De var givetvis de færreste, der bemærkede det, men De Konservative afholdt faktisk deres årlige landsråd i weekenden. Udover de evigt dårlige meningsmålinger og den nye EU-skepsis, som partiledelsen desperat forsøger at distancere sig fra, var mediedækningen mildest talt ikke optimal. Partiet formåede ikke at få brugt landsrådet som afsæt for nye politiske dagsordener.

Hvorfor i al verden skal vi have den samme mængde regler til at styre et middelaldersamfund som et moderne informationssamfund? Da bilen blev opfundet og sat i masseproduktion var der et åbenlyst behov for færdselsregler, trafiklys og fartgrænser.

Den eneste undtagelse fra dette var folketingskandidat Rasmus Jarlov, der krævede, at partiet gjorde et lovgivningsstop til en del af sin fremtidige politik. I et blogindlæg på Politiken argumenterede han for nødvendigheden heraf:

”Her i weekenden diskuterer vi på det konservative landsråd, om vi skal lægge loft over mængden af lovgivning i Danmark.  Forslaget går ud på, den næste borgerlige regering (med eller uden konservativ deltagelse) skal forpligte sig til, at antallet af paragraffer og bogstaver i lovsamlingen ikke må vokse i den kommende valgperiode (..) Borgerlige partier arbejder for borgernes frihed og selvstændighed. Den forsvinder, når politikerne laver flere og flere love, som bestemmer, hvordan vi må opføre os. (..) Et lovgivningsloft vil skabe fokus på at holde mængden af love og regler nede. Det har vi brug for i Danmark, hvis vi skal sikre borgernes frihed.”

I sig selv er der en vis ironi ved, at en person, der knokler for at få sæde i Danmarks lovgivende forsamling, gør det til sit hovedmål at mindske mængden af lovgivning. Hvis alle andre parlamentarikere indtog det samme synspunkt, ville vi få et ’selvhadende parlament’, hvor de 179 personer, der udfylder bænkene, ikke bakker op om institutionens formål.

Den hidtidige respons fra regeringspartierne stod da heller ikke på begejstring og høj jubel, men kan derimod bedst karakteriseres som et ligegyldigt træk med skuldrene. Ja ja, der skal afbureaukratiseres, skrankepaverne skal sendes på pension og papirdyngerne på de kommunale skriveborde skal gøres mindre, var kort fortalt svaret fra retsordfører Trine Bramsen (S).

Dette lidt kedelige svar er måske taktisk klogt, men også alt for uambitiøst al den stund, at Rasmus Jarlovs forslag rammer midt ned i en afgørende ideologisk diskussion om frihed. Jarlovs påstand er netop, at der er et direkte modsætningsforhold mellem mere lovgivning og større frihed. I denne debat kan og må centrum-venstre ikke sidde på sidelinjen som de tidligere har gjort det i andre ideologiske debatter. I stedet bør man aktivt forsvare synspunktet om, at love og regler kan være et redskab til at skabe muligheder for de mange og hindre et mindretals store ressourcer i at begrænse andres frihed.

Hvis naboen planter et mammuttræ i baghaven, vil det være et ret stort indgreb i muligheden for et nyde aftensmaden i solskind hos de tilskydende husstande.

Selve idéen om et lovgivningsloft er absurd i en verden, der konstant forandrer sig. Nye opfindelser, sociale udviklinger og samfundsforhold kræver nødvendigvis nye regler. Hvorfor i al verden skal vi have den samme mængde regler til at styre et middelaldersamfund som et moderne informationssamfund? Da bilen blev opfundet og sat i masseproduktion var der et åbenlyst behov for færdselsregler, trafiklys og fartgrænser. I denne situation vil Jarlov have os til at lukke øjnene, tænke på Mel Gibsons frihedsskrig og fortsætte som hidtil.

Over for dette argument vil nogen sikkert indvende, at man sagtens kan tilpasse sig den moderne verden og samtidig holde mængden af regler nede. Som Jarlov forklarer det i indlægget, skal lovgivningsloftet fungere efter et én til én-princip, hvor det gælder, at ”hvis man vil indføre mere lovgivning, må man i løbet af regeringsperioden afskaffe anden lovgivning”.

Dette kan umiddelbart lyde som et validt synspunkt, men det bryder sammen efter blot kort tids overvejelse. Er al lovgivning eksempelvis lige vigtig? Er regler om placering af branddøre ligeså afgørende som forbuddet mod kokain i skolegården? Og hvis det ikke ifølge Jarlov er tilfældet, skal de forskellige love så have tildelt forskellige ’vægte’ således, at den ene lov tæller som én, mens mere indgribende regler tæller som fem, ti eller hundrede? Efter overvejelser som disse er det altså meget svært at tage forslaget seriøst. Det fremstår mest af alt som et stykke studenterpolitik udarbejdet i et småberuset selskab, der gerne vil ’udstikke en retning’, ’være ideologiske’ og ’slå et slag for principperne’, men uden at have overvejet de praktiske omstændigheder.

Her bør centrum-venstre stå fast på, at love, der begrænser de magtfulde i at gøre, hvad de lyster, er det bedste værn mod almindelige menneskers frihed.

Det værste ved forslaget er dog ikke, at det ignorerer såvel udviklingen som virkeligheden, men snarere det bagvedliggende syn på frihed. Jarlovs forslag emmer af et liberalt snæversyn, hvor lovgivning og frihed er to uforenelige størrelser. Hvis der ikke er nogen regler, der hindrer os i noget, er vi mere frie, lyder argumentet. Hvis ordensmagten blot beskyttede den enkelte mod voldelige overgreb, ville alle derfor opleve en fri og lykkelig tilværelse.

I et univers, hvor det enkelte menneske levede isoleret og svævede rundt som en ensom partikel uden at komme i kontakt med andre, ville dette synspunkt muligvis give mening. Men mestendels gælder det altså, at mennesker lever sammen og uundgåeligt påvirker hinanden. Derfor er der brug for love og regler for at sikre alles frihed.

Hvis en kemikaliefabrik lukker store mængder af kemisk affald ud i det nærmeste vandløb, påvirker det i høj grad andres frihed. Hvis bankerne frit kan jonglere med deres kunders opsparing uden deres vidende, har det store konsekvenser for de fremtidige forbrugsmuligheder. Og hvis naboen planter et mammuttræ i baghaven, vil det være et ret stort indgreb i muligheden for et nyde aftensmaden i solskind hos de tilskydende husstande.

Derfor er spørgsmålet ikke frihed eller tvang, men frihed for hvem, frihed hvornår og frihed til hvad. Dette kræver politiske valg. I den sammenhæng er det interessant, at de borgerlige partier konsekvent kæmper for at få fjernet begrænsninger og regler for virksomheder og velbjergede, hvilket næppe vil øge mulighederne for forbrugere og lønmodtagere.

Her bør centrum-venstre stå fast på, at love, der begrænser de magtfulde i at gøre, hvad de lyster, er det bedste værn mod almindelige menneskers frihed.