Et lykkeligt samfund er et velfærdssamfund

ANMELDELSE: Dan Jørgensen sætter velfærd til diskussion i en anderledes, udfordrende, men også interessant bog om Stauning og moderne lykkeforskning
Kan nutidens danskere lære af selveste Thorvald Stauning? Hvad er lighederne mellem krisen i trediverne og i dag? Og hvordan er sammenhængen mellem velfærdsamfundet og moderne lykkeforskning?

Det er nogle af de vigtigste spørgsmål i Dan Jørgensen seneste bog, Staunings Arv – Vejen til en lykkeligt Danmark, der lige er udkommet. 

Egentlig blev de 233 sider oprindeligt til ved lidt af et tilfælde, da Dan Jørgensen forud for Socialdemokratiets nu aktuelle partiprogram Fælles om Danmark fra 2017 sad på et kammer på Arbejdermuseet og som pennefører udarbejdede det nye program.

Begravet i diverse artikler, gulnede taler, gamle fotos, pjecer opdagede han undervejs ikke blot ligheden mellem nutidens udfordringer og tredivernes politiske og økonomiske kaos; han øjnede også at begrebet lykke er gået som en rød tråd gennem hele Socialdemokratiets historie.

Det er med afsæt i den afsluttende linje fra daværende statsminister Thorvald Staunings sirligt håndskrevne eksemplar af Danmark for folket, det socialdemokratiske partiprogram fra 1934, hvor dansk politiks über-koryfæ par excellence, Stauning, opfordrer danskerne til at arbejde for ”et bedre og lykkeligere samfund”, at Dan Jørgensen sætter nutidens velfærdssamfund til debat.

Velfærddebat i øjenhøjde

Objektivt betragtet går Dan Jørgensen ikke overraskende et socialdemokratisk ærinde. Man bør imidlertid ikke tage fejl af, at bogen virkelig er særdeles velunderbygget med mere end blot henvisning til diverse udgivelser, taler, kampagner og bidrag fra tidligere såvel som nuværende socialdemokrater. Således er Staunings Arv også en bog, hvor Dan Jørgensen desuden lader os hilse på en bred skare af spændende lykkeforskere, lige fra Aristoteles til Dan Buettner.

Men på grund af det socialdemokratiske islæt, vil især borgerlige politikere og meningsdannere da også savne alt fra Chresten Berg til Ayn Rand og Donald Trump, hvad det for eksempel er tilfældet for Morten Messerschmidt, der i en anmeldelse for Altinget mener, at Dan Jørgensen undervurderer den historiske betydning af at Danmark siden 1864 har været ”en nationalstat med eet sprog og en stærk centraladministration”, hvad angår danskernes lykke. Ikke en overraskende pointe fra DF’eren.

I Weekendavisen derimod er det nok nærmere Arne Hardis, der med sin latterliggørelse undervurderer betydningen af at tale til landets lønmodtagere i øjenhøjde om politiske målsætninger, der er relevant for lige netop deres hverdag. Han ”gør politik til pjank”, skriver Hardis. Men måske det faktisk er Hardis, der bedriver pjanken?

Hvis man som Dan Jørgensen ønsker at skabe et rum med mulighed en ”lidt dybere ideologiske og værdibaserede debatter i dansk politik” hinsides politikerlede og fremmedfjendskhed, er svaret i hvert fald ja.

For selvom den sproglige stil undertiden kan virke en smule arkaisk, som når han gentagende gange tiltaler os læsere i tredje person. Eller når han ved hjælp et lidt besynderligt fiktionsgreb lader fortidens S-formand Thorvald Stauning stikke ind forbi nutidens S-formand Mette Frederiksens kontor på Christiansborg med ordene: ”Du skal samle Danmark igen”. Det virker spøjst, men at hænge hele vurderingen af bogen op på en enkelt iagttagelse  - det er at gøre den uret og fejlbedømme.

Det er nemlig stadig en kvalitet ved bogen, at den er modig og tør sætte fokus på dem, ”der hver dag kæmper for at få det til at hænge sammen”, enten psykisk, social eller økonomisk. Ligesom bestræbelserne på at identificere nye brudflader i det socialdemokratiske projekt og trække historiens lektioner frem er prisværdige.

Det socialdemokratiske lykkeland

Problemet er altså ikke, at Dan Jørgensen hverken har blik for nationalstaten, nyliberalisme eller andet pjank som en lykkeskabende faktor. Hvad der er problemet er, at Dan Jørgensen vil for meget – og dermed desværre opnår for lidt.

Selvfølgelig er det ikke fuldstændig uvedkommende, om der rent faktisk er en rød tråd fra Thorvald Stauning til H.C. Hansen, videre til Anker Jørgensen, og nu vor tids socialdemokrater som Mette Frederiksen og Henrik Sass.

Ligeledes er det heller ikke ligegyldigt, at vi i disse år oplever samfundsmæssige opløsningstendenser i kølvandet på finanskrisen i 2008, der giver mindelser om den økonomiske krise, man oplevede efter børskrakket på Wall Street i 1929.

Havde Dan Jørgensen imidlertid nedtonet hyggesnakken om hemmelige telefonnumre og statsbesøg i Sydkorea til fordel for den utroligt spændende kobling mellem velfærdssamfundet og moderne lykkeforskning, så havde resultatet stået desto stærkere.  Men at den socialdemokratiske velfærdsstat fra Stauning og frem spiller en afgørende rolle for at skabe forudsætningerne for et lykkeligt samfund, formår Dan Jørgensen i overbevisende stil at klarlægge.

Det gør i sig selv Staunings Arv til en interessant læseoplevelse. Ikke mindst fordi det giver os læsere et anderledes, men ikke desto mindre klart incitament og historisk argument for hvorfor, vi skal sætte krydset hos det gamle arbejderparti, når vi næste år går til valg. Jørgensens opfordring synes ganske enkelt at være følgende; Stem på Liste A, hvis du have et mere lykkeligt samfund.

Men netop fordi Dan Jørgensen generøst bestræber sig på at gøre mange ting samtidig, så bliver det visse steder som om farer vild og blive væk Staunings imponerende hipsterskæg undervejs.

Lykken er på vej

Bogen vil meget og lykkedes med det meste – og selvom Dan Jørgensen har sat sig selv på en svær opgave, hvor der skal jongleres med mange bolde samtidig, så gør han læserne klogere på den socialdemokratiske partihistorie og lykkens potentiale som politisk projekt.

Lykkediskussionen kommer helt givet til at fylde meget i den offentlige debat og Dan Jørgensen viser hvorfor.


Dan Jørgensen: "Staunings arv - vejen til et lykkeligt Danmark". Forlaget Peoples Press. 232 sider. 179,95 kroner. Er udkommet.


René Staun Hansen
, er kulturskribent og anmelder. Uddannet litterart og kunsthistoriker. Bidrager med indlæg om film, musik og litteratur.

 

Kulturskribent og anmelder


Kommentarer fra Facebook