Et mesterværk for litterære nørder og trofaste fans

Bob Dylan er tilbage med et lyrisk stærkt album, der desværre mister melodien undervejs. Albummet er det bedste i årtier, mener vores kulturskribent.
Bob Dylans nye album 'Rough and Rowdy Ways', juli 2020
Stemmen er nasal og skrattet, rammer ikke altid melodien. Teksterne er kryptiske eller henkastet, hvis da ikke direkte morbide. Og musikken indynder lidt modvilligt med sin stædigt insisteren på at være gammeldags.

Ja, selvom det jo faktisk klæder den nu næsten 80-årige Bob Dylan, gør han det alligevel ikke nemt for publikum på sit nye album, ”Rough and Rowdy Ways”, der nu er på gaden efter otte års ventetid.

Ikke at det nogensinde er noget, han rigtigt har gjort i. For siden folksangeren med det uglede hår dukkede op på de småkaffebarer i New York dengang i begyndelsen af tresserne, har han dog langt fra en publikumspleaser. Tværtimod.

Steinbeck og uartige rullesten

På sit 39. studiealbum ”Rough and Rowdy Ways”, første rigtige album siden ”Tempest” fra 2012, beviser den aldrende rockpoet, at han som sangskriver til gengæld hverken går ned på livskraft, inspiration eller noget at skrive om.

“I'm a man of contradictions, I'm a man of many moods / I contain multituuudes”, crooner mesteren veloplagt i åbningsnummeret. Og han mener tydeligvis, hvad han synger.

Albumtitlen er nemlig sakset fra countrylegenden Jimmie Rodgers, og i sangene undervejs vil man fornemme er et komplekst lyrisk kludetæppe af navne på musikere, historiske skikkelser og skuespillere, digtere og citater.

Som når han i ”My Own Version of You” synger om ”the winter of our discontent”. Et udtryk, der både hentyder til et skuespil af den engelske dramatiker William Shakespeare og en roman skrevet af den amerikanske forfatter John Steinbeck.

Ej at forglemme netop ”I Contain Multitudes”, hvis titel ikke blot er hapset fra den store amerikanske digter Walt Whitman. Men hvor han også på komisk vis sammenligner sig selv med Anne Frank og Indiana Jones og ”them British bad boys, The Rolling Stones.”

Mest for Dylan-fans

Som musiker derimod mister han dog desværre melodien undervejs. Havde man forventet mere “Knockin’ on Heaven Door”, "The Times They Are a-Changin'" eller “Blowin’ in the Wind”, så går man galt i byen.

Lige her er ”Rough and Rowdy Ways” mest et album til dem, der holder af Dylan for hans geniale talent for ordgøglerier mere end hans evner som komponist. Det er dog ikke, fordi han ikke kan finde ud af trykke pedalen i bund eller for den sags ramme publikum lige i hjertekulen.

Mest et album til dem, der holder af Dylan for hans geniale talent for ordgøglerier

På “Goodbye Jimmy Reed”, en hakkende blues, der sender tankerne tilbage til Dylans egen “Leopard-Skin Pill-Box Hat” fra klassikeren ”Blonde on Blonde”. Den slæbende ”False Prophet”, hvor sangeren, hvis man altså skal tro rygterne derude om omslaget til singlen, gør det af præsident Donald Trump.

Eller den fine og vemodige ”Key West”, en ti minutters lang ballade om en aldrende desperado på vej til det paradisiske Florida, idet han gør sig tanker tidernes ende og med hans radio som eneste påmindelse om det liv, han har lagt sig bag.  

Mens den amerikanske nobelpristager toner virkelig veloplagt frem på tekstsiden, er albummet således præget af en vis uopfindsomhed, hvad angår genre og melodi, hvorfor ”Rough and Rowdy Ways” måske nok også er et album mest for litterære nørder og trofaste fans.

Med døden i hælene

Alt i alt yder Bob Dylan dog stadig lidt af en kunstnerisk bedrift, ja, ordet mesterværk strejfer faktisk en igen og igen undervejs. Det skyldes et sprogligt overskud, men også sange som ”Murder Most Foul” om mordet på John F. Kennedy. En sang, der pga. dens længde må siges at bryde med, hvad mange nok vil forvente af en single, da den udkom i marts.

“We’re gonna kill you with hatred / Without any respect / We’ll mock you and shock you / And we’ll put it in your face”, reciteres det således følelsekoldt i det sytten minutter lange afslutningsnummer.

Linjer, der ikke bare får en lidt anden klang her i kølvandet på drabet af Floyd George, men også peger på døden som et alt andet end ligegyldigt tema på albummet.

Og svaret, ja, det blæser i vinden.

“I sleep with life and death in the same bed”, lyder det på ”I Contain Multitudes”, mens ”Crossing the Rubicon” ligeledes tager fat på overgangstemaet med reference til den romerske kejser Julius Cæsar, og hvordan han krydsede floden Rubicon.

Med døden i hælene vil sange som disse ikke utænkeligt få lyttere verden over spekulere i, om ham Bob Dylan er ved at stille cowboystøvlerne. Og svaret, ja, det blæser i vinden.

Skulle det imidlertid holde stik, står vi tilbage med et mesterligt album, der ikke ændrer meget ved, hvad vi tænker og føler om myten eller musikeren Bob Dylan. Men som derimod en kompetent rival til “Time Out of Mind” fra 1997 og ”Love and Theft’” fra 2001 og et særdeles stærkt punktum for musikalsk karriere af en ganske uvurderlig betydning.


Bob Dylan: 'Rough and Rowdy Ways'. 10 numre. Columbia.

Kulturskribent og anmelder


Kommentarer fra Facebook

Annonce