Et demokratisk samfund beskytter sine mindretal

Der er et princip, som ethvert demokratisk retssamfund hviler på: Det personlige ansvar.

Et demokratisk retssamfund straffer ikke børn for deres forældres forbrydelser. Det dømmer ikke borgere for deres regerings handlinger. Og det holder ikke mennesker ansvarlige for, hvad andre gør i deres religions navn.

Mennesker bliver dømt på baggrund af deres egne handlinger.

Det lyder selvindlysende. Alligevel er det et princip, der igen og igen bliver udfordret – ikke mindst når krige og internationale konflikter trækker lange spor ind i vores egen offentlige debat.

Den seneste rapport om antisemitiske hændelser fra AKVAH (afdeling under Det Jødiske Samfund i Danmark) er et godt eksempel. Rapporten dokumenterer en mekanisme, som fortjener langt større opmærksomhed: At danske jøder bliver gjort ansvarlige for staten Israels handlinger.

Det rammer mig personligt, fordi jeg både har en jødisk familiebaggrund og gennem mange år har kritiseret Israels undertrykkelse, fordrivelse og igangværende folkemord mod palæstinenserne i Gaza og på den besatte Vestbred. 

Det er afgørende for mig at fastholde skellet mellem kritik af en stat og mistænkeliggørelse af et folk.

Stater, regeringer og magthavere skal kunne kritiseres

AKVAH registrerede sidste år 199 antisemitiske hændelser. Langt hovedparten havde relation til Israel og den aktuelle konflikt. Rapportens vigtigste konklusion er efter min opfattelse ikke antallet, men mønstret.

Jøder bliver mødt, som om de repræsenterer Israels regering. En mand bliver råbt an som “Israeli killer”. En far og hans søn bliver kaldt “barnemordere”.

Ingen af de mennesker har truffet beslutninger om Israels militære operationer. Ingen af dem har kommando over den israelske hær. Ingen af dem har besluttet bosættelserne på Vestbredden.

Alligevel bliver de gjort ansvarlige.

Den mekanisme rammer ikke kun jøder. Den rammer også muslimer

Det er ikke blot urimeligt. Det er et brud med et grundlæggende demokratisk princip.

AKVAH understreger samtidig, at kritik af Israels regering ikke i sig selv er antisemitisme.

Tværtimod. I et demokrati skal stater, regeringer og magthavere kunne kritiseres. Det gælder også Israel.

Det samme gælder organisationer. Hvis en jødisk organisation forsvarer Israels undertrykkelse, fordrivelse og krig mod palæstinenserne i Gaza og på den besatte Vestbred, skal den naturligvis kunne mødes med hård kritik. 

Præcis som en moské skal kunne kritiseres, hvis den giver talerstol til anti-demokratiske islamister. Eller en kirke, hvis den forsvarer kvindeundertrykkelse eller had mod homoseksuelle.

Mennesker og organisationer har ansvar for deres handlinger. Ikke for deres etnicitet, oprindelse eller religiøse tilknytning.

Læs også:Opfordring til folkekirken: Sig undskyld til palæstinenserne

Den skelnen er afgørende. For når vi først opgiver den, ændrer den offentlige debat karakter. Vi holder op med at interessere os for, hvad mennesker gør. I stedet begynder vi at interessere os for, hvem de er.

Den mekanisme rammer ikke kun jøder. Den rammer også muslimer. Ikke fordi antisemitisme og islamofobi er det samme. Det er det ikke. De har forskellige historiske rødder og forskellige udtryk.

Men de bygger ofte på den samme fejlslutning, hvor mennesker bliver reduceret til repræsentanter for en gruppe. At identitet bliver vigtigere end handling. 

At den enkelte borger forventes at stå til ansvar for en stat, en organisation eller en religion, som vedkommende hverken kontrollerer eller deler alle holdninger med.

En fælles tendens

Det var netop derfor, Københavns Kommune sidste år bad uafhængige forskere undersøge både jøders og muslimers oplevelser efter angrebet 7. oktober 2023.

Rapporterne viser ikke det samme. Men de peger på en fælles tendens. Jøder fortæller, at de undlader at bære kalot eller davidsstjerne. 

Muslimer fortæller, at de undgår at tale arabisk i toget, holder deres politiske holdninger for sig selv eller oplever, at de bliver mødt med en mistanke og forhåndende bemærkninger, de ikke selv har gjort sig fortjent til.

Kalotten bliver i nogle menneskers øjne til Israel. Tørklædet bliver i andres øjne til anti-demokratisk og undertrykkende islamisme.

Ord former forestillinger. Og forestillinger former handlinger.

Diskussionen handler ikke længere om den konkrete aktivitet. Den handler om islam

Derfor har politikere et særligt ansvar. Ikke kun for de love, de vedtager. Men også for det sprog, de bruger.

Gennem de seneste måneder har vi haft lange debatter om kønsopdelt svømning og om kønsopdelte foredrag i Borgerrepræsentationen i København.

Debatter, der kunne handle om at afveje hensyn til ligestilling, religionsfrihed, foreningsfrihed og folkeoplysning.

Men debatten flyttede sig fra at handle om konkrete aktiviteter - og hvordan vi eksempelvis får flere piger til at dyrke svømning - til at handle om islam.

Og præcis dér skal vi standse op, for så er det ikke længere den konkrete handling, der diskuteres. I stedet er fokus på menneskers identitet og religion.

Kønsopdelte aktiviteter

Det var debatten om kønsopdelt svømning et af de tydeligste eksempler på.

Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Mikkel Bjørn, har gentagne gange koblet kønsopdelt svømning sammen med islamiske særkrav, sharia og parallelsamfund.

Dermed bliver en konkret aktivitet i en dansk folkeoplysende forening gjort til et symbol på en langt bredere fortælling om islamisering.

Noget tilsvarende skete under debatten i Københavns Borgerrepræsentation om kønsopdelte foredrag.

Efter afstemningen skrev socialdemokraten Kasper Stisen: “Religiøs kønsopdeling er ikke mangfoldighed – det er diskrimination.” Han fortsatte: “Det lyder som noget fra middelalderen eller et sted i Mellemøsten. Men desværre er det nu også en mulighed i København.”

Læs også:Alternativets Unge: Hetzen mod aktivisme svækker demokratiet

Det er ikke citaternes holdning til kønsopdeling, der interesserer mig her. Det er deres præmis.

Diskussionen handler ikke længere om den konkrete aktivitet. Den handler om islam.

Dermed bliver konkrete aktiviteter for at få flere piger til at gå til svømning eller muligheden for at afholde Eid fester i kommunale lokaler, gjort til gidsler for en langt større fortælling om religion og kultur og en enøjet opfattelse af en såkaldt 'danskhed', som alle skal indordne sig under.

Vi risikerer at gøre det, som AKVAH advarer imod

Det samme mønster viste sig ved det årlige Ashura-optog gennem København.

Forsvarsminister, Morten Bødskov (S), skrev, at hvis man går gennem gaderne med “arabiske slagsange” og mener, at sharia skal dominere i Danmark, så hører det værdisæt ikke hjemme her. Han advarede samtidig mod “mentale parallelsamfund”, hvor “udanske normer og værdier gror.”

Arrangørerne beskrev derimod selv optoget som en religiøs mindedag for Imam Hussein. Formålet var at fremhæve de værdier, Hussein stod for: social retfærdighed, tolerance og fredelig sameksistens. Samtidig understregede de, at alle var velkomne til at deltage – uanset religion, etnicitet eller politisk overbevisning.

Man kan være enig eller uenig med arrangørerne. Man kan også være enig eller uenig med deltagerne. 

Men hvis vi vil kritisere et religiøst optog, må vi gøre det på baggrund af deltagernes egne ord og handlinger – ikke på baggrund af vores forestillinger om, hvad et muslimsk optog må være udtryk for.

Ellers gør vi præcis det, som AKVAH advarer imod: Vi gør mennesker ansvarlige for noget andet end deres egne handlinger.

Dermed flytter debatten sig endnu en gang. Fra handlinger til mennesker

Det samme gælder den nationale integrationsdebat.

Da DR spurgte Socialdemokratiets nye udlændinge- og integrationsordfører, Thomas Skriver Jensen, om der er “for mange muslimer i Danmark”, svarede han: “Ja.”

Det er værd at dvæle ved.

For spørgsmålet handlede ikke om anti-demokratiske islamister. Ikke om social kontrol. Ikke om terror. Det handlede om muslimer. Altså om en hel religiøs minoritet!

Læs også:Den fjerde erkendelse må være at Islam står i vejen for integrationen

Dermed flytter debatten sig endnu en gang. Fra handlinger til mennesker. Fra konkrete problemer til en hel befolkningsgruppe.

Frederik Vad (S) har på sin side advaret mod mennesker, der taler flydende dansk, har uddannelse, arbejde og en ren straffeattest, men som alligevel kan være i færd med at undergrave Danmark indefra. Han mener, at antidemokratiske kræfter ikke nødvendigvis ser ud, som vi forventer.

Historien gentager sig ikke. Men den kan rime

Men når mistanken formuleres så bredt, stempler den en hel befolkningsgruppe, som alene har det til fælles, at de har samme religiøse baggrund eller oprindelse.

Mistanken løsriver sig fra handlingen. Den knytter sig til identiteten.

Og når Dansk Folkeparti samtidig gør remigration til et centralt politisk projekt, tages endnu et skridt. Fra at diskutere menneskers handlinger til at diskutere, om bestemte grupper overhovedet hører til.

Jyllands-Posten efter Krystalnatten

Historien gentager sig ikke. Men den kan rime.

Få dage efter Krystalnatten i november 1938 – nazisternes landsdækkende pogrom mod Tysklands jøder, hvor synagoger blev brændt, tusindvis af jødiske butikker blev smadret, mennesker blev myrdet, og omkring 30.000 jødiske mænd blev sendt i koncentrationslejre – skrev Jyllands-Posten en leder om begivenhederne.

Lederen tog afstand fra volden, men accepterede samtidig den præmis, som gjorde volden mulig. Avisen skrev, at “de erfaringer, som tyskerne … har gjort med hensyn til jøderne, danner en vis basis for deres følelser.” 

Læs også:Nogle politikere forholder sig tavse – andre puster til den antisemitiske ild

Og den konkluderede: “Man kan indrømme Tyskland, at det har ret til at skille sig af med sine jøder. Men til gengæld kan man stille det krav, at det sker på anstændig vis.”

Det mest skæbnesvangre var ikke den utilstrækkelige fordømmelse af volden. Det var accepten af præmissen: At en hel befolkningsgruppe kunne beskrives som et samfundsproblem. At mennesker kunne gøres ansvarlige for noget, de ikke selv havde gjort.

Først bliver mennesker gjort til repræsentanter for en gruppe. Derefter bliver gruppen gjort til et problem

Derfor er det også et alvorligt skred, når Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører, Thomas Skriver Jensen, svarer ja til, at der er “for mange muslimer i Danmark” og når Dansk Folkeparti gør remigration til et centralt politisk projekt.

Ikke fordi historien gentager sig. Det gør den aldrig. Men fordi sproget begynder det samme sted.

Først bliver mennesker gjort til repræsentanter for en gruppe. Derefter bliver gruppen gjort til et problem. Til sidst bliver problemet gjort til noget, der skal løses.

Det handler ikke om særlige hensyn

Jeg accepterer ikke, at andre end den israelske stat og dens aktive og passive støtter skal holdes ansvarlige for Israels handlinger.

Ligesom jeg heller ikke kan acceptere, at mine muslimske medborgere bliver gjort ansvarlige for Hamas, Taleban, det iranske præstestyre eller andre autoritære regimer, alene fordi de deler religion, oprindelse, sprog osv. med dem.

Det handler ikke om særlige hensyn til jøder. Det handler heller ikke om særlige hensyn til muslimer. Det handler om den samme demokratiske målestok for os alle.

Et demokrati har ikke til opgave at gøre mindretal mindre forskellige eller mere som flertallet

Et frit samfund bygger på, at mennesker dømmes efter deres egne ord og handlinger – ikke efter deres tro, deres oprindelse eller de forbrydelser, andre begår i deres navn.

Derfor er friheden til at være et mindretal ikke en undtagelse fra demokratiet. Den er en af dets vigtigste prøvestene.

Et demokrati har ikke til opgave at gøre mindretal mindre forskellige eller mere som flertallet.

Læs også:Antizionisme er blot jødehad i nye klæder

Tværtimod. Dets opgave er at sikre, at mennesker med forskellige religioner, kulturer og overbevisninger kan leve sammen under de samme demokratiske spilleregler og med de samme rettigheder og pligter.

Det betyder også, at mindretal har ret til at forblive mindretal.

Jøder skal have ret til at være jøder.

Muslimer skal have ret til at være muslimer.

Kristne skal have ret til at være kristne.

Ateister skal have ret til at være ateister.

Ikke fordi nogen tro eller organisation er hævet over kritik. Tværtimod. Stater, regeringer, trossamfund og organisationer skal kunne kritiseres, når de forsvarer undertrykkelse, vold eller diskrimination. 

Men kritikken må altid rettes mod dem, der handler – aldrig mod mennesker alene på grund af deres identitet.

Det er den demokratiske målestok, der beskytter os alle. 

Et demokrati bliver ikke målt på, hvordan det behandler flertallet. Det bliver målt på, om mindretallene har ret til at være mindretal.