. En sammenhængskraft der har defineret og sikret, at Danmark er et af de rigeste lande i verden. Og i sidste ende er uligheden med til at rokke ved grundpillerne i vores samfundsmodel.

Vi har brug for en udkantsstrategi. Lige så vel som vi har brug for en industristrategi. Og det kræver politisk handling og politisk mod.

En udkantsstrategi kunne for eksempel indeholde en udvidet form for videnpilot-ordningen, så særligt de små og mellemstore virksomheder i Udkantsdanmark kan prøve at få akademikere i deres virksomhed. Den kunne også indeholde en forhøjet præmie på investeringer i maskiner til virksomheder i Udkantsdanmark. Og måske kunne strategien også indebære en særlig taxameterydelse til de uddannelser, der er placeret i Udkantsdanmark. For slet ikke at nævne en målrettet plan for bedre og billigere offentligt transport, så det rent faktisk kunne blive mulighed at pendle frem og tilbage til jobbet.

Er politikerne i gang med at udligne kløften mellem Hovedstaden og resten af Danmark? Nej, desværre. I stedet har økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager nedsat et udvalg, der skal se på ”potentialer og barrierer for udvikling og vækst i Hovedstaden”. I hovedstaden. Måske det var på tide at kigge på resten af landets potentiale?

Den rådne banan avler ulighed, skolelukninger og ældrebyder, der spreder sig til hele Danmark. Det har vi ikke råd til. Hverken menneskeligt eller økonomisk. Der er brug for handling nu, før afstanden vokser sig alt for stor.

Mads Hersbøll (f.1988) er tidligere formand for Frit Forum Odense og arbejder nu som konsulent i kommunikationsbranchen.