Et mesterværk: Vejen til Tove Ditlevsen

Tove Ditlevsen var en af Danmarks største digtere, og hun var meget populær i vide kredse. Børn og unge blev henført af hendes poesi, når de mødte den i skolen. 

Kvinder i alle samfundsklasser genfandt dele af deres eget liv i hendes tekster. Mænd læste med og blev bevæget af hendes skildringer af kærlighedens væsen. 

Som folkelig forfatter var hun elsket over hele landet, men hendes digte bestod af vers med rim og rytme, og smagsdommerne i det litterære univers mente, at hun var gammeldags og bedømte hende som en andenrangsforfatter. 

Klassiker var hun slet ikke.

Sådan var det, men nu er hun blevet oversat til engelsk, og hendes værker er blevet mødt med beundring i Amerika, og den slags sætter sine spor i det danske litterære univers. 

Så Tove Ditlevsen er omsider på vej til en klassikerstatus og er netop blevet optaget i den danske kanon.

Forståelsen for Ditlevsen

Lilian Munk Rösing har skrevet en meget usædvanlig og helt vidunderlig bog, der kan hjælpe med at give Tove Ditlevsen den status, hun fortjener. 

Lilian Munk Rösing har en fin forståelse for modsætningerne i Tove Ditlevsens liv og værk, der blandt andet manifesterer sig som ”barnets længsel mod voksenlivet over for den voksnes længsel efter barndommen”, men de oplevede modsætninger skyldes nok også den understrøm af ensomhed, der ofte er den skabende kunstners lod. 

Hun investerer også sig selv og dele af sit privatliv i beskrivelsen af Tove Ditlevsen

Lilian Munk Rösing er en forrygende god læser, der præsenterer sig selv som en ”kedelig magistertype der tæller versefødder og enderim og analyserer fortælleforhold i romaner og noveller”, men hun er nu meget mere end det. 

Hun analyserer ikke blot teksterne med psykoanalytisk skalpel, men hun investerer også sig selv og dele af sit privatliv i beskrivelsen af Tove Ditlevsen. 

Det siger mere om Lilian end om Tove, men det er smukt og giver bogen karakter

Hun lærer digtene udenad og får deres rytme ind i sin gangart, når hun opsøger de steder, Tove Ditlevsen har boet og skrevet. 

Hun læser med kroppen. Hun sanser og ser. I Hornbæk går hun en tur langs stranden, der er kantet med kridhvide blomstrende slåenbuske.

Poesi for folket

I Birkerød ser hun en midterrabat fuld af gule krokusser og en gul bus, der kører forbi ”og fremhæver farven”. Det siger mere om Lilian end om Tove, men det er smukt og giver bogen karakter.

Lilian Munk Rösing går således sine ture i det fri, men hun er også vel bevandret i dansk litteratur. Hun betragter salmebogen som et lyrisk skatkammer og påviser, at Tove Ditlevsen var påvirket af såvel Brorsons erotiske sødme som af Kingos orgelbrus.

Læs også:En sanselig spadseretur gennem sproget

Hun har i det hele taget et befriende blik for de litterære former, der befinder sig uden for den kulturelle boble, der bestyres af det litterære rigtighedsunivers. 

Hun skriver således, at lejlighedssangene måske er den sande poesi for folket. Godt set. Modigt skrevet. Lilian Munk Rösing undrer sig endvidere over, at ingen litterat har forsket i Tove Ditlevsens digte. 

Det har utvivlsomt noget at gøre med mekanikken i det danske litterære univers

Der mangler ganske enkelt et basalt litteraturanalytisk arbejde af hendes forfatterskab. Hvorfor er det sådan? Det svarer hun ikke på, men det har utvivlsomt noget at gøre med mekanikken i det danske litterære univers. 

Dette univers kan beskrives som et ”væsen”. Sådanne ”væsener” har vi flere af. Vi har et skolevæsen, et sundhedsvæsen, et retsvæsen, og de har hver for sig et internt system, der afgør, hvad der er godt, og hvad der er skidt. 

Kunstens væsen

Det litterære væsen er ikke knyttet til en bestemt institution, men befinder sig i et krydsfelt mellem anmeldere, litteraturforskere, biblioteker og undervisere. Det har ingen organisation. Ingen bestyrelse, ingen vedtægter. 

Man kan ikke pege på en enkelt person og sige, at det er ham eller hende, der står bag, men det har et mægtigt sprog, og det fører sig frem med slagord om, at kulturen højner og gør os alle bedre, men det er også et klassebundet magtsystem, der vurderer, sorterer, ophøjer og ekskluderer. 

Lillian Munk Rösings bog er et eksempel herpå. Den er et faglitterært kunstværk

Tove Ditlevsens folkelige appel truede ”væsenets” monopol på at definere, hvad der var kunst, og hvad der var pop, så hun blev mødt med mange forbehold i finlitterære kredse. 

De store litterære priser gik således til mindre ånder. Sådan var det, da hun levede, og sådan fungerer det såmænd endnu. 

Der trækkes stadigvæk grænser og sorteres efter uskrevne regler, som alle må rette sig efter. Man bruger genre til at definere, hvad der er kunst. 

Læs også:Anmeldelse: Michelangelo fortjener mere end 3D-print og postmoderne floskler

Faglitteratur vurderes således som en laverestående genre, men der findes faglitterære værker med store kunstneriske kvaliteter.

Lillian Munk Rösings bog er et eksempel herpå. Den er et faglitterært kunstværk. 

Lilian Munk Rösing: ‘Tove Ditlevsens veje’. 233 sider. Gyldendal, 2025