Annonce

Et helt rimeligt angreb på Thyra Franks manglende svar

Det er ikke urimeligt at forvente, at en politiker, med næsten 40 års praktisk erfaring fra det område hun nu skal være minister for, har mere end varm luft og en task force med i tasken.
Efter kritikken af Thyra Frank ovenpå interviewet i TV2, hvor den nye ældreminister virkede aldeles uforberedt og endte med at skyde ansvaret for hendes ministerområde over på kommunerne, så har flere af hendes partifæller haft travlt med at lave ”damage control”.

Interviewet med Thyra Frank kan ses her:

Folketingsmedlem Joachim B. Olsen kommer hende til undsætning med følgende:

”Medierne og en stor del af befolkningen brokker sig over, at der ikke er nok politikere med erfaring fra det "virkelige" liv. Når der så kommer en minister med 37 års prisbelønnet, kanoniseret ledelseserfaring inden for det område, hun er blevet minister for, så er det et problem, at hun efter en uge i stolen ikke har erfaring nok med det "uvirkelige" liv som minister i regering. Det er et problem, at hun efter en uge endnu ikke kender alle paragraffer, ikke svarer helt elegant og hendes svar ikke kan passes ind i et NEWS 30 sekunders klip,” skriver han på Facebook.

Joachim B. Olsens forsvar er mere eller mindre en lang stråmand. Ingen har således kritiseret Thyra Frank for ikke at kunne paragrafferne, eller for manglende retoriske spidsfindigheder. Thyra Frank kritiseres i store træk for tre ting: Dels for at hun fralægger sig ansvaret, dels for at hun ikke kan komme med nogle bud på noget der skal ændres og dels for ikke at ville anerkende, at hun er repræsentant for en regering, hvis økonomiske politik vil føre til flere besparelser i den offentlige sektor – herunder plejehjem.

En ærlig uspoleret sjæl
Og en anden partifælle, tidligere folketingskandidat Merisha Cokovic, har en lidt længere og mere polemisk udgave af samme argumentation som Joachim B. Olsen i en kommentar i Berlingske:

”Det er dobbeltmoralsk, når politikere og kommentatorer angriber Thyra Frank, for at være inkompetent og overflødig, fordi hun er nemlig bare en ærlig og uspoleret sjæl, der falder udenfor i Christiansborg-boblen af spin og løgn.

Thyra Frank er ikke den store selfiepolitiker, der blogger i Berlingske hver anden onsdag og skriver smarte opdateringer på Twitter. Hun er heller ikke en, der stiller 35 spørgsmål til ordførerne i folketingssalen og linker til det på sin Facebook. Og slet ikke en, der rider på populismebølgen og gør sig bemærket på enkelte sager, der havner i mediernes søgelys, eller en der opsøger medierne.”

Det er rigtigt, at Thyra Frank ikke blogger eller er på Twitter. Men at Thyra Frank ikke skulle være glad for at tage selfies og lægge dem på sociale medier, er noget decideret sludder. En hurtig tur på hendes Facebook-profil viser nærmest ikke andet:

Her:

Og her:

Og her:

Og ja, Thyra Frank er ikke en politiker, der gør sig bemærket ved at lave noget, nogen lægger mærke til. Hun sad knap fire år i folketinget, uden at nogen nogensinde bemærkede det, og da vælgerne i Nordjylland fik chancen for det, stemte de straks på en anden.

Og at hun ikke er en enkeltsags-politiker, der rider populismebølgen, er i mine øjne decideret usandt. Thyra Frank har aldrig ment noget som helst om andet end plejehjem og ældre. Hun er indbegrebet af en enkeltsagspolitiker. Og at være god ved de ældre er ikke ligefrem et kontroversielt synspunkt, som støder masserne fra en.

Al den hype der har været omkring Plejehjemmet Lotte er jo for længst forsvundet, da det viste sig, at det var væsentligt dyrere end det kommunale, at man ikke tog de svageste ældre, at der var masser af problemer med medicineringen og at der blev set stort på arbejdsmiljøreglerne.

At Thyra Frank blev optaget på en ledelseskanon på den baggrund, var en stor fejl, der aldrig skulle være sket, nærmest undskyldte professor i forvaltning på Syddansk Universitet, Kurt Klaudi Klausen, der havde været med til at lave den.

”Det, vi ikke så, var, at den måde hun gjorde det på, var ved at undsige det legitime system, der var, og som altid er i det offentlige. Det jeg kalder den parlamentariske styringskæde. De folkevalgte har jo retten til at bestemme, hvad man vil på ældreområdet. Og vi har et hierarkisk system, der er sat i værk for at implementere den vilje. Og det skal de gøre loyalt. Hvis alle gjorde som hun, ville vi ikke kunne have en offentlig sektor - eller en privat, for den sags skyld,” sagde Klausen til Weekendavisen.

Ubrugelige erfaringer
At der mangler politikere, der kan bringe erfaringer og nye løsninger fra den virkelige verden med ind i det politiske system, bør der ikke herske et sekunds tvivl om. Men hvis politikere som Thyra Frank alligevel opfører sig ligesom alle de andre, når de så får magten og muligheden, så er vi jo lige vidt.

Som når Merisha Cokovic videre skriver, at:
”Thyra Frank er en politiker, der opsøges af medierne. En, der lytter, før hun kommenterer eller udtaler sig, en der kan få Anders Samuelsen til at stå skoleret og tie stille i mere end et øjeblik ad gangen og en, der har tilbragt mere end 40 år i det felt, som hun i dag er minister for.”.

Udover at det virker helt ekstremt mærkeligt at påpege, at den nye udenrigsminister Anders Samuelsen åbenbart er et snakkechatol, som det kræver helt ekstraordinære pædagogiske evner at få til at holde mund og lytte, så er problemet med Thyra Frank helt enkelt det, at hun på ingen måde formår at omsætte de praktiske erfaringer, hun har fået i de 37 år i den sektor, hun nu skal være minister for, til noget konkret politik. Ikke én konkret ting kan hun pege på.

Hendes eneste bud da hun blev spurgt om, hvad hun ville lave om, var "jeg vil spørge nogen, om der er nogle uhensigtsmæssige regler der kan laves om". Og så nedsatte hun en ”task force” sammen med KL. Det kunne de fleste ungdomspolitikere med en bachelor i statskundskab nok også have fundet på.

Hele Thyra Franks politiske karriere er selve indbegrebet af tykt, tykt spin. Et forsøg på at iklæde Liberal Alliance i en ham af omsorg for de ældre og social anstændighed.

Hun bringer jo intet nyt til bordet og hendes praktiske erfaring er totalt værdiløs, for det bygger på et luftkastel. Og det synes jeg ikke er helt urimeligt at påpege.

David Troels Garby er redaktør på Netavisen Pio.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce